Gå til indhold

Pension

Nye regler får begrænset effekt

Den politiske aftale om nye regler for pensionsopsparing skal tilskynde til flere år på arbejdsmarkedet og større opsparingsiver. Begrænset betydning for socialpædagoger, mener PKA

28. juli 2017

Artikel

Forfatter: Marie Dissing Sandahl

For at få danskerne til at spare mere op til alderdommen og blive længere på arbejdsmarkedet har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt at indføre nogle økonomiske gulerødder i det danske pensionssystem.

Aftalen medfører bl.a. en ændring af den nuværende aldersopsparing, så den fremover ikke modregnes i folkepensionen senere hen og ikke er fradragsberettiget. Desuden hæves beløbsgrænsen for indbetalingerne til aldersopsparingen til 45.000 kr. stigende til 50.000 kr. i 2023. 

Har du mindre end fem år tilbage på arbejdsmarkedet, sænkes grænsen for indbetalingerne til 5.000 kr., ligesom ordningen justeres, så det modsat i dag nu bliver muligt at få opsparingen udbetalt enten i ét hug – altså som sum – eller som rate og/eller livrente.

Som socialpædagog og medlem af pensionskassen PKA betyder den politiske aftale ikke de store forandringer, lyder vurderingen i PKA. Det er de færreste socialpædagoger, der vil blive ramt af beløbsgrænserne for aldersopsparingen, så den skal man benytte som socialpædagog i den omfang, man kan og har lyst, lyder opfordringen fra pensionskassen.

Men den korte periode for indbetalingerne på kun fem år før pensionsalderen får betydning for socialpædagoger, som set i en gennemsnitsbetragtning trækker sig tilbage før folkepensionsalderen. Dermed kan man ikke få det fulde udbytte af den nye aldersopsparing, fordi de fleste ikke vil kunne indbetale til den i alle fem år. 

Aftalen betyder bl.a. også, at udbetalingsperioden for ratepensioner hæves fra 25 til 30 år, og at der bliver mulighed for skattefri udbetaling af efterlønsbidrag i 2018.

Alle ændringer træder i kraft den 1. januar 2018. I efteråret forventes desuden endnu en politisk aftale om pensionsområdet, der efter regeringens eget udsagn skal gøre op med det såkaldte samspilsproblem. 

Bliv medlem