Jobsamtalen førte til barnebarn

Hvis to-årige Martha engang spørger, hvordan hendes farmor og farfar mødte hinanden, er svaret klart:

– Til en jobsamtale. På Svaneparken i Birkerød, der var et hjem for voksne udviklingshæmmede.

Bodil Ravn var ung tillidsrepræsentant, og Morten Fjordbo var nyuddannet socialpædagog med kurs mod sit første job.

Det var sommeren ´83, og vejret var varmt, husker Bodil Ravn.

– Du havde hennafarvet hår og sådan en stropundertrøje under cowboyjakken, og jeg tænkte: Hold da op, en lækker fyr. Hvis han bliver ansat, så …

Morten Fjordbo lagde også mærke til Bodil Ravn.

– Jeg tænkte, at du var en køn pige. Og sød. Men det var ikke noget dybtfølt, for på det tidspunkt var jeg lige flyttet sammen med min kæreste.

En frisk fyr
Morten Fjordbo fik jobbet og kom til at arbejde tæt sammen med Bodil Ravn, der selv var uddannet omsorgsassistent – en slags forløber for socialpædagoguddannelsen. Det var midt i en pædagogisk brydningstid, hvor ideer om mindre medicin og mere selvbestemmelse langsomt vandt frem.

– Jeg kom lige fra seminariet, og der var meget, jeg gerne ville lave om, fortæller Morten Fjordbo.

Fx fik han efter modgang og sværdslag gennemført et nyt tilbud til beboerne, så nogle af dem fik mulighed for at gå på daghøjskole i København – og få trafiktræning, så de selv kunne komme derind.

– Jeg tror nok, det gjorde ham lidt mere tiltrækkende. At han var sådan en frisk fyr, siger Bodil Ravn, mens farven stiger op i kinderne.

Morten Fjordbo nød også at arbejde sammen med Bodil Ravn.

– Jeg synes, hun var en klog pædagog, siger han.

På værtshus i København
Selv om der var kemi fra start, skulle der gå et helt år, før Morten Fjordbo tog mod til sig og betroede Bodil Ravn, at ’han vældig godt kunne lide hende og måske også var ved at være lidt forelsket.’

Det var på et værtshus i København, hvor de var taget hen med en flok kollegaer. Og selv om Bodil Ravn og Morten Fjordbo på det tidspunkt boede sammen med hver sin kæreste, endte aftenen med Bodils Ravns ord med, at ’der skete det, der ikke måtte ske.’

Derefter gik det slag i slag. Snart blev de kærester. Så flyttede de sammen. Og i 1987 blev de gift. Alt imens de begge blev ved med at arbejde på Svaneparken.

– Når jeg tænker tilbage, vil jeg sige, at vores kollegaer var ret langmodige. Men dengang var det helt naturligt. Forstanderen var også kæreste med en medarbejder, fortæller Morten Fjordbo.

Kærester og kollegaer
I alt var Morten Fjordbo og Bodil Ravn tætte kollegaer i fem år. Så søgte Morten Fjordbo et nyt job.

– Der var ikke nogen, der havde klaget over os, men vi var måske nok bange for, at nogen på et tidspunkt ville synes, at det blev for meget. Bodil var tillidsrepræsentant, og jeg var sikkerhedsrepræsentant – og måske kunne vi i for høj grad blive en magtfaktor. Samtidig syntes jeg også, at arbejde og fritid kom til at flyde for meget sammen, siger Morten Fjordbo.

Siden har de haft hver deres arbejdsplads, men de har fortsat kunnet sparre og tale fag. Så meget, at de var bevidste om, at det ikke måtte tage overhånd, fortæller Morten Fjordbo.

– Da vores to børn, der nu er voksne, var små, passede vi på med, at arbejdet og socialpædagogikken ikke skulle fylde for meget ved spisebordet. Dengang skulle det handle om deres dag.

I dag arbejder Morten Fjordbo som hjemmevejleder i Fredensborg Kommune, mens Bodil Ravn er gået på efterløn.