Folkemøde 2018
Kom til Folkemøde på Facebook
Selvom du ikke har mulighed for at tage turen hele vejen til Bornholm sammen med politikere, journalister og alverdens kendisser, så har du stadig chancen for at deltage i årets Folkemøde. Vær med på Facebook i stedet
11. juni 2018
Forfatter: Lea Holtze
Igen i år samler Socialpædagogerne ministre og andre centrale beslutningstagere for at diskutere vigtige, socialpolitiske spørgsmål på Folkemødet på Bornholm. Er det kun for kendisser?
Nej, din mening er også vigtig. Og selvom du måske ikke har mulighed for at tage turen over Østersøen, bringer Socialpædagogerne Folkemødet ud til alle medlemmer. Du kan nemlig følge flere af debatterne LIVE og give din mening til kende på Facebook.
Se her, hvor og hvornår det sker:
Onsdag:
Alle har ret til meningsfuld beskæftigelse
Der er økonomisk opsving i Danmark og beskæftigelsen er tårnhøj. Bare ikke blandt mennesker med handicap. Hvordan kan det være?
Det diskuterer vi på Facebook, hvor du kan møde 29-årige Las, der lige er gået fra beskyttet beskæftigelse til et job med løntilskud med hjælp fra det banebrydende projekt Aalborg Aktiv. Du kan være med fra morgenstunden her.
Torsdag:
Socialpædagoger bringer unge væk fra kanten
Er socialpædagoger løsningen på problemer med ungdomskriminalitet? Vi tager debatten på Facebook, hvor du kan møde 18-årige Sami, der været på vej mod kanten – ind i Høje Taastrups hårdkogte narkomiljø og områdets radikaliserede bander – og videre ud over afgrunden. Giv din mening til kende her.
LIVE STREAM fra ministerdebat om private penge i socialpolitik
Vi sender LIVE på forbundsformand Benny Andersens Facebook-side, når bl.a. innovationsminister Sophie Løhde (V) og forbundsformand Benny Andersen debatterer, hvordan vi bruger det nuværende økonomiske opsving klogt og skyder private penge ind i socialpolitikken. Hør med torsdag den 14. juni klokken 14.00-14.45.
Se eller gense Folkemøde-debatten her.
Fredag:
LIVE STREAM fra debat med socialministeren om fremtidens socialpolitik
Vi sender LIVE på Socialpædagogernes Facebook-side, når socialminister Mai Mercado og forbundsformand Benny Andersen diskuterer visioner og fælles fodslag for socialpolitikken i fremtiden. Hør med fredag den 15. juni klokken 17.00-18.00.
Lørdag:
Når det er farligt at gå på arbejde
Vold og trusler om vold er desværre blevet hverdag for mange, når de går på arbejde. I 2013 oplevede 36 procent af socialpædagogerne vold på jobbet. Antallet var i 2017 faldet til 31 procent. Godt, men ikke godt nok. Hvad mener du? Hvordan sænker vi volden – deltag i debatten her.
Se alle debatterne Socialpædagogerne deltager i: https://socialpaedagogen.sl.dk/arkiv/2018/06/kom-til-folkemoede-paa-facebook/