Gå til indhold

OK 2018

Nyt forlig med KL: Højere grundløn og pension

I Socialpædagogernes egne forhandlinger med KL er der natten til fredag landet en aftale, som bl.a. giver yderligere lønforhøjelser til socialpædagoger i basisstillinger. Her får du et overblik over, hvad resultaterne betyder for dig

4. maj 2018

Artikel
Forligsinstitutionen-1.jpg

Forfatter: Kit Lindhardt

Foto: Socialpædagogerne

Få dage efter, at de overordnede forlig var landet på både kommunernes, regionernes og statens område, begyndte de såkaldte organisationsforhandlinger mellem de enkelte fagforeninger og arbejdsgiverne. 

Ud af den samlede økonomiske ramme på 8,1 pct., som blev aftalt i de overordnede overenskomstforhandlinger, er der afsat en mindre del – 0,35 pct. – til de såkaldte organisationsforhandlinger. Her forhandler de enkelte fagforeninger med arbejdsgiverne om forhold og interesser, som kun gælder fx socialpædagoger. 

Natten til fredag sluttede de første af disse organisationsforhandlinger på de fleste af Socialpædagogernes overenskomster på det kommunale område. Resultatet er bl.a. mere i lønningsposen og til pensionsopsparingen for socialpædagoger i basisstillinger.

Forbundsformand Benny Andersten understreger, at lønnen har været hovedprioriteten i de såkaldte organisationsforhandlinger, fordi det var det tungeste krav fra medlemmerne, da forhandlingerne begyndte.

– Jeg er tilfreds med resultatet, og I kan se frem til de bedste lønstigninger i de seneste 10 år. Og det er både ret og rimeligt, I er det værd. En 'gennemsnits socialpædagog' kan nu se frem til, at hendes månedsløn stiger med mere end 2.500 kr. i løbet af de næste tre år, siger han.

Løn, efteruddannelse og praktikløn
Forliget på det kommunale område indeholder en stigning i grundlønstillægget for socialpædagoger i basisstillinger på ca. 1.400 kr. om året, så det stiger til ca. 3.500 kr. årligt. Den stigning ligger oven i de reallønstigninger, du får i den overordnede aftale med KL.

Det overordnede forlig giver lønstigninger på 6,8 pct. over tre år. Det svarer til ca. 2.500 kr. om måneden, inklusive pension, for socialpædagoger i 2020.

Udover forhøjelsen af grundlønstillægget er der blevet plads til en pensionsforhøjelse på 0,1 pct. for basisgruppen, husholdningsledere og konsulentgrupperne. Ændringerne træder i kraft 1. april 2019.

0,1 pct. lyder måske ikke umiddelbart af ret meget, men på sigt kan det øge opsparingen med ca. 10.000 kr., som løbende forrentes.

Desuden bliver kompetencefondene, som medlemmerne har kunnet søge om støtte fra til at tage efteruddannelse, videreført i den næste overenskomstperiode.

Også studerende i praktik på det socialpædagogiske område får lidt ekstra i lønningsposen. Ud over de generelle lønforhøjelser stiger lønnen for praktikanter med 0,35 pct. Hvis du som praktikant er gået ned i tid af helbredsmæssige årsager, vil du stadigvæk få den samme løn som de øvrige studerende i praktik.

Ledere og særlige stillinger

Der er også indgået aftaler for lederne på det kommunale område. Pensionsbidraget forhøjes med 0,42 pct. For tjenestemænd og reglementsansatte ledere er fritvalgstillægget også forhøjet med 0,42 pct.

Derudover får socialpædagoger ansat i særlige stillinger et grundlønstillæg på 1.200 kr. om året og en pensionsforbedring på 0,02 pct.

Også på det forebyggende og dagbehandlende område er der sket en forhøjelse af grundlønstillægget. Her på 1.000 kr. årligt. Pensionen forhøjes med 0,04 pct. for denne gruppe.

De næste forhandlinger - stat og regioner
Socialpædagogernes egne forhandlinger om overenskomsterne på statens og regionernes område begynder efter weekenden.

Der mangler også stadigvæk en bid af forhandlingerne på det kommunale område. Det gælder forhandlingerne om overenskomsterne for ledende værkstedspersonale og for omsorgs- og pædagogmedhjælpere. De forhandlinger begynder tirsdag i næste uge.

Fakta om organisationsforhandlingerne

I de overordnede forlig blev der aftalt en økonomisk ramme på 8,1 pct. Af de penge går 0,35 pct. til organisationernes egne forhandlinger med arbejdsgiverne.

Der har også været afsat penge fra ligelønspuljen til socialpædagogoverenskomsten og overenskomsten for pædagoger i særlige stillinger.

Bliv medlem