Investér – også i de uledsagede flygtningebørn

Er det en hjælp at placere uledsagede flygtningebørn alene i egen lejlighed? Får de det nødvendigvis godt af blot at have tag over hovedet, varme og penge på kontoen? Nej. Det gør de ikke, og i hvert fald ikke på den lange bane. Men desværre er det tilsyneladende et tilbud, nogle kommuner giver flygtningebørn under 18 år; egen bolig og kontanthjælp.

Den særlige flygtningesituation i verden kalder på særlige tilbud – og på særlig hensyn og fleksibilitet fra os, der tilfældigvis er født steder i verden, hvor der ikke er krig. Og at blive placeret alene i en lejlighed er muligvis et særligt tilbud, men det er ikke et godt tilbud. For de uledsagede børn, der kommer hertil, har brug for professionel hjælp. En stor del af dem er traumatiserede, angste og depressive, og de skal selvfølgelig have samme målrettede tilbud, som danskfødte børn.

Man kan ikke suspendere de hensyn, der gælder i forhold til børn. Det vil ikke bare være umenneskeligt, men også dumt og dyrt.

Vi kan som samfund ikke tillade os at sjuske med de helt fundamentale ting i vores samfund. Og det er retten til at være barn – og dermed retten til, at voksne tager ansvaret og hjælper med at bære byrden. For der er byrder, der skal bæres, og det er tungt for børn at have traumer, depressioner og angst. Derfor skal vi sætte ind med hjælp, og det skal vi gøre hurtigt. For vi ved, at tidlig indsats både giver bedre liv og er en god investering.

I Hedensted Kommune har de ført den viden om social investering og kapital ud i livet, og en stor gruppe socialpædagoger er beskæftiget med at løfte uledsagede flygtningebørn ind i det danske samfund. De har bl.a. valgt idræt og kroppen som det sprog, de kan tale med børnene. Så når børnene skal klædes på til at kunne begå sig i det danske samfund, skal de selvfølgelig også have kendskab til de værdier, vi bygger vores relationer på herhjemme. Og her er omdrejningspunktet idræt, for som leder af projektet, Heidi Aasborg, forklarer det, så kan man lære dem begreber som ‘tillid’ og ‘empati’ gennem netop idræt og en fysisk tilgang.  

Som formand gør det mig stolt, når jeg kan se, at nogle gør noget særligt og bruger socialpædagogik til at gøre en forskel. Og vi får brug for flere af den slags projekter, for det er os voksne og os som samfund, der skal lære børnene, hvad omdrejningspunkterne er i vores liv og vores måde at indrette samfundet på. Og de omdrejningspunkter er tillid og empati. Det bliver også centralt, når vi på tværs af både faggrupper og kommuner vil komme til at skabe en nødvendig plan for, hvordan vi sammen kan skabe rammerne for disse børns integration – og hjælpe til at skabe sunde, fornuftige og bidragende samfundsborgere.