Fotoreportage
Skæve kroppe kræver skæve løsninger
På Bo- og aktivitetstilbuddet Jonstrupvang gør individuelt tilpassede spiserobotter og computermus, brugerstyret indretning – og iPads og stemmestyrede systemer det muligt for den enkelte beboer selv at styre hverdagens aktiviteter
28. november 2019
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Alle idéer prøves af
’Forvent det utænkelige’.
Sådan lyder det motto, som gennemsyrer alt på Jonstrupvang – et bo- og aktivitetstilbud under Region Hovedstaden til voksne med cerebral parese eller lignende handicap.
For standardprodukter er sjældent løsningen for de 46 beboere. I stedet er der en stor villighed til at tænke nyt, udvikle og afprøve alternative løsninger – ikke mindst inden for velfærdsteknologi.
Fra ledelsen er der 100 pct. opbakning til, at finder man en løsning, der giver en beboer mulighed for at gøre noget i dag, som vedkommende ikke kunne i går, ja så skal det prøves af. Det gør det utænkelige muligt på trods af et handicap.