Relationer bygger bro til virkeligheden

– Ingen gider at have en professionel relation til et andet menneske. En relation skal være ægte, konstaterer 19-årige Philippa og ser ned i bordet.

Philippa er efter et langt institutionsliv med adskillige afbrudte anbringelser endt på den sikrede døgninstitution Grenen, hvor der bor op til 19 unge. Samværet i institutionens øvrige afdelinger bliver for intenst for hende, så nu bor hun i sit eget lille anneks i et hjørne af matriklen med en pædagog ved sin side døgnet rundt. Hun fumler lidt usikkert med sit tøj, før hun kigger op på socialpædagogen Sanne Møller.

– Jeg kan jo bruge jer til alt. Dig kan jeg diskutere med og blive gode venner med igen. Christian (en anden socialpædagog på Grenen, red.) kan jeg tale om problemer med, helt ned i dybden. I betyder faktisk mere for mig end min egen mor, siger hun.

Når Sanne Møller ikke er på arbejde, tikker der af og til en sms ind fra Philippa med et billede af en kage, hun skal til at smovse, et surt opstød om hendes mor eller et forslag til en aktivitet, hun godt kunne tænke sig, de lavede sammen. Det kan måske lyde som almindeligheder i manges ører. Men at Philippa har mulighed for at indgå i så nær en relation til en af de 12 socialpædagoger og de andre ansatte på Grenen, var fuldstændig utænkeligt for to år siden.

En vigtig voksen

De sidste to år har døgninstitutionen været en del af forskningsprojektet Styrket Indsats, der har fokus på at forbedre skolegang og livsduelighed blandt anbragte børn. Her har medarbejderne først og fremmest skullet interviewe nuværende og tidligere unge fra Grenen for at blive klogere på, hvorfor det er lykkedes nogle af dem at skaffe en lærerplads, komme ind på en uddannelse eller få et job på trods af den bagage, de har med sig – med andre ord finde de positive afvigelser. Interviewene afslørede en klar rød tråd i de unges liv: De havde på et eller andet tidspunkt haft en nær relation til en voksen, som havde hjulpet dem videre i en god retning.

– Det var en øjenåbner. Vi socialpædagoger er dygtige til relationsarbejde. Men de unge pegede jo ikke på, at de havde gode relationer til alle pædagogerne på stedet. De pegede på vigtigheden af at have en tæt enerelation til ét voksent menneske. Her kunne vi se, at vi kunne gøre noget ekstra, siger Sanne Møller.

Netop grænsen mellem det professionelle og det private har ellers været meget skarpt optegnet på Grenen, hvor der tidligere stort set kun blev anbragt dømte eller kriminalitetstruede unge. Medarbejdernes efternavn, privatadresse, telefonnummer og arbejdsplan er bl.a. blevet holdt hemmeligt for de unge, fortæller Palle Abrahamsen, der er afdelingsleder på Grenen. 

Rusker op i kulturen

Han viser rundt i døgninstitutionens interne skole. ‘Prøv! Gør dit bedste’, står der med tusch på klasseværelsets rude ved siden af regnetrekanter og engelske bøjninger. Hovedøren kvitterer med et lille klik, da en scanner har aflæst afdelingslederens fingeraftryk. 

– Vi har rigtig mange regler her, så det ikke ender i ragnarok. Og vi laver ikke noget med de unge uden at overveje sikkerheden i det. Vi har altid overfaldsalarmer på os, og nøglerne er wired til bæltet. Alt sammen for at passe på de unge indbyrdes og på os selv, siger han.

Der var derfor mildest talt lang vej hen til det scenarie, hvor en medarbejder skulle tage en ung med hjem til middag eller med på travbanen – alene. Men i årenes løb er der kommet færre domsanbragte og flere socialt anbragte unge til Grenen. Det var derfor også tid til at ruske op i kulturen.

I formelle rammer 

Palle Abrahamsen og hans medarbejdere har derfor været igennem en længere proces med at finde ud af, hvordan de kunne åbne op for muligheden for at danne enerelationer til de unge. 

Der er nu udfærdiget dokumenter som beskriver, at det er muligt for en ung at få en medarbejders mobilnummer, at en ung kan deltage i aktiviteter sammen med en medarbejder uden for Grenen og sågar besøge vedkommende i privaten. 

Socialpædagogerne var som forbund med på råd, da det blev besluttet, at enerelationen maksimalt kunne dyrkes i fire timer om ugen som flekstid uden for den planlagte arbejdstid. Det hele er godkendt af institutionens arbejdsmiljøgruppe og ledelse og har været i høring hos medarbejderne. Det har været nødvendigt med en grundig proces for at lave så radikale ændringer på Grenen, vurderer Palle Abrahamsen.

– Slutproduktet er, at man gør noget ekstra ud af en enerelation, hvis målet er at give den unge bedre muligheder, når vedkommende en dag skal flytte herfra. Det kan altså være at støtte op om arbejde og uddannelse. Hvis en ung gerne vil være mekaniker, kan det give mening at tage til motorløb sammen, forklarer Palle Abrahamsen.

Der var ingen indvendinger fra medarbejderne, da forslaget blev præsenteret i foråret. Men hvis der er ansatte, der ikke har lyst til at indgå i de nære relationer, eller hvor familien ikke er trygge ved det, står det dem helt frit for.

– Relationen opstår, fordi der er en kemi mellem to mennesker. Og de unge kan i den grad mærke, om relationen er ægte – de har typisk været vant til at skulle aflæse signaler fra deres forældre fra de var helt små. Mange har desuden været på institutioner store dele af livet, og de er trætte af rundbordssamtaler. Men når en voksen, som de har respekt for, har en holdning til det, de går og laver, gør det indtryk. Derfor ser vi, at det virker, siger Palle Abrahamsen.

Den svære overgang

Fx boede der for nylig en ung mand på Grenen, der kom i lære som smed. Da han pludselig en dag sagde op, kørte medarbejderen Carsten tilbage til praktikstedet og insisterede på, at det skulle fungere – med hans hjælp. 

– Carsten kan tillade sig at presse den unge, fordi de er tæt på hinanden, og det var aldrig lykkedes uden deres relation. I dag er den unge flyttet herfra, men Carsten, der nu er hyret af kommunen til at være hans kontaktperson, modtager stadig en sms, når han er oppe om morgenen. Og gør Carsten ikke det, ved han, at der skal tages affære, fortæller Palle Abrahamsen og konkluderer:

– Vi har altid haft succes med at få de unge igennem 9. og 10. klasse på vores interne skole. Udfordringen er at forberede dem på det, de møder, når de skal herfra.

Det skal Philippa ganske snart. Hun er nu så gammel, at det er tid til at flyve fra Grenen. Bekymringerne om, hvad der venter i fremtiden, og hvad der skal ske med hendes nære relation til stedets socialpædagoger, murrer i maven, fortæller Sanne Møller.

– De unges netværk er rigtig skrøbeligt. Philippa er bange for at miste os og har oplevet svigt efter svigt hele livet. Men troen på, at hun er vigtig for et andet menneske, kan hun virkelig profitere af, og selvfølgelig vil jeg stadig gerne se hende, siger hun.

Handler om ægthed

Sanne Møller har været stor fortaler for projektet fra begyndelsen. Men hun er opmærksom på, hvor mange personlige oplysninger, hun giver fra sig, afhængigt af hvilken ung, hun har foran sig. Og Philippa er endnu for psykisk ustabil til, at hun må besøge Sanne Møller. Philippa fik Sannes mobilnummer, da hun med flossede nerver skulle begynde i erhvervspraktik i Grenå. 

– Hvis der bliver det mindste, så ringer du, insisterede Sanne Møller dengang.

– Det handler i virkeligheden om at få de unge til at føle sig vigtigere end en brik i systemet. Hvis de efter at have boet her bliver placeret i en by, hvor de ikke kender nogen og er langt fra venner og familie, så lykkes de ikke. Medmindre vi hjælper dem. Det er vigtigt, at vi med vores relation til dem hjælper med at bygge en bro ud i virkeligheden, forklarer Sanne Møller. 

Har fagligheden med

Samtidig åbner relationen døre, når Sanne Møller og hendes kollegaer arbejder med de unge.

– Når jeg kan mærke, at en konflikt er ved at gå i hårdknude, så kan jeg trække den kollega, der har en nær relation til den unge, ind frem for at gennemtvinge min egen tilstedeværelse. På den måde bliver konflikterne mindre, siger hun.

I aftes var Sanne Møller og Philippa selv endt i en voldsom diskussion. I gamle dage ville det være endt med, at Filippa var stukket af. Men i dag kunne Philippa ikke finde på at vende Sanne Møller ryggen. Og derfor fik de snakket tingene til ende. 

– Det kan godt være, nogle vil synes, at det er uprofessionelt at være privat på Grenen, men det er dér, vi kan være de autentiske voksne og rykke dem. Samtidig er min faglighed selvfølgelig hele tiden altoverskyggende. Jeg har hele tiden bevidstheden om Philippas psykiske udfordringer med mig. For relationen rykker ikke i sig selv, men faglighed i en ægte relation – dét rykker.