Nye retningslinjer
Sådan skal stofmisbrug behandles
Socialstyrelsen har netop offentliggjort et nyt sæt retningslinjer for kommunernes sociale stofmisbrugsbrugsbehandling. Retningslinjerne skal rette op på en situation, hvor det kun er et mindretal, der har droppet eller begrænset misbruget, når de forlader behandlingen
18. marts 2016
Forfatter: Af Maria Rørbæk
Hvordan kan kommunerne sikre, at den sociale stofmisbrugsbehandling virker bedst muligt? Det søger et nyt sæt retningslinjer fra Socialstyrelsen at give svar på.
De nye, nationale retningslinjer indeholder otte overordnede anbefalinger til kommunerne, der spænder fra en anbefaling om at gennemføre systematisk screening og udredning til en anbefaling om en løbende og systematisk dokumentation af aktiviteter og resultater.
Retningslinjerne er vejledende – og siger altså ikke, hvad kommunerne skal gøre, men hvad de bør gøre.
Til Altinget Social siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), at de nye retningslinjer skal bruges aktivt og ikke bare må ende med at stå på bogreolen:
– Kommunerne bruger 900 mio. kr. om året på stofmisbrugsbehandling, og realiteten er desværre, at kun omkring en tredjedel har droppet eller begrænset deres misbrug, når de forlader behandlingen. Et misbrug står i vejen for, at et menneske kan klare sig selv, og derfor skal vi blive bedre til at arbejde i tråd med den viden, vi har om, hvad der virker.
Fokus på social indsats
En af anbefalingerne går på at lave en integreret indsats, hvor social støtte og stofmisbrugsbehandling tænkes sammen – sådan, at der aktivt er fokus på at reducere de barrierer, som ellers spænder ben for stofmisbrugsbehandlingen. Det kan fx dreje sig om hjemløshed eller psykisk sygdom. En anden anbefaling går på at sikre tværfaglighed, således at gruppen af behandlere er tværfagligt sammensat med såvel sociale som psykologiske og sundhedsfaglige uddannelser suppleret med relevant efteruddannelse og adgang til supervision.
Retningslinjerne er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter for kommunerne, bruger- og medarbejderorganisationer, Center for Rusmiddelforskning, Centerlederforeningen, KL, Sundhedsstyrelsen og Rådet for Socialt Udsatte. Til Ritzau siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen:
– Ofte er stofmisbruget ikke hovedproblemet. Det er vigtigt, at man tænker helhedsorienteret, så misbrugere får den korrekte støtte til at vinde fodfæste i livet igen. Det handler ikke om behandling for stofmisbruget alene, men at man ser på den hele situation.
Læs mere om retningslinjerne via www.kortlink.dk/krcu