Stabile ægteskaber og godt uddannede

Det kan godt være, at almindelige familieplejere er gode til at bage boller, men de forstår også at holde sammen og leve i langvarige forhold. Og så har de i højere grad end resten af befolkningen en mellemlang videregående uddannelse.

Det viser en omfattende spørgeskemaundersøgelse, som Institut for Socialt Arbejde på Aalborg Universitet har gennemført blandt 3.167 familieplejere. Bag undersøgelsen står et forskerhold bestående af professor og forskningsleder Inge Bryderup, adjunkt Mie Engen og forskningsassistent Sune Kring. Formålet med undersøgelsen er at belyse karakteristika ved almindelige familieplejere og de børn, som de har i pleje.

Og et af de tydelige resultater er, at familieplejerne i gennemsnit har flere børn end andre i samme aldersgruppe.

– Det kan pege i retning af, at familierne prioriterer livet sammen med børn højt, siger Inge Bryderup.

Undersøgelsen viser endvidere, at familieplejerne generelt er ældre end nybagte forældre i normalbefolkningen, når de modtager deres første barn i anbringelse. Det er således også mest almindeligt, at familiens egne børn er flyttet hjemmefra, eller at de har et enkelt hjemmeboende barn. Et fåtal af familieplejerne har hjemmeboende børn, der er jævnaldrende med eller yngre end de anbragte børn og unge.

Gennemsnitsalderen for familieplejerne i undersøgelsen er 51,7 år og for deres partner 53 år.  Størsteparten er mellem 45 og 65 år, og det er omkring 10 år ældre end i de øvrige nordiske lande. Det ser ud til, at gruppen af familieplejere er blevet ældre de seneste 10 år. Den forholdsvis høje alder undrer Inge Bryderup.

– Man har med valg af familieplejer en ideologisk tænkning om, at de skal ligne en såkaldt normal familie. Her ligner de mere bedsteforældre­generationen. Der er ikke noget galt i, at de er oppe i årene. Det er blot en konstatering.

Hun peger dog på, at der om få år kan komme store rekrutteringsproblemer, fordi så mange familieplejere er i samme alder. I dag er kun en femtedel af familieplejerne under 44 år.

En række ligheder

Det er ikke kun alderen og stabile ægteskaber familieplejerne har til fælles. På mange andre områder ligner de også hinanden. De bor oftere end normalbefolkningen på landet eller i en mindre provinsby i eget hus eller på en landejendom.

De er stort set alle etniske danskere (98,2 pct.), men godt en femtedel svarer, at de har eller har haft anbragte børn med en anden etnisk baggrund.

Familieplejerne er også blevet bedt om at svare på deres religiøse tilhørsforhold. Og i forhold til flere undersøgelser af normalbefolkningens kristne tilhørsforhold er der en stor overrepræsentation af familieplejere med et kristent grundlag. Således svarer 82 pct., at de har et kristent grundlag. 

Langt de fleste har et eller to børn anbragt (henholdsvis 46,4 og 32,7 pct.) Knap 10 pct. har tre børn i pleje og 2 pct. har fire børn i pleje.

Godt halvdelen af familieplejerne svarer, at de har haft eller har børn i aflastning samtidig med, at de har børn i familiepleje. 

Jobbet er valgt til

Undersøgelsen afliver eventuelle forestillinger om, at familieplejere for en stor dels vedkommende er uuddannede: Familieplejere har i højere grad end normalbefolkningen gennemført en mellemlang videregående uddannelse.

I aldersgruppen 40-69 år har 43,1 pct. gennemført en mellemlang videregående uddannelse, mens det tilsvarende tal for normalbefolkningen er 17,9 pct.

Blandt partnere til familieplejere ligger uddannelsesfrekvensen for de mellemlange videregående uddannelser også højere end hos normalbefolkningen, nemlig på 26,1 pct.

Sammenligner man med tilsvarende tal fra fx Norge og Sverige, så er der her det omvendte billede, idet tidligere forskning har vist, at familieplejerne har et lavere uddannelsesniveau end resten af befolkningen.

En anden myte, denne undersøgelse også kan aflive, er, at familieplejerne har valgt jobbet, fordi de blev arbejdsløse.

Langt størsteparten af familieplejerne (95,7 pct.) svarer, at de har været aktive på arbejdsmarkedet, før de blev familieplejere. Og for partneres vedkommende er det 97,8 pct.

Gruppen deler sig i to, når vi ser på den beskæftigelsesmæssige status som familieplejer. Knap halvdelen har familieplejen som sin eneste beskæftigelse. De fleste af partnerne har typisk fuldtidsbeskæftigelse udover familieplejeerhvervet.

Erfaring, men…

Familieplejerne har også svaret på, hvem der har familieplejekontrakten med kommunen, og her svarer tre femtedele (62,4 pct.), at kvinden i familien står som den primære person. Kun omkring en tredjedel svarer, at de skiftes nogenlunde, og kun en tiendedel svarer, at manden står som den primære person på kontrakten.

– Taget i betragtning, at cirka 80 pct. af familieplejerne er kvinder, er det således overvejende kvinden i familien, der formelt set er den primære omsorgsperson, siger Inge Bryderup.

Familieplejerne er også blevet bedt om at svare på, om de har erfaring med arbejdet med børn og unge, inden de blev familieplejer. 80 pct. svarer, at det har de. Af dem har omkring halvdelen erfaring fra arbejdet på normalområdet (dagpleje, vuggestue, børnehave, skoler og lignende), mens en fjerdedel har erfaring fra specialområdet (døgninstitutioner og socialpædagogisk opholdssted).

Men selvom relativt mange familieplejere svarer, at de har erfaring med at arbejde med børn, så er det næsten halvdelen, som oplyser, at deres uddannelse ikke har relevans for familieplejehvervet.

Ser man på den gruppe, som mener, at deres uddannelse har relevans som familiepleje, så har en tredjedel en pædagoguddannelse. På andenpladsen kommer læreruddannede (8 pct.) og dernæst en uddannelse som social- og sundhedsassistent (7 pct.).

Kommunale forsømmelser

En forudsætning for at fungere som familieplejer i Danmark er, at man i forbindelse med den første godkendelse gennemfører et grundkursus i at være familieplejer. Kommunen har pligt til at tilbyde kurset. Alligevel svarer omkring en femtedel af familieplejerne, at de aldrig har været på kursus.

– Når man fx ser på, at relativt mange svarer, at deres uddannelse ikke er relevant for arbejdet som familieplejer, er det lidt tankevækkende, at kommunerne forsømmer at give familieplejerne de lovpligtige kurser, siger Inge Bryderup.

Bedre ser det ikke ud, når familieplejerne svarer på, om de har været på efteruddannelse inden for de seneste tre år. Selvom de både har pligt til at tage på efteruddannelse og krav på det, svarer knap en femtedel, at de ikke har modtaget efteruddannelse.

Familieplejerne er også blevet bedt om at svare på, om de modtager tilstrækkelig supervision i forhold til deres behov. Her svarer en tredjedel, at de aldrig får supervision i forhold til det barn, de har anbragt.

Undersøgelsen viser desuden, at omkring en fjerdel af familieplejerne oplyser, at de i ‘lav eller meget lav grad’ er tilfredse med både omfanget og kvaliteten af supervisionen.

– Det er skræmmende set i lyset af, hvor belastede børn familieplejerne modtager, siger Inge Bryderup.

Dårlig kontakt og information

Familieplejerne er blevet bedt om at vurdere samarbejdet med den kommune, som har anbragt barnet. Næsten halvdelen svarer, at de har kontakt til den anbringende kommune et par gange hvert halve år eller sjældnere, mens den anden halvdel har kontakt ca. en gang om måneden.

Familieplejerne svarer også på, om de er tilfredse med omfanget af kontakten til den anbringende kommune. Svarene viser, at omkring halvdelen af familieplejerne er utilfredse med den kontakt, de har til kommunen omkring det anbragte barn.

Samme mønster viser sig, når der bliver spurgt til, hvor tilfredse de er med kvaliteten af kontakten til den kommunale samarbejdspartner. Ca. en femtedel oplyser, at de i ‘lav eller meget lav grad’ er tilfredse med kvaliteten af kontakten, og knap en tredjedel svarer, at de i ‘nogen grad’ er tilfredse med omfanget af kontakten.

Ser man på de informationer, familieplejerne har fået, inden de modtog barnet, føler mange, at de ikke har fået nok at vide. Således peger godt en tredjedel af familieplejerne på, at de fra starten af anbringelsen ikke er blevet grundigt informeret af kommunen i forhold til børnene og de unges behov og vanskeligheder.

Godt en tredjedel oplyser, at de i ‘lav eller meget lav grad’ fik en beskrivelse af barnet eller den unge, som var dækkende for barnets behov og vanskeligheder.

– Der er en stor gruppe, som er utilfredse med både omfanget og kvaliteten i kontakten til den anbringende kommune. Kommunen skal informere familieplejerne om, hvad det er for et barn, de får i pleje. Det betyder rigtig meget, at man kender den opgave, man påtager sig. Får man ikke de informationer, betyder det i værste fald, at man ikke kan påtage sig opgaven, siger Inge Bryderup.

Derfor blev jeg familieplejer

Familieplejerne er også blevet spurgt om deres motiver for at påtage sig opgaven og har skullet prioritere nogle emner, der var givet på forhånd.

– Vi har spurgt familieplejerne, fordi vi har en antagelse om, at deres motiv for at påtage sig opgaven betyder meget for, hvordan forholdet til barnet udvikler sig, siger Inge Bryderup. 

Familieplejerne har skullet prioritere seks områder og give hver enkelt karakter ud fra graden af prioritet. Det fremgår af besvarelserne, at langt de fleste (87 pct.) svarer som 1. eller 2. prioritet, at deres motiv har været et ønske om at hjælpe et barn, som har det svært.

Motivet om at kunne arbejde behandlingsmæssigt med børnene har omkring halvdelen af familieplejerne givet som 1. eller 2. prioritet. 

Omkring en tredjedel angiver motivet om at blive familieplejer for at kunne leve i en familie som 1. eller 2. prioritet.

Der er desuden en stor gruppe familieplejere (80 pct.) som har givet 1. eller 2. prioritet til motivet om muligheden for at tilrettelægge eget arbejde.

Familieplejerne har også fået mulighed for at svare på, om et motiv kunne være, at jobbet gav dem en økonomisk mulighed for at gå hjemme med egne børn. Hertil svarer kun 10 pct., at det har været et væsentligt motiv. 74 pct. af familieplejerne angiver derimod, at det er det mindst væsentlige motiv.

Kærlighed eller kald

Familieplejerne er blevet bedt om at prioritere oplistede opgaver, og flertallet af familieplejerne svarer, at den vigtigste opgave for dem er at give det anbragte barn omsorg. Tæt på 90 pct. af alle adspurgte betragter det som 1. eller 2. prioritet i deres arbejde.

På andenpladsen kommer det at give barnet kærlighed. Det synes godt 70 pct. er den vigtigste eller næstvigtigste opgave

– Det tal er langt større end jeg havde forestillet mig. Man kan godt give omsorg til et omsorgssvigtet barn uden at give det kærlighed. Familieplejerne vægter således de følelsesmæssige, sociale og relationelle aspekter højt i forhold til det anbragte barn, mens opgaver som at være ‘opdrager’ eller noget, der har med ‘terapi’ at gøre, bliver prioriteret lavere, siger Inge Bryderup.

Familiepleje fremstilles ofte i den samfundsmæssige debat som en opgave, familieplejerne tager på sig af et godt hjerte, fordi de gerne vil gøre en forskel. Som et kald, der står i modsætning til et arbejde, man får løn for at udføre. Forskerne har derfor præsenteret familieplejerne for en række udsagn, der er udtryk for at se familieplejen som enten et arbejde eller et kald.

Næsten alle familieplejerne (94,8 pct.) erklærer sig enig i, at de anbragte børn og unge bør betragtes som en del af plejefamilien.

– Dette kan ses som udtryk for, at familieplejerne betragter det som deres opgave at tage barnet eller den unge ind som et medlem af familien og ikke som et arbejde, man kan holde fri fra og lægge distance til, siger Inge Bryderup.

Alligevel er en femtedel enig i, at familiepleje mest af alt er et arbejde, og ca. en tredjedel er hverken enig eller uenig i den påstand.

– Det ser ud til, at man ikke entydigt kan beskrive familiepleje som enten et arbejde eller et kald. Og set med familieplejernes øjne er der ikke nødvendigvis en modsætning mellem at betragte det anbragte barn eller den unge som et medlem af familien og så at mene, at man udfører et arbejde, konstaterer Inge Bryderup.