Børn og unge
Nyt julemærkehjem er på vej
En privat donation baner vejen for det første nye julemærkehjem i mere end 50 år
28. april 2017
Forfatter: Jens Nielsen
Det sker ikke hver dag. Ja, faktisk er det ikke sket siden 1962. Men til november åbner et nyt julemærkehjem i Roskilde på den gamle husholdningsskole Haraldsborg. Hjemmet får plads til 48 børn ad gangen og kan modtage 240 børn og unge på et år – og det betyder omkring 20 nye socialpædagogiske arbejdspladser.
Hjemmet, der hedder Liljeborg, åbner med økonomisk afsæt en stor privat donation, der betyder, at hele driften er betalt i minimum de første fem år, fortæller forstander Henrik Hougaard Bøtkjær, der er i gang med slå stillingerne på det nye hjem op.
Han går efter at sammensætte en blandet personalegruppe, der selvfølgelig har blik for det særlige arbejde på et julemærkehjem med fokus på motion, trivsel, selvværd og på arbejdet med børnenes, de unges og deres familiers motivation til at forandre deres situation.
Der er i øjeblikket et års ventetid på et ophold på de eksisterende julemærkehjem, så det nye hjem opfylder et behov, konstaterer forstanderen.
Det er Liljeborg-koncernen, der har doneret pengene og som også ejer bygningerne, der ud over den gamle husholdningsskole består af flere nyopførte bygninger.
Et laboratorium
Men selvom ånden og tilgangen til arbejdet med børnene og deres familier på det nye hjem bliver den samme som på de andre julemærkehjem, så giver den store donation også plads til at udvikle nye metoder og være en slags laboratorium for arbejdet på alle julemærkehjemmene, fortæller Henrik Hougaard Bøtkjær:
– Vi kan ansætte tre medarbejdere mere end vores normale normeringer, og det betyder, at vi kan arbejde med et forbedret efterværn og med en struktureret vidensopsamling, og det nye hjem bliver derfor en slags videnscenter for hele organisationen – vi skal tænke innovativt i forhold til vores nuværende indsats, siger han.
Når det handler om efterværnsindsatsen, så har hjemmene siden november haft en opfølgningskoordinator, der primært sørger for, at kommunerne løfter deres opgaver i forhold til det enkelte barns sundhed efter opholdet på julemærkehjemmet.
– Men nu får vi en enestående mulighed for at udvikle vores efterværnsarbejde, så vi så at sige kan forlænge opholdet på hjemmet, siger Henrik Hougaard Bøtkjær.
Læs om Julemærkehjemmet Liljeborg via www.kortlink.dk/q96g