Når lykken findes i en håndboldhal

Jakob, Miriam og de 38 andre lykkebørn løber med frydefulde grin, hånd-i-hånd op ad den røde løber og gennem en portal af vejende flag og hujende forældre.

– Vi tager lige en sejrstur mere, råber børnenes håndboldtræner, den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen, og vinker børnene ned til løberens start.

Det er mandag aften i Gistrup Hallen lidt uden for Aalborg, og der er træning for LykkeLigas største hold for børn med udviklingshæmning, Aalborg Kidz. Men det er ikke en helt almindelig mandag. For nede for enden af løberen står forbundsformand Benny Andersen med nogle ganske særlige spillertrøjer til holdet med teksten ’Socialpædagogerne’ og ’Lykkeliga’ på maven.

Socialpædagogerne har som de allerførste indgået en 3-årig sponsoraftale med LykkeLiga. Ligaen har på halvandet år etableret frivillige sportshold i 25 kommuner. Med Socialpædagogernes 39.000 medlemmer i ryggen er håbet at udbrede LykkeLiga endnu mere, fortæller forbundsformand Benny Andersen.

– Lykkeligaen er i mine øjne et enestående eksempel på, hvordan frivillige kan bidrage til at skabe et bedre samfund for de borgere, som vores medlemmer arbejder med. Derfor passer det godt ind med Socialpædagogernes arbejde, hvor vi hjælper med at give alle børn mulighed for sjov, leg og fællesskab. Handicap eller ej, siger Benny Andersen.

Handicap skudt til hjørne

Når Lykkebørnene, som børnene bliver kaldt, kommer hjem fra skole, er der nemlig typisk ikke lige nogen, der ringer og spørger, om de kan lege. Det er virkeligheden for mange børn med et udviklingshandicap. Og livet som forældre til disse børn er ofte fyldt med specialpædagogik, møder med kommunen og undrende blikke på gaden.

Men når Jakob, Miriam og de andre børn træder ind i hallen i Gistrup, og Rikke Nielsen slipper boldene ud af nettet, tager dommerfløjten i munden og fyrer op for musikken, så åbner der sig en helt anden verden for dem, fortæller Per Nielsen, der er far til Jakob.

– Her er der fokus på klubånden, og Jakob kan være et sportsmenneske. Ikke et handicappet barn. Her kan han spille håndbold med de andre børn, de kan sætte sig i cafeteriet bagefter og komme ud til kamp, siger han og må hæve stemmen for at overdøve lyden af driblende bolde.

– Jakob bliver mødt på lige fod med alle andre, og det betyder ingenting, hvilket handicap han har med sig. Her er fællesskabet i fokus, siger Per Nielsen, der gerne kører de 50 kilometer fra hjemmet i Aars hver mandag for, at sønnen kan komme til håndboldtræning.

Spred lykken ud

Jakob, der har Downs syndrom, har spillet på holdet, siden LykkeLiga-projektet startede for halvandet år siden. Rikke Nielsen tog initiativ til det, da hendes egen datter Magda, som har Downs syndrom, var syv år – for Magda skulle bare have mulighed for at spille håndbold og være en del af et foreningsliv, ligesom Rikke Nielsen selv havde været.

Rikke Nielsen tror på, at en sponsoraftale med Socialpædagogerne vil skabe muligheder for endnu flere børn med et udviklingshandicap.

– Et liv med udviklingshandicap er ofte fyldt med begrænsninger. Vi vil bringe mere lykke og flere positive oplevelser ind i livet for udviklingshandicappede børn og deres familier. Vi er så godt i gang heroppe i Gistrup Hallen. Og den succes skal sprede sig, så vi kan inspirere og give mange flere børn oplevelser, som rækker langt uden for håndboldbanen, siger hun.

Alle er lykkebørn

LykkeLigaen, der allerede er godt i gang med at sprede sig ud over hele landet, er intet mindre end en ’fantastisk’ bevægelse, mener Dorte Rasmussen, der er her med sin datter Miriam. Miriam har også været på LykkeLiga-holdet i Aalborg siden projektets begyndelse. Og Miriam vokser for hver træningsgang, hvor der bliver uddelt high-fives og krammere mellem styrkeøvelser og træning af forsvar og angreb, fortæller Dorte Rasmussen.

– Man kan se en udvikling – ikke kun med Miriam, men med alle børnene, der måske ikke engang kunne gribe en bold, da de kom første gang. Jeg bliver rørt, det gør jeg, siger Dorte Rasmussen.

Desuden mærker børnene, at de er en del af et hold, understreger hun.

– Den anden dag sagde Miriam: ’Mor, jeg ved godt, at jeg er et lykkebarn, men det er alle de andre børn på holdet jo også’. Så på den måde ved hun godt, at hun er en del af et fællesskab. Det betyder meget for hende. Hun er jublende lykkelig, når hun skal til håndbold, siger hun.