Gå til indhold

Kompetenceudvikling

Jeg joker lidt med, at jeg skal være chef

34 år efter, at Betina Hansen gik ud af 10. klasse, sidder hun igen med næsen i bøgerne på en meritpædagoguddannelse i Viborg. Efter mange år som vikar på et bosted går hun målrettet efter en fast stilling

1. december 2017

Artikel
KMH_betinaB.jpg

Forfatter: Kit Lindhardt

Foto: Kissen Møller Hansen

Løbeturen og støvsugningen bliver somme tider sprunget over, så der er tid til at læse lektier og skrive opgaver med studiegruppen om formiddagen, inden aftenvagten begynder.

Der er kommet mere fart på hverdagene, efter at 52-årige Betina Hansen i september gik i gang med en treårig meritpædagoguddannelse på VIA University College i Viborg. Hun bruger i dag 20-25 timer om ugen på studierne sideløbende med en 30 timers arbejdsuge som vikar på et bosted i Ry i Østjylland. Derfor ser Betina Hansen frem til, at de sidste to år af uddannelsen er et deltidsstudie.

– Det er hårdt. Det er svært at skulle læse så meget teoretisk stof og forstå og huske det hele. Men jeg prioriterer min tid efter det. Om tre år er det slut, så det er en overskuelig periode. Og det er jo fedt at lære en masse og blive klogere på, hvad det egentlig er, jeg gør på mit arbejde, siger hun.

Betina Hansen er et af de medlemmer, som siden marts i år har fået tilskud fra puljen Ufaglært til Faglært til at tage pædagoguddannelsen på merit. I alt er der blevet givet 1,1 mio. kr. til at uddanne 15 pædagoger.

Da jeg blev optaget, tænkte jeg bare ‘hold da op – hvad er det lige jeg har givet mig i kast med?’ Jeg gik ud af 10. klasse i 1983, og siden har jeg ikke siddet på skolebænken. Så jeg var jo bekymret for, om det ville blive for svært for mig. Men indtil videre går det rigtig godt

Betina Hansen, meritpædagogstuderende

Sidder fast som vikar

Siden 2009 har Betina Hansen været fast vikar på bostedet for voksne med fysisk og psykisk udviklingshæmning i Ry. I årenes løb har der været slået stillinger op, der var værd at søge. Men ledelsen ønskede altid at ansætte en uddannet socialpædagog.

– Jeg fik at vide, at jeg jo kunne tage pædagoguddannelsen. Men jeg ville simpelthen ikke kunne overskue at være fattig studerende på SU, siger hun.

Ved en tilfældighed faldt hun i foråret over en avisannonce om Ufaglært til Faglært-puljen, som giver tilskud til uddannelsesafgift, transportudgifter og materialeudgifter. Hun skyndte sig at søge – og kom ind.

– Da jeg blev optaget, tænkte jeg bare ‘hold da op – hvad er det lige jeg har givet mig i kast med?’ Jeg gik ud af 10. klasse i 1983, og siden har jeg ikke siddet på skolebænken. Så jeg var jo bekymret for, om det ville blive for svært for mig. Men indtil videre går det rigtig godt, siger hun.

Fod på fagsproget

Hun har kun været i gang med uddannelsen i et semester – alligevel kan hun mærke, at hun bliver bedre til at sætte de rigtige ord på, hvad hun gør og ser i arbejdet som socialpædagog. Håbet er, at hendes ord fremover vil vægte tungere på arbejdet.

– Jeg håber, at jeg får lidt mere at skulle have sagt, og at det vil give mig nogle flere muligheder inden for forskellige områder af faget – og en fastansættelse. Det ville være dejligt. Jeg har joket lidt med, at nu skal jeg ud og være chef, siger hun og griner højt.

Efter planen kan hun kalde sig uddannet socialpædagog i 2020.

Ufaglært til Faglært-puljen

I overenskomsten er der udover kompetencefondene også aftalt en særlig pulje til projektet ’Ufaglært til Faglært’.

I marts i år blev der åbnet op for, at medlemmer af Socialpædagogerne kunne søge støtte fra puljen til at tage meritpædagoguddannelsen. Det har været så populært, at puljen er løbet tør. Derfor er der desværre lukket for nye ansøgninger for nu.

I begyndelsen af næste år er der forhandlinger om en ny overenskomst på det offentlige område. Hvis parterne kan blive enige, vil der blive afsat nye midler til puljen.

Bliv medlem
Bliv medlem