Økonomi
Vederlag blev diskuteret i Folketinget
Lovforslaget om ’Øget Kvalitet I Plejefamilier’ omhandler ikke familieplejernes aflønning. Men det burde det, mener Enhedslisten. Også andre folketingspolitikere er optaget af familieplejernes aflønning
28. november 2018
Forfatter: Maria Rørbæk
Familieplejernes aflønning kom for nylig på dagsordenen i Folketinget. Det skete, da folketingspolitikerne diskuterede lovforslaget om ’Øget Kvalitet I Plejefamilier’. (Se også artiklen ’Plejefamilier skal klædes bedre på.’)
Selv om familieplejernes aflønning ikke er en del af lovforslaget, var det en del af debatten idet Enhedslistens velfærdsordfører, Stine Brix, påpegede, at aflønningen ikke var en del af lovforslaget – men at det burde være det.
- Mest bemærkelsesværdigt er det, at forhold vedrørende plejefamiliernes vederlag ikke bliver adresseret i forslaget, selv om det er alment kendt, at vederlagsstridigheder ofte skaber store problemer på anbringelsesområdet. Usikkerhed omkring løn og vilkår for plejefamilierne øger risikoen for konflikt og sammenbrud med potentielt store konsekvenser for et udsat barn eller en udsat ung, sagde hun.
Uenighed om løsningen
Socialminister Mai Mercado (K) talte også om aflønning:
- Det tror jeg er noget, som optager os alle sammen. Vi jo kan se, hvor ødelæggende det er, når økonomi giver anledning til irritationsmomenter og et dårligt samarbejde imellem en plejefamilie og en kommune, lød det fra hende.
Der var dog langt fra enighed om, hvad der skal ske med familieplejernes aflønning.
For Enhedslisten var der ingen tvivl:
- Vi så gerne, at plejefamilierne blev ansat på overenskomstlignende vilkår, der sikrer en rimelig løn, ret til pension, en opsigelsesperiode, kompetenceudvikling, uddannelse – langt mere, end hvad der er tilfældet i dag – samt beskyttelse mod pludselige ændringer i plejefamiliernes arbejdsforhold. Det ville bidrage til at skabe ro omkring en anbringelse til barnets, familiens og myndighedernes bedste, sagde Stine Brix.
Se hele folketingsdebatten
På Folketingets hjemmeside kan du se - eller læse - hele debatten om plejefamilierne.
Find det her.
Vederlagsmodel fra KL
Børne- og socialminister Mai Mercado talte ikke om overenskomstlignende forhold, men om at finde en bedre vederlagsmodel. Hun sagde:
- Det ville være rigtig godt, hvis KL besluttede sig for at anbefale en vederlagsmodel, altså en aflønningsmodel. Måske lidt i retning af det, man har set i Aarhus, hvor man har den såkaldte gennemsnitsmodel. Jeg tror, at det i høj grad vil være med til at reducere konflikter, således at man ikke skal høre påstanden om, at det kan betale sig at spekulere i at gøre et barn dårligere. Der er ingen, hverken familier, børn eller kommuner, der kan holde til, at den diskussion får lov til at ligge og simre i overfladen.
Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti lagde vægt på, at tempoet skal op:
- Jeg synes jo, det er dybt ulykkeligt, at vi har diskuteret vederlagsproblematikken i rigtig mange år nu, og at der stadig væk ikke er kommet en løsning. (…) I mellemtiden er der faktisk børn, der er blevet taget som gidsler i en eller anden lønforhandling, hvor plejeforældre har fået at vide, at hvis de ikke går ned i løn, kan kommunen fjerne deres plejebørn
Jeg synes jo, det er dybt ulykkeligt, at vi har diskuteret vederlagsproblematikken i rigtig mange år nu, og at der stadig væk ikke er kommet en løsning. Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti