Gå til indhold

Dimittend

På den helt rigtige hylde

Michael Hansen – og 14 andre nyuddannede socialpædagoger – gennemfører lige nu et traineeforløb i Kreds Lillebælt og Sydjylland. Her rustes de til at blive kompetente sociale mentorer – for jobbet som mentor er et nyt nicheområde for socialpædagoger

1. juni 2018

Artikel
MDH_michael-hansenB.jpg

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Michael Drost-Hansen

På Herning HF og VUC har medarbejderne lige fået en ny kollega. Og de studerende har fået en helt ny mentor, de kan gå til, hvis de har svært ved at holde balancen i de sidste hektiske eksamensmåneder. Han hedder Michael Hansen og er 48 år – og jobbet i Herning er den afsluttende praktik i forbindelse med et traineeforløb, som Socialpædagogerne tilbyder nyuddannede ledige socialpædagoger. 

– De her unge mennesker kæmper med at gennemføre en 10. klasse eller en HF. Og jeg tror på, at jeg som mentor kan give dem den nødvendige støtte til at klare det. Jeg er jo ikke som de andre faglærere – jeg er den, de kan gå til, hvis de synes, at de har svært ved at få det til at hænge sammen, fortæller Michael Hansen.

Han er en af i alt 15 nyuddannede socialpædagoger, der deltager i Kreds Lillebælt og Sydjyllands traineeforløb 2018 (se boks). Og stillingen som mentor i Herning har Michael Hansen faktisk selv skabt.

– Jeg tog i sin tid selv 10. klasse derude, og der oplevede jeg på tæt hold, hvor svært nogle af de studerende havde det med at passe skolelivet. Der var et kæmpe frafald. Så jeg tænkte, at her må jeg da kunne bruge min socialpædagogiske faglighed til at nå ind til de unge, som er på kanten. Derfor opsøgte jeg uddannelseschefen og gav hende et godt tilbud. Det førte til et praktikforløb frem til sommerferien, som jeg da håber udvikler sig til et reelt job, siger han.

Vi oplever i disse år, at flere og flere socialpædagoger får job som mentorer. Det kan være som ungementor, integrationsmentor, uddannelsesmentor eller mentor for krigsveteraner. Billedet er helt klart, at der kommer flere af den slags job

Maibritt Kirk Kjær, jobkonsulent, Socialpædagogerne

Du skal kende dine grænser

Siden 2015 har Socialpædagogerne gennemført en række traineeforløb for dimittender i flere kredse. Opbygningen af forløbet har varieret, men fælles for dem alle er, at deltagerne både bliver rustet med teori og praksis – og bliver styrket i at søge job som socialpædagog.

I det aktuelle forløb er der specifikt fokus på at ruste de nyuddannede socialpædagoger til at søge job som mentor, fortæller jobkonsulent i Socialpædagogerne Maibritt Kirk Kjær.

– Vi oplever i disse år, at flere og flere socialpædagoger får job som mentorer. Det kan være som ungementor, integrationsmentor, uddannelsesmentor eller mentor for krigsveteraner. Billedet er helt klart, at der kommer flere af den slags job. Derfor har vi skræddersyet traineeforløbet, så deltagerne ikke kun bliver rustet til at søge job – de lærer også, hvad der skal til for at søge de mentorstillinger, vi efterhånden ser en del af, siger hun. 

Det kræver nemlig noget særligt, fortsætter Maibritt Kirk Kjær. 

– Som mentor skal man være stærk til at vejlede og koordinere, og man skal være i stand til at opbygge relationer meget hurtigt til den person, man støtter. Det kan opleves meget intenst, fordi man kommer ret tæt på borgeren. Derfor er det helt afgørende, at man kender sine personlige grænser og ved, hvordan man passer på sig selv.

I forløbet har deltagerne bl.a. oplevet tre oplægsholdere fortælle om deres erfaringer som mentorer. En fra Kirkens Korshær, som arbejder med udsatte voksne og misbrugere, en fra KFUM, som arbejder med unge socialt udsatte, og en veterankoordinator. 

– Det skal ikke bare være teori, så derfor har vi lagt stor vægt på at hive praktikere ind og lade dem fortælle, hvad der er vigtigt at vide, hvis man vil gå den vej og finde sig til rette i et mentorjob, siger Maibritt Kirk Kjær.

Fokus på mentorrollen

Traineeforløbet 2018 i Kreds Lillebælt og Sydjylland klæder deltagerne på til at søge job som mentor. Forløbet består af to ugers kursus i arbejdet som mentor, to ugers særligt tilrettelagt forløb hos Socialpædagogerne – og virksomhedspraktik i fire til otte uger.

På mentorkurset undervises deltagerne bl.a. i samtaleteknikker, coaching, anerkendende tilgang, etablering af en bæredygtig relation og selvomsorg og sund afgrænsning i kontaktarbejdet.

De to uger hos Socialpædagogerne byder bl.a. på oplæg om kernefaglighed og socialpædagogiske kompetencer, workshops om jobsøgning, jobsamtalen og kompetenceafklaring, undervisning i kropssprog samt besøg fra arbejdsgivere, som giver gode råd til jobsøgningen.

Retter blikket indad

Som en del af forløbet, har deltagerne fået mulighed for at gå lidt mere i dybden med mentorrollen med et seks dages kursus på University College Lillebælt.  Viggo Müller, underviser på forløbet og leder af MentorAkademiet, oprettede for et par år siden en ny mentoruddannelse, fordi han oplevede, at der var et stort behov for, at mentorer blev klædt bedre på til opgaven gennem en uddannelse med fokus på, hvordan man bruger relationen til at støtte et andet menneske i en udviklingsproces. 

– Jeg oplever, at man rundt om i landets kommuner bruger mentorer i stigende grad. Det er ligesom en niche, der er ved at udvikle sig. I mange tilfælde er det socialpædagoger, der ansættes som mentorer, og opgaverne er tit fagligt og personligt krævende, siger han. 

I forhold til selve pædagoguddannelsen blev traineedeltagerne på mentorkurset i høj grad bedt om at vende blikket indad. 

– Når man skal arbejde som mentor, er det langt fra nok at kende til relationsarbejde. Man skal også vide rigtig meget som sig selv, og det er noget af det, deltagerne har arbejdet med på kurset. Det handler bl.a. om at lære, hvordan man selv genererer energi – for en mentor er jo den, der hele tiden skal levere energien til et menneske i en underskudssituation. Det kræver, at man har godt fat i sig selv og formår at tanke op både fagligt og personligt, forklarer Viggo Müller.

Jeg fornemmede helt klart, at de fleste af dem virkelig fik mod på mentorfunktionen. Og så blev de ikke mindst en del klogere på, hvem de selv er

Viggo Müller, leder, MentorAkademiet

Anerkendende tilgang

Coaching, motivation, anerkendelse og etik er også emner, som deltagerne stødte på i forbindelse med mentorkurset. For en mentor skal i høj grad kunne arbejde anerkendende – og vide, hvordan man kan holde fokus på det, der lykkes, fortæller Viggo Müller.

– Som mentor er det ikke nok bare at klappe folk på håret og sige, at de er dygtige. Man skal med en anerkendende attitude finde de situationer i borgerens liv, hvor de er lykkedes – og bruge de guldkorn til at skabe et positivt fundament, som kan hjælpe vedkommende til at nå sit mål. Så vi har arbejdet en del med lytte- og samtaleteknikker, fordi måden man kommunikerer med et andet menneske på er så afgørende for en mentor.

Som underviser har Viggo Müller oplevet en flok engagerede nyuddannede socialpædagoger, som i høj grad har brugt kurset til at blive klogere på sig selv.

– De ved jo i forvejen en hel masse om relationsarbejde og pædagogiske metoder. Men på mentorkurset har deltagerne bygget oven på deres faglighed – og jeg fornemmede helt klart, at de fleste af dem virkelig fik mod på mentorfunktionen. Og så blev de ikke mindst en del klogere på, hvem de selv er.

Jeg kan rigtig godt lide tanken om, at man som mentor har en tæt relation med nogle mennesker i en afgrænset periode, hvor man forhåbentlig hjælper dem videre i livet. Lidt som at være en slags freelancepædagog

Michael Hansen, socialpædagog

En slags freelancepædagog

For Michael Hansen er der mange ting, der er faldet på plads i løbet af traineeforløbet. Først og fremmest er han blevet overbevist om, at netop en mentorfunktion er den type job, der passer bedst til ham. 

– Efter det her forløb føler jeg faktisk for første gang, at jeg nu er endt på den helt rigtige hylde, siger han.

Med en baggrund som bl.a. handicapchauffør har Michael Hansen en del års erfaring med i bagagen, før han i januar fik papir på at være pædagog. 

– Jeg har prøvet lidt af hvert – også at arbejde på en mere traditionel, socialpædagogisk arbejdsplads. Men jeg kan rigtig godt lide tanken om, at man som mentor har en tæt relation med nogle mennesker i en afgrænset periode, hvor man forhåbentlig hjælper dem videre i livet. Lidt som at være en slags freelancepædagog, hvor man har en meget fleksibel tilgang til folk, men stadig bibeholder sin socialpædagogiske faglighed. 

Og han genkender Viggo Müllers beskrivelse af, at mentorkurset fik ham til at blive endnu mere bevidst om egne styrker og svagheder. 

– Jeg bruger fx rigtig meget ironi og sarkasme. Men gennem forløbet og de øvelser, vi lavede, lærte jeg, at det jo langt fra er alle, der forstår den tilgang. Og at man kan gå helt galt i byen, hvis man fx som mentor har den tilgang over for et sårbart menneske. Så det er helt klart noget, jeg tager med mig og er blevet meget mere bevidst om, fortæller Michael Hansen.

Bliv medlem
Bliv medlem