Der mangler kompetente hænder

Fem styks. Så mange – eller få – pædagoger ansøgte den seneste opslåede stilling på Kofoedsminde, som er en specialinstitution for voksne med udviklingshæmning, der enten har fået en dom eller er idømt foranstaltning i et åbent eller sikret miljø.

Og det var vel at mærke mange ansøgninger i forhold til tidligere, forsikrer Vivi Jytte Henningsen, der er socialpædagog og tillidsrepræsentant på stedet.

– Det er bare rigtig svært for os at tiltrække kvalificeret, socialpædagogisk arbejdskraft, siger hun. 

Som man har kunnet læse i de seneste to numre af Socialpædagogen, udgør vikarer en stor del af medarbejderstaben på flere socialpædagogiske arbejdspladser – særligt inden for voksenhandicapområdet. Knappe ressourcer gør det attraktivt at hyre vikarer, som er nemmere og billigere at flytte rundt på. Men det er ikke den eneste forklaring. 

2.500 vikartimer om ugen

Flere steder inden for voksenhandicapområdet oplever man problemer med at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft. På Kofoedsminde betyder det, at de 350 fastansatte medarbejdere i gennemsnit bliver suppleret af 2.500 vikartimer fra et eksternt vikarbureau hver uge.

– Det nedslider de fastansatte socialpædagoger, at der ikke er kvalificerede hænder nok til at løfte fagligheden. Som TR sidder jeg jo med dem, der går ned med flaget, og det er der desværre flere, der gør, siger Vivi Jytte Henningsen.

Behovet for socialpædagogisk arbejdskraft på Kofoeds-minde er steget i takt med, at flere og flere borgere bliver sendt til stedets sikrede afdelinger. Men for det første er der tale om en kompleks og udadreagerende borgergruppe. For det andet ligger Kofoedsminde på Lolland langt fra storbyerne. Derfor har det altid været svært at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, fortæller Vivi Jytte Henningsen. 

For at komme rekrutteringsproblemerne til livs får medarbejderne en ekstra pose penge i lønningsposen i form af et særligt Kofoedsminde-tillæg. Desuden bliver praktikanter tilbudt studiejob, når praktikken er slut, og de skal tilbage på skolebænken, så de bevarer en tilknytning til stedet. 

Det seneste halve år har Vivi Jytte Henningsen desuden siddet med i en arbejdsgruppe, der skal finde på andre kreative løsninger.

En ond spiral

Kofoedsminde er ikke det eneste sted, der bøvler med at tiltrække socialfaglige hænder. På Autisme Center Vestsjælland genkender virksomhedsleder Trine Stokholm problematikken. Centret huser alt fra skole og STU til botilbud for borgere med større eller mindre støttebehov. Og jo større støttebehovet er, jo sværere er det at rekruttere og fastholde arbejdskraft, fortæller hun – nogle dage kører nogle team udelukkende med vikarer.

– Det er en ond spiral, for vi arbejder med en borgergruppe, der i den grad har brug for kendt personale omkring sig, der kan aflæse og forstå dem. Jo større udskiftning, der er i personalegruppen, jo mere utrygge og udadreagerende bliver borgerne, siger hun.

Ved Autisme Center Vestsjælland forsøger de bl.a. at komme problemet til livs ved at tilbyde alle fastansatte fem-seks ugers efteruddannelse i at tænke etik og recovery ind som grundlæg-gende fælles forståelse af autismebegrebet. Det har medført et markant fald i antallet af magtanvendelser. 

– Ved på den måde at gøre arbejdspladsen mere attraktiv bliver det nemmere for os at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, siger hun og appellerer til, at uddannelsesinstitutionerne i samarbejde med de faglige organisationer og arbejdspladser gør mere ud af at åbne de unges øjne for voksenhandicapområdet.

Pilen peger indad

Det synspunkt deler Britta Nørgaard, der er lektor ved professionshøjskolen UC Nordjylland. I Nordjylland ligger 75 pct. af praktikpladserne på specialiseringen for social- og specialpædagogik inden for voksenhandicapområdet, men kun 20 pct. af de studerende viser interesse for at komme derud.

– Mange af dem vil i stedet gerne arbejde med anbragte børn og unge, og drømmer om at skabe en positiv udvikling for borgerne. De mangler fortællinger om, at det kan man også på voksenhandicapområdet – det handler ikke bare om pleje, men også om pædagogik, siger hun.

Holdningsændringen starter ved uddannelserne selv, mener Britta Nørgaard. For da hele UC-sektoren i foråret 2017 lavede en intern kortlægning af undervisningen på pædagog- og socialrådgiveruddannelsen, viste det sig, at emner som anbragte børn, hjemløshed og misbrug fyldte langt mere end voksenhandicapområdet, selvom det er der, de fleste jobs er.

– Det er vores ansvar at bringe voksenhandicapområdet ind i de studerendes grundfaglighed og få dem til at se verden på nye måder, siger hun.

Uddannelsen bør målrettes

Det er næstformand i Socialpædagogerne Marie Sonne helt enig med hende i. 

– Specialiseringen for social- og specialpædagogik er slet ikke målrettet nok i forhold til de borgergrupper, vi skal arbejde for og med efterfølgende. Vi må anerkende, at voksenhandicapområdet er en stor målgruppe, så naturligvis skal de studerende også præsenteres for såvel udfordringerne som udviklingsperspektiverne i det socialpædagogiske arbejde inden for voksenhandicapområdet. Den prioritering kan vi ikke bare overlade til de studerende, siger hun.

Men det handler også om en generel holdningsændring i samfundet om at ville prioritere voksenhandicapområdet, mener Marie Sonne – området skal tales om og samfundsmæssigt prioriteres.

– Vi taler altså om mennesker, der for manges vedkommende skal have socialpædagogisk støtte fra fødsel til grav – til meget og andet end pleje og omsorg. Det er deres fulde liv, vi har ansvaret for døgnet rundt. Den opgave skal vi have viden, kompetencer og faglighed til at løfte.