Når teknologi bygger oven på fagligheden

Det lille rum er fyldt med, hvad der ved første øjekast ligner legetøj. Bøger med store billeder, en dukke med blåt babytøj, og en lille, hvid robot. Men så er der dronerne. Og 3D-printeren, der står ved siden af virtual reality-brillerne og vidner om, at vi nok alligevel er et niveau over legestadiet.

– Troede du, at jeg ville vise dig badestole og elevationssenge? spørger socialpædagog Kasper
Lorentzen med et grin og rækker mig en drone.

Fagbladet Socialpædagogen er taget på besøg hos Autismecenter Storstrøm, hvor Kasper Lorentzen arbejder. Hans store passion er teknologi, og han arbejder på at få alt fra skridttællere til iPads ind i det socialpædagogiske arbejde. Det klare formål er, at øge borgernes livskvalitet på mange forskellige parametre.

– Mange tænker nok, at velfærdsteknologi er en robotstøvsuger eller et toilet, der kan vaske folk bagi. Men jeg mener, at velfærdsteknologi er noget, der frigiver de mentale ressourcer, der skal til for, at vi kan holde ud at være sammen med andre mennesker. Jeg forsøger altid at behandle teknologi, så det bliver opfattet som hjælpemidler og ikke behøver at være svært. Det kan godt være rimelig low tech, siger han.

Afdækket brug af teknologi
For 20 år siden underviste Kasper Lorentzen kolleger, der ikke vidste, hvordan man tændte for en computer. I dag er historien en helt anden. Og i takt med at tablets og smartteknologi er blevet hvermandseje, bruger flere og flere socialpædagoger teknologiske hjælpemidler i arbejdet med borgerne.

På bordet foran os ligger et par solbriller, en tandbørste og et par hørebøffer. Umiddelbart ikke ting, der springer i øjnene som teknologiske vidundere.

Men det er de, forklarer Kasper Lorentzen, som i de seneste 18 år har arbejdet som vejleder i informations- og kommunikationsteknologi (IKT) på Autismecenter Storstrøm. Han er ikke den eneste på arbejdspladsen, der kan noget med teknologi. Medarbejdere og ledelse har brugt tre år på digitaliseringsprojektet ’Det Digitale Tilbud’, der har afdækket centrets brug af teknologi i den pædagogiske praksis.

Projektets udgangspunkt var at skabe bedre rammer om indsatsen. Resultatet er, at medarbejderne har fået stor viden om, hvordan velfærdsteknologi kan bruges direkte i arbejdet med at gøre livet lettere for mennesker med autisme.

Tryghed og mere nærvær
Det er solbrillerne, tandbørsten og hørebøfferne gode eksempler på, fortæller Kasper Lorentzen. Solbrillerne er nemlig ekstra polariserede og skåner derfor øjnene hos mennesker med sanseforstyrrelser på synet. Tandbørsten har et tilhørende videospil, der giver point alt efter, hvor grundigt og længe man bruger den. Og hørebøfferne er aktivt støjreducerende – med dem på kan man udelukke støj, der kommer forfra, bagfra eller fra siderne.

– Mennesker med sanseforstyrrelser får ro til at fordybe sig med de her hjælpemidler. Teknologien giver dem en pause fra deres handicap, og det frigiver mentale ressourcer, forklarer Kasper Lorentzen.

Han er en af de socialpædagoger, der ikke er bange for, at nærvær og menneskelig kontakt må vige pladsen til fordel for teknologiske gadgets. Tværtimod er han af den opfattelse, at velfærdsteknologi kan give plads til mere nærvær, og i visse tilfælde skabe tryghed for borgeren.

– Tag kaffebrygning som et eksempel. Vi medarbejdere kan lave kaffe på 20 forskellige måder uden overhovedet at tænke over det, og det er der meget afkodning i for mennesker med autisme. Men en app, der fortæller dig, hvordan du skal gøre, gør det på samme måde hver gang. Den forudsigelighed kan godt give tryghed.

Mulighedernes holdeplads
I Kasper Lorentzens optik handler det ganske enkelt om at flytte nærværet derhen, hvor det giver mening.

– Den slags borgere, jeg har med at gøre, ønsker sig ikke nærvær i form af instrukser til, hvordan man laver kaffe. De vil hellere have, at vi kan drikke kaffen sammen. Derfor må teknologi heller aldrig blive en spareøvelse, fordi vi mangler hænder. Det skal altid give mening for borgeren, siger han.

Og Kasper Lorentzen er langt fra alene i sin opfattelse af velfærdsteknologi som noget, der kan kompensere for de udfordringer, mennesker med handicap kan stå overfor i hverdagen. Undersøgelsen Velfærdsteknologi Anno 2019, som er udarbejdet af Teknologisk Institut, viser, at 95 pct. af kommunalt ansatte fagpersoner mener, at øget livskvalitet for borgerne er en af gevinsterne ved velfærdsteknologi.

Alligevel vurderer knap halvdelen af kommunernes fagfolk ikke, at de potentialer, der ligger i velfærdsteknologi, bliver indfriet.

Langsigtet investering
Hos Teknologisk Institut kan man godt se, at der fortsat ligger teknologiske projekter og produkter og samler støv rundt omkring på de socialpædagogiske arbejdspladser. Men når velfærdsteknologiens potentialer ikke bliver foldet ud, skyldes det ikke ond vilje.

Ofte er det et spørgsmål om viden, prioritering og økonomi, lyder det fra Troels Vilms Pedersen, programchef for produktion og innovation hos Teknologisk Institut.

– Hvis man skal lære at anvende velfærdsteknologi, skal man uddannes til det. Derfor er der et stort behov for efteruddannelse. Desværre er det de færreste steder, der har en strategisk indsats omkring opkvalificering i forhold til den specifikke teknologi. Det betyder, at en masse muligheder går tabt, fordi man kompetencemæssigt ikke har de redskaber, der skal til, fortæller han.

Troels Vilms Pedersen peger på, at man skal huske, at velfærdsteknologi er en langsigtet investering, selvom det kræver tid og kræfter at få det til at virke efter hensigten.

– Der er nok at tage sig til, og der er nok at bruge pengene på. Der er jo mange andre indsatser, der også skal prioriteres. Derfor kommer man til at nedprioritere teknologien, som på den korte bane godt nok koster en investering, men på den lange bane kan give mere luft, siger Troels Vilms Pedersen.

Digital pædagogik
På Autismecenter Storstrøm kan Kasper Lorentzen godt genkende problemet med strandede projekter trods fine intentioner. Han har før oplevet, at de teknologiske initiativer, han satte i søen på tidligere arbejdspladser, stille men sikkert blev udfaset, når han fik nyt job.

Derfor har autismecentret som del af ’Det Digitale Tilbud’ lavet en kulturimplementering med
digital pædagogik for øje. I implementeringsplanen er der udarbejdet nogle specifikke værktøjer i et såkaldt pædagogisk indsatskit, der kan bruges til vejledning og inspiration, når socialpædagoger bringer teknologi ind i arbejdet.

Et af værktøjerne tæller et manifest, der beskriver, hvordan man kan tænke fx planlægning, didaktik, teknologisk udvikling og refleksion ind i arbejdet med velfærdsteknologi. Kittet indeholder også en sammensætning af konkrete tilgange, som kan hjælpe socialpædagogerne med at blive endnu bedre til alt fra planlægning til evaluering af digitale aktiviteter.

– Vi havde en masse socialpædagoger med til at sætte tanker på projektet og fortælle, hvad der virkede for dem i praksis. Det blev både meget analogt – og meget praksisnært. Og det var egentlig også formålet. Der er en masse redskaber i kassen, som er oplagte at tage frem, når man skal i gang med at arbejde med velfærdsteknologi, fortæller Kasper Lorentzen.

I skarp kontrast til Autismecenterets digitaldrevne hverdag er det Pædagogiske Indsatskit analogt – en fysisk æske, man tager frem, når inspirationen melder sig.

– Det skulle være håndgribeligt, noget man kan tage og føle på og gå i gang med hurtigt. Og vi kan se, at det hjælper i praksis, for vi har fået mange flere IKT-indsatser, efter vi har udviklet indsatskittet, siger han.

Vigtige etiske overvejelser
I takt med at teknologien bliver udviklet og brugt i flere og flere velfærdssammenhænge, er det vigtigt, at man er opmærksom på, hvordan teknologien bliver brugt, og at man husker at stoppe op, hvis man oplever, at ens etiske værdisæt bliver udfordret.

Det mener Jacob Birkler, Ph.d. i medicinsk etik og tidligere formand for Etisk Råd.

– Der kan være noget forførende i selve ordet velfærdsteknologi. Det er jo et plusord, vi ønsker alle sammen teknologi, der kan skabe velfærd. Derfor er det afgørende, at vi tager bestik af hver enkelt teknologi, fordi der i brugen af velfærdsteknologi kan ligge nogle vigtige overvejelser.

Jacob Birkler lægger vægt på, at teknologi i sig selv ikke kan være uetisk, men det kan brugen af den. Der, hvor der kan opstå etiske spørgsmål, er ofte der, hvor velfærdsteknologi erstatter personlige relationer.

– Hvis teknologien erstatter en menneskelig kontakt, en hjælper eller en, der på en eller anden måde bistår et menneske med handicap, så behøver det ikke være et problem. Men vi skal spørge os selv, om der er noget i den relation, som teknologien erstatter, som ikke kan erstattes. Det kunne være menneskelige værdier som nærvær eller tryghed. Der kan være noget værdifuldt i de her relationer, som ikke alene handler om en støtte eller en fysisk hjælp, siger han.

Socialpædagogikken først
På Autismecenter Storstrøm møder socialpædagogerne jævnligt etiske dilemmaer, der skal tages hånd om. Et af eksemplerne er den dukke, der sidder på hylden iført babyblåt tøj. Den er nogenlunde lige så stor som en nyfødt og opfører sig lige sådan.

Dukken er nemlig en computer i forklædning. En såkaldt babysimulator, der samler data, som fortæller, hvor godt den er blevet passet og plejet af dens ejer. Alt fra berøring til bleskift bliver registreret, og dukken bruges, hvis en borger vil have en smagsprøve på forældreskabet.

Men selv om dukken netop bare er en dukke, er den et godt eksempel på, at man skal huske etikken i arbejdet med velfærdsteknologi. Og at man altid skal tænke pædagogikken ind i arbejdet før noget andet.

– Vi bliver nødt til grundigt at overveje, hvilke urkræfter sådan en dukke kan sætte gang i. For hvad sker der hos borgeren, hvis drømmen om at blive mor eller far braser? Der er også nogle snakke omkring seksualitet, der er meget vigtige, når det handler om at få børn, som vi skal tage. Det kræver, at vi rent pædagogisk står klar med et beredskab, siger Kasper Lorentzen.

Skab en data-etik
De etiske overvejelser stopper ikke ved dukken. Velfærdsteknologi giver mange muligheder for monitorering og forskellige former for indsamling af data, der kan bruges i det pædagogiske arbejde. Men diskussionerne om, hvad der er etisk forsvarligt, bør gå forud for arbejdet med teknologi.

– Jeg har før oplevet, at mennesker med autisme får et ur, der monitorerer deres søvn. Så stiller vi krav, alt efter om borgeren har sovet godt eller dårligt, og laver pædagogikken ud fra det. Men det skal vi kun gøre, når alle andre muligheder er udtømt. Vi arbejder kun socialpædagogisk, når vi insisterer på, at vores borgere skal have et sprog og skal kunne kommunikere, hvordan de har det, uden brug af teknologi, siger Kasper Lorentzen.

Han opfordrer til, at man lægger en linje for, hvordan man vil bruge den data, man har tilgængelig. 

– Man skal have en data-etik. Og man skal gøre sig meget klart, hvad det er, vi gerne vil bruge data til. Hvad er det for et sprog, vi gerne vil trække ud af de her data, og hvordan kan vi bruge det pædagogisk? Vi skal altid tænke socialpædagogikken ind først.