Ideerne er der – overblikket mangler

På ét bosted eksperimenterer de med at lade borgerne bruge iPad og apps, så de bedre selv kan klare tøjvask, rengøring og madlavning. En anden arbejdsplads arbejder med at udvikle teknologiske løsninger, der giver borgerne mulighed for at kommunikere med omverdenen via videochat eller talegenkendelse. Og så er der de socialpædagogiske arbejdspladser, hvor spiserobotter, skylletoiletter eller intelligente klædeskabe ikke længere er fremmedord.

Velfærdsteknologi og digitale løsninger hjælper i dag rigtig mange socialt udsatte og mennesker med handicap til at blive mere selvhjulpne i hverdagen. Men på trods af, at både ideer, visioner og teknologiske løsninger står i kø, sander alt for mange projekter til, når projektmidlerne slipper op, og det bliver hverdag igen, lyder det fra Kasper Nizam, leder af Social Digital, et innovationshus, som hjælper offentlige aktører, NGO’er og virksomheder med at skabe social forandring hos handicappede og udsatte mennesker gennem nye digitale løsninger. 

– Der bliver sat mange små og større initiativer i søen drevet af ildsjæle og projektfolk, som vil det bedste for borgerne – og alle kommunerne arbejder efterhånden med velfærdsteknologi inden for det sociale område. Men overordnet er alle disse aktiviteter alt for sporadiske og for dårligt koordineret – og præget af, at man ikke fra start har lagt en klar og operationel strategi for, hvad man vil have ud af det, hvordan man vil forankre og skalere succesfulde projekter, samt hvad man vil investere for at opnå succes, siger Kasper Nizam, som ofte oplever, at der ikke er en klar og metodebaseret plan for, hvordan man involverer borgere, pårørende og medarbejdere samt ledere. 

– Derfor er det desværre sådan, at den enkelte borgers møde med velfærdsteknologi i høj grad afhænger af, hvilket postnummer de har, og om den pågældende kommune, forvaltning og sociale tilbud tilfældigvis har en dygtig og engageret medarbejder.

En bunke iPads er ikke nok

Også Andreas Borre, konsulent i Socialt Udviklingscenter SUS, oplever, at der er for lidt videndeling og samarbejde, når det handler om at udvikle og implementere social it og velfærdsteknologi. 

– Lidt sat på spidsen kan man sige, at siden iPadens udbredelse har mange kommuner købt en farlig masse tablets ud fra tanken om, at så er man godt i gang med velfærdsteknologien. Problemet er bare, at hvis ikke man har tænkt sig godt om og sat sig ind i de muligheder, der åbner sig, så ender det ofte med, at projekterne bæres af nogle få digitale ildsjæle og aldrig for alvor bliver implementeret i hverdagen, siger Andreas Borre, som efterlyser mere koordinering, videndeling og planlægning.

– Hvis man kører sololøb lokalt, så mister man en oplagt mulighed for at samle op på projektet og sikre, at viden og erfaringer føres videre og bruges til at inspirere andre arbejdspladser, kommuner eller ledere inden for det sociale område, siger han.

Ud fra de projekter, netværk og kurser i social it, som SUS har arbejdet med, viser erfaringerne, at velfærdsteknologi ofte er langt mere udfordrende at implementere, end de fleste regner med.

– En ting er at tage en iPad i hånden – noget andet er at få den til at være en del af den pædagogiske praksis. Man skal jo helst se de teknologiske muligheder som en ny arm til den medarbejder, som i forvejen er en dygtig pædagog. Men for at det skal lykkes, er det helt afgørende, at man løbende sørger for opkvalificering af medarbejderne, så de ved, hvor man finder den efterspurgte teknologi, hvordan man bruger det – og ikke mindst hvad der skal til for at få det til at fungere i hverdagens praksis, lyder det fra Andreas Borre.

Tag afsæt i borgernes behov

Når Kasper Nizam og hans kolleger i Social Digital samarbejder med såvel kommuner, regioner og digitale iværksættere som virksomheder og fonde omkring social it, så er et af de allervigtigste budskaber, at brugerne skal inddrages fra start. 

– Man bør altid starte med at undersøge borgerens reelle behov. Uanset om det er eksisterende eller helt nye digitale løsninger, skal man tage afsæt i den hverdag og det sociale liv, den pågældende borgergruppe har – og se på, hvordan og hvor teknologien skal fungere i praksis. Vi benytter en række designmetoder, hvor vi afdækker, hvordan en almindelig dag ser ud for fx borgere med autisme på et bosted – og hvilke digitale redskaber, der er mest relevante for borgeren at bruge ud fra konkrete behov og ønsker, fortæller Kasper Nizam.

Man skal med andre ord se udbredelsen og skaleringen af velfærdsteknologi som en organisatorisk forandringsproces, der omhandler hele organisationen.

– Pointen er, at det skal organiseres og planlægges nøje fra start, så alle – lige fra ledelse og medarbejdere til slutbrugerne, altså borgerne, inddrages og motiveres i en forpligtende samskabelse. Man skal fremme et mindset, der gør det naturligt at tænke digitale løsninger ind i borgernes hverdag, og det kræver en klar strategisk plan, der indeholder bud på elementer som ledelsens rolle, planens ambitioner, organisering og opgavefordeling – også i innovationssamarbejder med virksomheder.  Også forskning, økonomi, kompetenceudvikling og kontinuerlig inddragelse af borgerne er vigtige elementer, siger Kasper Nizam.

Systematik giver resultater

En af de organisationer, der har indset, at arbejdet med velfærdsteknologi lykkes bedst med en strategisk tilgang, er Den Sociale Virksomhed, som er en del af Region Hovedstaden – og som står for drift og udvikling af 19 tilbud inden for det højt specialiserede social- og specialundervisningsområde.

– Vi har de seneste år bevæget os fra at arbejde med projekter båret af ildsjæle til at arbejde langt mere systematisk med velfærdsteknologi samtidigt med, at engagementet bevares. Og det giver helt klart nogle bedre resultater, hvor de teknologiske løsninger forankres, hvor borgerne understøttes i at blive mere selvhjulpne, hvor medarbejderens kompetencer sættes i spil – og hvor både arbejdsmiljø og driften forbedres, siger direktør i Den Sociale Virksomhed, Søren Torpegaard.

I praksis arbejder man ud fra modellen VTV – velfærdsteknologivurdering, som Teknologisk Institut har udviklet – og den sikrer en helhedsvurdering af en velfærdsteknologi, hvor der tages højde for organisation, økonomi, teknologi og borger.

– Ved at arbejde metodisk med velfærdsteknologi har vi fokus på, at teknologien skal virke i forhold til de behov, borgerne reelt har – og at det tænkes ind i organisationen, så det indgår i hverdagen og er forankret – også når selve projektet er afsluttet. Det handler om at skabe løsninger, som bliver en del af arbejdspladskulturen, for der er slet igen tvivl om, at velfærdsteknologi kan forbedre kvaliteten i vores indsats, når man arbejder systematisk og metodisk med det, siger Søren Torpegaard.