Husk også at dele de gode historier

Det vælter frem med uhyggelige historier, efter at DR for nyligt bragte en dokumentar om en ung anbragt, som stak en købmand ihjel i Nordjylland. Det er historier om manglende faglighed, blandede målgrupper til meget brede tilbud – og derudover svindel med de penge, som kommunerne betaler for, at børnene kan få de rette tilbud. I denne omgang handler det om det private opholdssted Gården – et behandlingssted for unge med psykosociale problematikker – som er en del af koncernen Hjorthøjgård. 

Det er bare desværre ikke første gang, vi hører om ringe tilbud til udsatte børn og unge. Det er ubegribeligt, at vi igen skal høre og læse om tilbud, som på ingen måder lever op til vores socialpædagogiske standarder. Og det er ufatteligt, at der tilsyneladende er foregået overgrebslignende forhold på det sted, hvor de anbragte børn burde kunne føle sig trygge. For det er deres hjem. Det er der, kommunen har valgt at placere dem, da de ikke længere kunne være hos deres familier.

Derfor ligger der selvfølgelig også et ekstraordinært ansvar hos dem, der anbringer. Der skal være tryghed, stabilitet og kontinuitet for barnet. Og der skal være solid viden og faglighed – og en stor portion etik og moral på anbringelsesstedet. For ellers er der sådan set ikke nødvendigvis nogen grund til at fjerne børnene.

Når historierne så yderligere viser, at reaktionerne fra både tilsyn og anbringende kommune slet, slet ikke har været tilstrækkelige, når de opdager, hvad der er foregået – ja, så bliver man faktisk vred. Ingen børn og unge må lide overlast på denne måde, og i særdeleshed ikke når de er fjernet hjemmefra for at blive passet på.

Det skal der sættes en stopper for, og det arbejder Socialpædagogerne intenst på. For denne slags sager har mange ofre. Først og fremmest børnene. Men også forældrene. Samtidig rammer det også alle de 11.000 børn, der er anbragt uden for hjemmet. For det er sådan set deres hjem, vi taler om, når den slags skandalehistorier ruller over skærmen.

Derfor har vi også et særligt ansvar. Vi skal fortælle vidt og bredt om alle de mange super kompetente socialpædagoger – ledere og medarbejdere – der arbejder med udsatte børn og unge. Vi skal fortælle om de mange højt specialiserede tilbud, der findes rundt i landet, og så skal vi fortælle alle de succeshistorier, der heldigvis også findes. De steder, hvor børnene er blevet grundigt visiteret af kommunen og anbragt på et målrettet tilbud med de rette fagligheder og kompetencer – og hvor det lykkes at give præcis den specialiserede hjælp, der er brug for til netop det barn.

Så husk: Hver gang vi hører om de dårlige tilbud, så fortæl om de gode steder. Det samme burde sådan set også gælde i pressen.