Medlemskonference
I er systemets menneskelige ansigt
På den allerførste medlemskonference i Fagligt selskab om marginaliserede og mennesker med rusmiddelproblematikker blev der sat fokus på socialpædagogikkens faglige DNA - relationsarbejdet. Og de 65 deltagere fik ros og faglige skulderklap fra scenen
25. juni 2018
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
– Socialpædagogikken bidrager til et samfund med større lighed og sammenhængskraft. I er som socialpædagoger med til at skabe kvalificerede liv for de mennesker, der er sat uden for døren - I udvikler menneskers livsduelighed. Og det skal I være stolte af.
Sådan lød det bl.a. fra scenen, da Bent Madsen, cand.pæd.pæd. og professionsforsker på DPU, Aarhus Universitet, holdt sit oplæg med overskriften ’Relationsarbejdet – socialpædagogikkens faglige DNA’.
Netop kernen ved den socialpædagogiske faglighed var omdrejningspunktet, da Fagligt selskab om marginaliserede og mennesker med rusmiddelproblematikker afholdt selskabets allerførste medlemskonference i Kolding onsdag den 6. juni. En konference, der blev åbnet af næstformand i Socialpædagogerne, Verne Pedersen.
Relationen er for mig et værktøj til at folde vores faglighed ud og se på det hele menneske
– Jeg håber, at vi med dagen i dag kan sætte et stærkt fokus på den forskel, socialpædagoger gør. Vi er inde i kernen af socialpædagogikken, for uden relationsarbejdet - ingen socialpædagogik. Så kort kan det siges. Relationen er for mig et værktøj til at folde vores faglighed ud og se på det hele menneske. Så jeg glæder mig til i dag at få spændende vinkler på relationsarbejdet, så vi bliver endnu skarpere på, hvad det er vi gør, og hvorfor det virker, sagde Verne Pedersen.
Tre valgfrie workshops
I løbet af dagen kunne deltagerne vælge mellem tre forskellige workshops, hvor der blev sat fokus på hhv. tværfagligt samarbejde, relation og motivation i arbejdet med udsatte - og hvordan socialpædagoger taler om sig selv - og om borgerne. Og i plenum gav Hanne Warming, professor i socialvidenskab ved RUC, sit bud på, hvorfor nogle socialpædagoger lykkes med at skabe relationer til udsatte borgere, hvor det ellers aldrig er lykkes.
– Forklaringen er måske begrebet tillid. For tillid er ikke noget, man kan kræve - det er noget, man skal gøre sig fortjent til. Tillid opbygges mellem mennesker ved den måde, man kommunikerer på. Det opbygges i interaktion og over tid - og når I møder andre med tillid, så motiverer og forpligter det. Det handler om at have en grundlæggende tillid til, at udsatte mennesker også er værd at investere i, lød det bl.a. fra Hanne Warming.
Syv kolleger afsted sammen
For deltagerne var det første gang, de oplevede en konference i regi af fagligt selskab. De nye selskaber er skabt ud fra Socialpædagogernes ambition om at skabe nogle stærke rammer, der underbygger den faglige udvikling, vidensdeling og erfaringsudveksling medlemmerne imellem. Fra Center for Misbrug i Esbjerg deltog syv kolleger - og de var positive over for at høre til i et fagligt selskab, lød det fra en af de syv, misbrugsbehandler Rasmus Christensen.
– Min oplevelse er, at når man har lavet arrangementer i forbundet, så har det ofte været for bredt i forhold til mit socialpædagogiske virke som misbrugsbehandler. Så jeg syntes, det var fedt, da det her faglige selskab opstod - det med, at jeg nu var i netværk med en hel masse kolleger, der ligesom jeg synes, at det her giver mening. Og jeg håber, at der kommer en masse spændende tiltag i selskabet fremover, sagde han - og tilføjede et par tanker om, hvad han fremadrettet godt kunne tænke sig fra sit faglige selskab.
– Den her konference er meget faglig, og det er fedt, at der stilles skarpt på noget af det, som vi har med at gøre. Men jeg sad også og tænkte derinde i salen, at det kunne være relevant med noget erfaringsudveksling. Nu sidder vi pludselig sammen med kolleger, der arbejder med det samme måske bare i den anden ende af landet - og der kunne det interessant at høre, hvad de synes, virker godt i deres hverdag, og hvilke udfordringer de møder.