Gå til indhold

Trio

Vi må aldrig miste smilet

De er en krumtap på arbejdspladsen, TRIO’en, bestående af leder, TR og AMR. På denne og kommende bagsider kan du møde en række TRIO-medlemmer og læse, hvad der driver dem

18. april 2018

Artikel

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Hvorfor blev du leder?

At blive leder faldt for mig helt naturligt. Hele min ungdom har jeg været spejderleder, og de værdier og den fællesskabsfølelse, jeg er opfostret med der, har jeg taget med mig som leder. Det handler for mig om at løfte i flok, om at finde et fællesskab og flytte ting sammen. Man kan næsten sige, at jeg fik lederskab ind med modermælken. Jeg har faktisk kun arbejdet ganske få år som socialpædagog, inden jeg blev leder, men mit job i dag bæres i høj grad af min pædagogiske faglighed.

 

Hvordan synes du, at du som leder kan gøre en forskel i hverdagen?

Uden at ville lyde naiv, så er mit motto altså, at vi ikke må miste smilet. Den dag, vi går og hænger med hovedet, så skal vi gøre noget andet. Og den tilgang betyder rigtig meget for min måde at være leder på. Jeg bærer selv smilet, jeg tror på dialogen, jeg interesserer mig for mennesker omkring mig – og jeg søger altid mulighederne. Med det som afsæt – og ved at være nysgerrig, åben og ærlig – er jeg som leder med til at skabe trivsel og arbejdsglæde. Og et godt arbejdsmiljø er for mig alfa og omega på en arbejdsplads. Vi skal jo ikke kun være et godt sted at bo for vores borgere – vi skal også være et godt sted at arbejde.

 

Hvad er det vigtigste, du har oplevet, og som måske har ændret dig som leder?

At være leder i Odder Kommune har på mange måder forandret mig. Først og fremmest fordi jeg har fået så mange muligheder og så stor en frihed som leder, hvor man fra start har vist mig stor tillid. Vi er et lille lokalsamfund, hvor jeg som leder gennem mange år har fået lov til at stå i spidsen for at skabe fællesskab, medborgerskab og relationer mellem borgere og beboere. Jeg har været med til at åbne dørene til vores botilbud i Odder for lokalsamfundet, og det har været fantastisk. Lige nu er jeg fx involveret i et samskabelsesprojekt, som er et samarbejde mellem LEV og Odder Kommune.

Projektet handler om at skabe en kontakt mellem mennesker med funktionsnedsættelse og frivillige, der sammen kan deltage i forskellige aktiviteter, uden at der behøver at være pædagogisk personale til stede.

 

Hvem er dit forbillede?

Som ung havde jeg en skolelærer i faget orientering, som også var min kredsformand i min fritid som spejderleder. Og han er nok det menneske, som har lært mig mest omkring medborgerskab, om hvordan man er en del af samfundet – og hvordan man som borger tager et medansvar. Han var helt klart et forbillede og en meget vigtig del af min sociale opdragelse, fordi jeg både i undervisningen og som spejderleder lærte, hvordan man leder sammen med andre mennesker.

 

Blå Bog

Birthe Egholm, 60 år

Stilling og arbejdsplads:

Leder af Bo- og beskæftigelses­området på Fabos og Åhusene, Odder Kommune.

Har været leder i Odder i 29 år.

Bliv medlem