Skulle jeg nå at prøve noget nyt, skulle det være nu

Hvorfor skulle der ske noget nyt i dette arbejdsliv?
Ud af mine 37 år som socialpædagog har jeg været leder i tre årtier. Men sidste år kunne jeg have mærke et behov for forandring. Jeg var gået lidt i stå i min stilling som vicecenterleder for en stor organisation i Esbjerg Kommune. Var træt af at være tilgængeligt 24/7 - træt af fusioner og nye implementeringstiltag, som ofte ikke blev fulgt til dørs. Som 59-årig tænkte jeg - skulle jeg nu prøve noget nyt, ville det være nu. 

Hvornår traf du så din beslutning?
I foråret ’18 kom jeg i jobrotation, hvor jeg blev tilsynskonsulent i kommunen. For første gang i mange år smed jeg midlertidigt lederkasketten, og det var faktisk rart. Bagefter tog jeg en lang ferie, hvor jeg kørte Europa tyndt med min mand. Følelsen af at komme ned i gear, mærke mig selv og se min situation udefra ledte – sammen med lidt god italiensk vin – frem til erkendelsen: Jeg skulle ikke være leder længere. Da jeg kom hjem, fik jeg en seniorfratrædelsesordning og begyndte at søge stillinger.

Hvilke overvejelser gjorde du dig om at forlade lederrollen?
Jeg følte, at jeg havde kastet mig selv ud på dybt vand. De stillinger jeg søgte, indebar jo, at jeg skulle ledes. Kunne jeg det? Ville jeg det? Det var svært at vurdere. Men under jobsøgningen så jeg, hvor mange af mine lederkompetencer, jeg kunne trække ind i andre jobs.
I efteråret blev jeg så tilbudt en helt ny type stilling som pårørendeguide i Kolding Kommune, hvor jeg startede første januar.

Hvordan var det at begynde i en stilling, som ikke er klassisk socialpædagogisk?
Udfordrende og fantastisk! I hele mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med pårørende på alle niveauer, så opgaverne taler direkte til mine erfaringer. Samtidig var jeg på fremmed grund, for de fleste af mine kolleger har en sundhedsfaglig baggrund, men det er givende at blive udfordret på min faglighed samtidig med, at jeg kan udfordre deres.

Hvad er det bedste ved dit spring?
At være med til at bygge noget nyt op fra bunden, for vi er kun ca. 20 pårørendeguider i kommunerne. Men jeg ved, at jeg gør en forskel for en tidligere overset borgergruppe. Jeg taler bl.a. med ægtefæller til demente, forældre til børn med ADHD og familier, hvor far eller mor har fået en hjerneskade. Mennesker, der ofte er i krise, men som kan coaches til nye muligheder. Det kan være psykisk krævende, men det er meningsfuldt, og min mand siger, jeg kommer glad hjem fra arbejde hver dag.

Hvad er dit råd til andre, der overvejer at skifte spor i karrieren?
Mærk efter, hvad der rører sig indvendigt, og brug den indsigt til at kaste dig ud i forandringen. Er du i tvivl, så brug dine nærmeste eller træk stikket og tag en tænkepause – fx gennem en ferie. For mig skabte pausen den indsigt, der gav modet til forandring.