Gå til indhold

Synspunkt

Er pædagoger nu også så rummelige?

Efter at have læst artiklen i Socialpædagogen med succeshistorien om, at ADHD ikke er en hindring (nr. 2/2015), har jeg brug for at fortælle min historie. Den er dog knap så rosenrød

10. april 2015

Artikel

Forfatter: Af Helle Olin

I dagens Danmark er der jo især i øjeblikket utrolig stor fokus på, at der skal være plads til alle, at vi skal være åhhh så rummelige, og at inklusion er en god idé, for det er jo vigtigt, at vi alle kan komme ud på arbejdsmarkedet og bidrage med et eller andet som voksne efter endt skolegang.

Vi skal alle tage en uddannelse og yde hver vores, og der er brug for, at alle bidrager, trods forskelligheder, evner og endda handicap.

Det lyder da også rigtig flot, men det er jo bare ikke sandheden – for der er ikke plads til os alle!

Vi er nogle, der på trods af en helt almindelig folkeskoleuddannelse, en gymnasial uddannelse og så også lige en videregående uddannelse oveni stadig ikke kan rummes på arbejdsmarkedet.

Jeg har kæmpet hele mit liv. Jeg har givet alt og forsøgt, at opfylde disse krav, så jeg kan yde og bidrage til arbejdslivet i det danske samfund. Så jeg kan vise, at jeg trods nogle medfødte vanskeligheder godt kan og rigtig gerne vil arbejde. Vise mine børn, at man står op og morgenen og går på arbejde og bidrager til samfundet.

Men det er godt nok svært, når man konstant bliver kasseret og aldrig får en chance for at vise, hvilke evner og kompetencer man indeholder. Når man aldrig får en chance for at vise, at man også kan, så forringer det livskvaliteten, og jeg kan virkelig godt forstå de mennesker, der opgiver undervejs, for det er fandeme hårdt at skulle rejse sig gang på gang og bare blive ved, når man gang på gang, år efter år, bliver kasseret.

Jeg kan også godt få lyst til at give op – men jeg vil ikke!

En helt anden samtale

Hver gang jeg bliver kaldt til samtale, hvilket jeg heldigvis ofte gør, og til slut gør opmærksom på, at jeg er fleksjobber (hvis jeg ikke lige har valgt at skrive det i ansøgningen, fordi timetallet på den opslåede stilling passer til mit behov), og hvorfor jeg er fleksjobber, så tager samtalen pludselig en helt anden drejning, og alle ansigtsudtrykkene ændres voldsomt.

Det kan have været en rigtig god samtale indtil da, hvor jeg har svaret uddybende, fagligt og kompetent på alle spørgsmål, samt givet en god beskrivelse af mig selv, og hvor mavefornemmelsen for en evt. ansættelse er rigtig god.

Men når jeg så slutter af med at fortælle, at jeg er fleksjobber og har ADHD (hvilket jeg på ingen måde kunne finde på at holde skjult, for jeg er et ærligt menneske som ikke vil snyde mig til et job), ja, så bliver det en helt anden samtale.

Pludselig får jeg spørgsmål som:

– Ja men kan du så godt gå på arbejde?

– Kan du så godt holde øje md børnene?

– Kan du godt åbne og lukke?

– Kan du godt stå for spisesituationer?

– Kan du godt huske aftaler?

– Kan du godt holde forældresamtaler og snakke med forældrene?

Osv. osv. osv.…

Den forkerte farve bluse?

Jeg kan så endnu en gang gå knust og grædefærdig fra samtalen og gå hjem og vente på opkaldet som endnu engang bekræfter, at jeg jo desværre ikke fik jobbet. Men at det da bestemt ikke var på grund af min ADHD.

Nå nej – det var nok fordi jeg havde en forkert farve bluse på!

De SFO’er, skoler, institutioner, ja endda de virksomheder uden for det pædagogiske arbejdsområde, som jeg har kontaktet, ønsker heller ikke engang at gøre brug af mig i en gratis praktikperiode på 3-5 uger.

De har ikke lige overskud til mig. De kan ikke lige rumme mig. De har ikke lige ressourcerne til at have mig i øjeblikket.

Okay… Så jeg er altså en belastning for dem.

Jeg er uddannet pædagog – et studie på tre et halvt år med bl.a. tre indlagte praktikforløb.

Jeg har taget denne uddannelse på lige fod med alle andre og uden nogen form for støtte, og har bestået alle mine praktikperioder, mine opgaver og eksaminer. Ikke lige med 12-taller i alt, men bestemt heller ikke med ene 4-taller.

Jeg er ikke dum eller på anden måde uarbejdsdygtig eller inkompetent i mit arbejde som pædagog.

Men jeg har nogle medfødte vanskeligheder som gør, at jeg ikke kan arbejde 25 timer, 30 timer eller 37 timer om ugen. Men derfra og så til at mene, at jeg er en belastning eller for ressourcekrævende…

Det er hårdt at skulle forholde sig til gang på gang, og det gør ondt – rigtig ondt…

Guldkorn

Jeg har ADHD, ja, men derudover er jeg menneske, mor og pædagog! Jeg er altid glad, fagligt dygtig, stabil og pligtopfyldende. Jeg er humoristisk og åben samt meget anderkendende og brænder utrolig meget for det pædagogiske arbejde.

Desuden besidder jeg jo nogle guldkorn, som ikke ret mange andre gør: Jeg har insider-viden i forhold til især ADHD hos børn og unge. Denne viden, som I andre og alle eksperterne kun kan læse jer til!

Jeg ved, hvad der trigger, jeg ved, hvordan det føles, og jeg ved, hvordan disse børn og unge tænker og føler, og hvorfor de netop i denne situation reagerer, som de gør. Jeg ved, hvordan de kan få en lettere hverdag, hvordan de kan støttes og guides gennem deres dagligdag i skole, SFO eller institution.

Jeg ved, hvad medicinen gør ved kroppen, samt hvad for lidt eller for meget medicin gør, og hvorfor det kan være en hjælp i dagligdagen, at barnet eller den unge får medicin.

Jeg ved alt det, I andre ikke ved – men som I tror, I ved…

Men alligevel kan jeg ikke bruges, og jeg er en ressourcekrævende belastning at have ansat.

For det er jo det, I mener, og det er det, I siger – om ikke andet så i hvert fald mellem linjerne – hver eneste gang jeg tager kontakt til jer.

En ting er i hvert fald sikker: Pædagoger er ikke rummelige: og der er bestemt ikke plads til forskelligheder!

Men det er bestemt noget, I selv går rundt og tror.

Så kære alle jer pædagoger rundt omkring, som selv mener, at I er ihh og åhh så rummelige og kompetente. Hvem er jer er rummelige nok til at give mig chancen? 


Læs artiklen ADHD-diagnose ingen hindring i Socialpædagogen nr. 2/2015.

 

Bliv medlem