Alle kan motiveres

– Jeg kender til kompleksiteten i det socialpædagogiske arbejde og ved, hvor svært det kan være at beskrive det, man arbejder med, så andre forstår det - og så alle nuancer er med.

Med disse ord tog videnskabelig assistent ved DPU, Anna Kathrine Frørup, hul på sin workshop med titlen ’Hvordan taler socialpædagoger om sig selv - og om borgerne?’, hvor hun satte fokus på forholdet mellem sprog og praksis.

I sit oplæg kom hun bl.a. ind på, hvor vidt man overhovedet kan tale om en objektiv beskrivelse, når det handler om at beskrive pædagogisk arbejde, der jo handler om andre menneskers liv.

– Når man som socialpædagog skal italesætte det pædagogiske arbejde, kan det ofte være svært at bruge i dokumentationssammenhæng, fordi man måske snarere beskriver en holdning frem for en handling. Man trækker på det, jeg kalder mentale udtryk - erkendelser, følelser og sanser, lød det fra Anna Kathrine Frørup, som gav et par eksempler på, hvad mentale udtryk dækker over:

– Når det gælder erkendelser, kan det fx være, at man som pædagog bruger begreber som at man føler, forstår eller mener. Mht. følelser håber, frygter og glæder man sig - og med sanser handler det om, at man som pædagog fornemmer, oplever, mærker. Alt det der med ens mavefornemmelse, som kan være så svært at sætte ord på, når man skal beskrive det pædagogiske arbejde.

De mentale udtryk

Ifølge Anna Kathrine Frørup har praksis en stor betydning for den måde, man som socialpædagog bruger sproget på.

– Pædagogers sprogbrug viser, at de har fokus på det nære. På interaktioner og relationer - og alt det mellemmenneskelige. Udfordringen er så, at hvis man trækker på de mentale udtryk frem for et mere akademisk og teoretisk sprog, så opnår man godt nok mere nærhed - men det er svært bagefter at skulle beskrive praksis med et mere formelt sprog.

I sit oplæg kom Anna Katrine Frørup også ind på, hvordan forskellige dokumentationsmetoder kan virke regulerende ind på praksis. Hun tog afsæt i to metoder - den effektorienterede og den procesorienterede:

– Den effektorienterede dokumentationsmetode har fokus på indsats og effekt og mindre på processerne. At opnår effekten er succeskriteriet. Den procesorienterede dokumentationsmetode har derimod fokus på det, der sker undervejs. Målet er mere overordnet, og at nå målet er ikke et succeskriterie i sig selv, lød det fra Anna Katrine Frørup, som gav et eksempel.

– Man kan måske godt måle på, om en misbruger er holdt op med sit misbrug. Men det er sværere at måle på processen til at opnå resultatet - om brugeren oplevede det som meningsfuldt. Men begge former for dokumentation er vigtigt i jeres arbejde.

Ingen er håbløse

I en anden af de i alt tre workshops på konferencen i Kolding holdt den svenske psykolog og psykoterapeut Per Revsted oplæg under overskriften ’Ingen er håbløse! Om relation og motivation i arbejdet med udsatte’. Og han lagde ud med at slå fast, at alle kan motiveres. Alle.

– Jeg arbejdede i sin tid på en miljøterapeutisk institution, og her opdagede jeg, at der faktisk ikke er skrevet ret meget om motivation. Og det på trods af, at det er så følelsesmæssigt svært at møde umotiverede mennesker i sit arbejde. For når man kun får negative oplevelser tilbage, så er der en stor risiko for, at man bliver udbrændt, sagde Per Revsted.

Per Revsted har siden udviklet en metode til at arbejde med at motivere, som han fortalte om i sit oplæg.

– Første del i min motivationsteori er selve troen på den positive kerne. Troen på, at der i alle mennesker findes en positiv kraft - også hos de borgere, I møder i jeres arbejde, som ofte har en meget destruktiv adfærd, som måske misbruger eller opfører sig truende. Bag denne adfærd er der altid en positiv kraft, og har man den tro - at ingen er håbløse - så er der muligheder for alle, sagde han.

Giv positiv energi retur

Per Revsted påpegede, at det derfor i høj grad handler om at give positiv energi tilbage - også når man møder negativ energi hos de borgere, man arbejder med.

– Målet i motivationsarbejde er at styrke den positive kerne. Det handler ikke om at forandre mennesker eller ændre deres adfærd - men om at give det enkelte menneske en bedre selvfølelse, et bedre selvfærd og en bedre livskvalitet. Tag fx en alkoholiker, som har fået sin positive kerne styrket. Han misbruger fortsat, men mindre. Dermed klarer han at have sin egen bolig, han klarer selv at tage kontakt til lægen, hvis han bliver syg - og han har en bedre livskvalitet, sagde Per Revsted.

Han introducerede deltagerne til den såkaldte ’motivationsrelation’, der bygger på tre elementer; Engagement, håb og tiltro.

– Motivationsrelationen er som en klippe i stormen. Med engagement viser vi en følelse - ’jeg vil dig, jeg har omsorg for dig’. Men håb handler det om, at man ikke blot siger til den anden, at jeg har håb for dig - men at man mener det. Og dermed viser, at jeg tiltro til dig. Det skal være ærligt og ægte, selvom det kan være svært, når man har at gøre med destruktive mennesker. Men de tre ting - engagement, håb og tiltro - er det, der adskiller os fra umotiverede mennesker, sagde Per Revsted.