Gå til indhold

Arbejdspladsbesøg

Fællesskab er… Café Ingeborg

På Café Ingeborg i Ringsted satte borgere med udviklingshæmning, hjerneskade og andre særlige behov ord på begreberne ærlighed, tillid, fællesskab og ligeværd. Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, tog del i processen

17. september 2018

Artikel
Ingeborg-3.jpg

Forfatter: Maria Rørbæk

Foto: Socialpædagogerne

’Når jeg siger tillid, hvad siger du så?
’Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, var i en lidt uvant rolle, da han for nylig gæstede den alternative arbejdsplads Café Ingeborg i Ringsted. For at blive endnu klogere på medlemmernes virkelighed og hverdag besøger han jævnligt socialpædagogiske arbejdspladser i hele landet, og det indebærer almindeligvis rundvisninger og samtaler.

Men på Café Ingeborg, der både beskæftiger medarbejdere på ordinære og særlige vilkår, fik Benny Andersen samme opgave som cafeens socialpædagoger: At lede et gruppearbejde, hvor medarbejdere med særlige behov som fx udviklingshæmning, psykisk sårbarhed eller hjerneskade skulle sætte ord på arbejdspladsens værdier.
– På den måde kunne Benny Andersen få hands on i stedet for bare at høre om vores arbejde, siger Café Ingeborgs leder Anne Woergaard Mikkelsen.

Det var faktisk en stor oplevelse. Jeg fik den helt direkte kontakt uden noget filter

Benny Andersen, formand Socialpædagogerne

Som leder sætter Anne Woergaard Mikkelsen en ære i at skabe rammer for møder med mennesker med særlige behov – i stedet for at tale om dem.
– For nylig blev jeg fx kontaktet af KL, der ville have mig til at komme ud på en konference og fortælle om idræt og mennesker med udviklingshæmning, men det sagde jeg nej tak til. ’Men jeg vil gerne sende nogle af vores medarbejdere på særlige vilkår, som har fået en uddannelse som idrætsinstruktører’, lød mit svar i stedet. Så det endte med, at idrætsinstruktørerne fik alle konferencedeltagerne i gang med at spille fire på stribe, fortæller hun.

Tillid og ærlighed
Til Café Ingeborgs værdidag bliver Benny Andersen sat i gruppe med Hjalmar Østergård, Jenny Bonnie Pilegaard, Katja Page Pedersen og Michelle Barnby, og det er Benny Andersens opgave at hjælpe gruppen med at sætte ord på begreberne ærlighed, tillid, fællesskab og ligeværd.
– Hvis I skulle forklare en ny medarbejder her på Café Ingeborg, hvad tillid er, hvad ville I så sige, spørger han.
– At man kan stole på folk, svarer Michelle Barnby.

Jenny Bonnie Pilegaard tænker sig lidt længere om.
– Når man beder nogen om noget, så håber man på, at de gør det. At de gør det, man beder dem om. Og hvis jeg låner dig 100 kroner, forventer jeg, at jeg får dem tilbage. På et eller andet tidspunkt.
– Min mor hedder Eva. Og hun er fra Sverige. Derfor kan jeg godt lide Abba, forklarer Hjalmar Østergaard.
– Har det noget med tillid at gøre?, spørger Benny Andersen.
Det mener Hjalmar Østergaard.
– Er det noget med, at man skal kende hinanden lidt for at få tillid, fortsætter Benny Andersen.
– Ja, nikker Hjalmar Østergaard. Det er det, han mener.

Julefrokoster og fællesskab
Gruppen finder også ud af, at ærlighed handler om at sige tingene, som de er. Og fællesskab - det er bl.a. julefrokoster på Damhuskroen, en udflugt til Tønder, eller som Hjalmar Østergaard udtrykker det: ’Fællesskab er… Café Ingeborg.’ 

Bagefter skal grupperne fremlægge for hinanden, mens en illustrator fra Procesværkstedet omdanner tankerne til tegninger på en stor planche.
Benny Andersen beder hele hans gruppe komme med op foran og fortælle, hvad de har fundet ud af.
– Vi snakkede også om ligeværd. Og da sagde du noget, Jenny, du sagde: Du er ikke…
Jenny Bonnie Pilegaard smiler og nikker.
– Du er ikke mere end mig. Og jeg er ikke mere end dig!

Da besøget er slut, er Benny Andersen i godt humør.
– Det var faktisk en stor oplevelse. Jeg fik den helt direkte kontakt uden noget filter. Og det sjove og interessante er jo, at hvis man lavede den samme værdiproces på andre arbejdspladser uden mennesker med særlige behov, ville medarbejderne måske udtrykke sig lidt anderledes – men de ville have mange af de samme følelser og behov. Fx viste besøget mig, hvor vigtigt fællesskab er. For alle mennesker. 

Fakta om Café Ingeborg

  • Café Ingeborg i Ringsted er en alternativ arbejdsplads for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. 
  • Der er bl.a. gartneri, bageri og et køkken, der laver mad til ældre i kommunen – og et idrætsprojekt, hvor medarbejderne tager ud og laver aktiviteter i fx specialbørnehaver og plejehjem.
  • Café Ingeborgs ansatte er mennesker med erhvervet hjerneskade, udviklingshæmning, autisme eller psykisk sårbarhed. Fælles for dem alle er, at de normalt ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet.

    Læs mere på: ringsted.dk/cafe-ingeborg-0

Vil din arbejdsplads også have besøg?

Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, gæster jævnligt socialpædagogiske arbejdspladser over hele landet. Hvis I også gerne vil have et besøg, kan I kontakte forbundskonsulent Merete Høgh Jeppesen på mhn@sl.dk

Skriv et par stikord om, hvem I er, og hvad I gerne vil vise eller fortælle.

Bliv medlem
Bliv medlem