Belastede børn i familiepleje

På sin hjemmeside skriver Socialstyrelsen, at det ofte er mindre børn og børn med lettere vanskeligheder, som anbringes i såkaldt almindelig familiepleje. Men sådan ser virkeligheden ikke ud.

Tværtimod har hovedparten af de anbragte børn og unge omfattende og komplekse problemer, og børnene bliver stort set anbragt lige så hyppigt hos familieplejere uden erfaring eller uddannelse som hos garvede familieplejere.

Og heller ikke oplysningen om, at det især er mindre børn, som bliver anbragt i en almindelig familiepleje, holder. Kun omkring halvdelen af de anbragte børn var under fem år, da de blev anbragt, og omkring en femtedel var mellem 13 og 17 år.

Det viser en landsdækkende undersøgelse fra Institut for Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Her har et forskerhold bestående af professor og forskningsleder Inge Bryderup, adjunkt Mie Engen og videnskabelig assistent Sune Kring sendt et omfattende spørgeskema ud til omkring 4.600 familieplejere. Omkring 3.170 har svaret, og de har tilsammen besvaret spørgeskemaer, der omhandler i alt 4.770 børn og unge, som enten er eller har været i pleje.

I Danmark er der anbragt mere end 5.000 børn og unge i familiepleje, og der er et sted mellem 4.300 og 5.000 familieplejere, så det er en omfattende undersøgelse, holdet fra Aalborg Universitet har gennemført. Mellem 70 og 80 pct. af de familieplejere, som har fået et spørgeskema tilsendt, har svaret.

Tankevækkende

Undersøgelsen opdeler familieplejerne i syv grupper ud fra erfaring og uddannelse (se artiklen ‘Stabile ægteskaber og godt uddannede’), og alle grupper af familieplejere svarer, at de modtager børn og unge med store problemer.

Det gælder således også familieplejere uden erfaring og uden pædagogisk baggrund. Der er både tale om børn med svære diagnoser og børn med særlige følelsesmæssige behov, og en stor del af dem har flere problemstillinger på en gang.

– Det er tankevækkende, at så mange af de børn og unge, der anbringes i almindelig familiepleje, er så belastede på så mange områder. Det kan undre, at det ikke er de uddannede og mest erfarne, som bliver pålagt opgaven i forhold til den her gruppe, siger Inge Bryderup.

Mange af familieplejerne er heller ikke på forhånd blevet orienteret om det barn, de skal have i pleje, viser undersøgelsen. En tredjedel af familieplejerne svarer, at de fra starten af plejeforholdet ikke er blevet grundigt informeret af kommunen i forhold til børnene og de unges behov og vanskeligheder. En anden tredjedel svarer, at de kun i ‘lav eller meget lav’ grad er blevet grundigt informeret.  

– Når man ser på, hvor belastede børn og unge, gruppen af familieplejere uden erfaring og pædagogisk baggrund har, så må man sige, at den gruppe må have det rigtig svært, konstaterer Inge Bryderup.

Undersøgelsen modsiger således den gængse opfattelse af, at børn og unge, der anbringes i almindelige familiepleje, er mindre belastede end andre anbragte børn.

Psykiatriske diagnoser

Undersøgelsen konkluderer, at over halvdelen af alle familieplejeanbragte børn og unge kan karakteriseres som børn og unge, der har omfattende vanskeligheder og komplekse behov.

I undersøgelsen har forskerne set specifikt på to grupper børn og unge med omfattende vanskeligheder og særlige komplekse behov, som bliver anbragt i almindelig familiepleje:

Godt en tredjedel af anbragte børn og unge har ifølge familieplejerne en psykiatrisk diagnose. Og knap halvdelen af de anbragte børn og unge uden en psykiatrisk diagnose har ‘i høj grad’ særlige følelsesmæssige behov.

Sammenlagt er det 70 pct. eller 3.460 ud af 4.770 børn i undersøgelsen som af familieplejerne beskrives som børn og unge med særligt komplekse behov.

I mange af disse plejeforhold bliver der ydet ekstra vederlag til familieplejerne på grund af det store arbejde. Det er også den gruppe anbragte børn og unge, der hyppigst kommer i aflastning.

Familieplejerne angiver ofte forældrenes problemer som årsag til, at barnet bliver anbragt. Det drejer sig især om misbrug, omsorgssvigt og psykiske lidelser. Når årsagen ligger hos barnet er det ofte tale om psykiske problemer, udadreagerende adfærd og skoleproblemer.

Langt fra hjemmet

Anbragte børn og unge har ret til samvær og kontakt til deres forældre, og det er således også et krav til plejeforældrene, at de samarbejder med forældrene. Det er kommunens ansvar, at der er regelmæssig kontakt og samvær mellem det anbragte barn og forældrene.

Men at det langtfra sker altid, viser familieplejernes svar i undersøgelsen:

43 pct. af de anbragte har ingen kontakt til deres far, og 18 pct. har ikke til deres mor. Og en forholdsvis stor andel har kun en sporadisk kontakt til deres forældre, og kun halvdelen af børnene er alene med deres forældre under samværet, og flertallet af børn og unge overnatter aldrig hos deres forældre.

Mindst kontakt til forældrene har anbragte børn og unge med en psykiatrisk diagnose.

Familieplejerne bor ofte i landdistrikterne eller i mindre byer. Kun 5 pct. bor i større byer med over 100.000 indbyggere.

Det betyder, at mange børn og unge anbringes i plejefamilier, der ligger forholdsvis langt væk fra forældrene, så den geografiske afstand er måske en af forklaringerne på, at det anbragte barn ofte har forholdsvis ringe eller slet ingen kontakt til forældrene, påpeger Inge Bryderup.

Far og mor betyder meget

En anden forklaring kan være, at næsten dobbelt så mange børn (23 pct.) bliver anbragt uden forældrenes samtykke som for godt 10 år siden. Det kan kræve en ekstra indsats at etablere kontakt mellem barnet og forældrene, når barnet er tvangsanbragt. Samværet kan også være vanskeligt at gennemføre med forældre med fx store misbrugsproblemer, eller med forældre, der er boligløse, eller hvis samarbejdet mellem familieplejeren og forældrene er svært, påpeger Inge Bryderup.

– Det er tankevækkende, så lidt de anbragte børn ser deres forældre. Og af dem, der har samkvem, er kun halvdelen alene med deres forældre under samværet.

Selv med Inge Bryderups omfattende kendskab til området er det et af de resultater i undersøgelsen, der har overrasket hende mest.

– Enhver anbringelse sker med henblik på, at barnet skal hjem på et tidspunkt, derfor er det vigtigt at holde kontakten. Desuden ved man fra socialforskningen, hvor meget forældrene – uanset hvor meget de har svigtet børnene – betyder i barnets liv.

Hun understreger, at der skal være helt særlige grunde til, at en kommune ikke understøtter, at børn og forældre ser hinanden.

– Børnene er i snit anbragt i fem år. Det er lang tid i en barndom, og hvis de slet ikke eller kun i ringe grad kender deres forældre, kan det i sig selv give problemer, hvis de senere hen flytter hjem til dem.

Spinkle netværk

Hun peger på, at det ikke kun er i forhold til forældrene, at børnene ofte har et spinkelt netværk. Familieplejernes svar viser, at mange af de anbragte børn og unge ikke så hyppigt som andre børn deltager i fritidsaktiviteter uden for skolen og at de sjældnere danner venskaber med jævnaldrende.

– Det overrasker mig, at de anbragte børn og unge har så spinkelt et netværk og så få muligheder for at udvikle sociale kompetencer, siger hun.

Man ved, at mange plejebørn flytter fra familieplejen, når de er omkring 17 år, og mange af dem har ikke kontakt til familieplejen efter anbringelsen. Det er også en meget lille del, som ifølge familieplejerne modtager efterværn. 

– Når man lægger det hele sammen, kan man sige, at det bliver et rigtig spinkelt netværk, de unge, som flytter fra familieplejen, har med sig. Man må spørge, hvem har de overhovedet af nære relationer i deres liv? Og det sker i en tid, hvor vi betoner, hvor vigtigt såkaldt normale unges netværk er i forhold til at klare sig i skolen og uddannelsessystemet.

– Det giver et billede af mange ensomme unge med både minuspoint på kontoen i forhold til at være anbragt i barndommen, men også at man som ung slet ikke har sociale netværk, som man kan udvikle kompetencer med, eller en forælder, der støtter den unge, og som måske også kan hjælpe med at hænge et billede op, siger Inge Bryderup.

 Særlige behov i skolen

Forskning på området viser, at børn og unge i familiepleje generelt har større indlæringsproblemer og vanskeligheder med i det hele taget at følge en skolegang sammenlignet med normalbefolkningen. Derfor er familieplejerne blevet bedt om svare på, hvordan deres plejebarn klarer sig.

De fleste (64,7 pct.) går i almindelig folkeskole, og omkring en femtedel af dem modtager specialundervisning.

En fjerdedel af børnene og de unge går i specialskole, hvilket er langt flere end blandt skolepligtige børn generelt. Men mere end 10 pct. af de skolepligtige børn og unge modtager ikke undervisning.

Ser man på gruppen af børn og unge med en psykiatrisk diagnose, går halvdelen af dem i specialskole, og næsten en femtedel af dem trives ifølge familieplejerne i ‘lav eller meget lav’ grad i skolen. Over tre fjerdedele af børnene og de unge med en psykiatrisk diagnose vurderes til i ‘høj grad’ at have særlige faglige behov.

Undersøgelsen konkluderer, at over halvdelen af de familieplejeanbragte børn og unge må siges at have særlige behov i forhold til skolefaglighed – endda i ‘høj grad’. Børnene og de unge modtager langt oftere end deres ikke-anbragte jævnaldrende specialundervisning i en stor del af undervisningstiden, og de går langt oftere på en specialskole.

Brug for mere hjælp

Familieplejerne vurderer, at flertallet af de anbragte børn og unge har særlige behov i forhold til skolefaglighed, og halvdelen ligger under middel i læsning, skrivning og matematik. Samtidig er der en forholdsvis stor andel af børnene og de unge, der vurderes til at mistrives i skolen, og i løbet af deres skolepligtige alder har de haft lange perioder med fravær fra skolen. 

Men hjælp til lektierne er ikke det, der står først hos familieplejerne, når man ser deres besvarelser i spørgeskemaet. Her er det at støtte barnet eller den unge i at få en skolefaglig ballast én blandt de mulige seks ‘vigtigste opgaver’, som familieplejerne har kunnet prioritere imellem. Kun 12,6 pct. af familieplejerne betragter det som en vigtig opgave.

Det undrer Inge Bryderup, at familieplejerne ikke anser det at støtte barnet eller den unge i at få en skolefaglig ballast som en af deres vigtigste opgaver.

Her er der plads til forbedringer, mener hun.

– Da de familieplejeanbragte skolebørn har massive problemer, kunne man foreslå, at dette område kommer højere på listen i prioriteringen af de vigtigste opgaver.

Og familieplejerne har gode mulighed for at løse opgaven, understreger Inge Bryderup.

– Langt de fleste familieplejere har et uddannelsesniveau, der skulle kunne medvirke til at opruste de anbragte børn og unges skolefaglighed. Og det at få en god skolegang baner vejen for, at de mest socialt udsatte kan få uddannelse og senere mulighed for arbejde og selvforsørgelse, påpeger hun.