Gå til indhold

Medlemspanel

Forhold kan give problemer

Socialpædagogerne har taget pulsen på medlemmernes holdninger til kærlighed på arbejdspladsen. Flere påpeger, at det er særligt problematisk, hvis en leder danner par med en medarbejder

4. december 2019

Artikel

Forfatter: Maria Rørbæk

Kan du som leder have et forhold til en af de ansatte? Nye svar fra Socialpædagogernes medlemspanel peger på, at du i hvert fald skal tænke dig godt om.
I en undersøgelse med svar fra 1.365 medlemmer i Socialpædagogernes medlemspanel, Medlemspulsen, erklærer 64 pct. sig helt eller delvist enige i udsagnet: ’Det er problematisk, når der opstår flirt, kæresteforhold eller ægteskab mellem kolleger.’ Og i kommentarfeltet giver flere udtryk for, at det er særligt problematisk, når det gælder en leder. De skriver fx:
’Der må forventes skærpet ansvar/pli, når det vedrører nogen med ledelsesmæssige opgaver’.
’En leder og en ansat skal ikke kunne være på samme arbejdsplads. Hvis en leder af affærer med en eller flere ansatte, skal denne leder kunne fritstilles’.
’Hvis det er et forhold mellem leder og medarbejder, bør de ikke være i samme team. Selv om de selv kan skille det ad, vil de øvrige medarbejdere føle en forskelsbehandling’.

Læs mere i artiklen 'Amors pile kan skabe splid'

Uheldige konsekvenser
En af kommentarerne handler om et konkret eksempel, hvor en leders forelskelse fik uheldige konsekvenser:
’Chefen begyndte at date en medarbejder. Hun gjorde det forbi, men inden da kunne han ikke andet end at fokusere på hende. Da det gik over, blev han sur på alle og kunne ikke unde andre, at de fik en ny kæreste både i og udenfor arbejdsregi’. 
En anden kommenterer, at eventuelle forhold skal ud i det åbne:
’Det skal italesættes, hvis en leder har en partner / kæreste på arbejdspladsen’.
Socialpædagogerne anbefaler, at den enkelte arbejdspladserne laver klare retningslinjer for kærlighed på arbejdspladsen – og her skal det blandt andet fremgå, hvad der skal ske, hvis en leder bliver kæreste med en medarbejder.



Bliv medlem