Praksisbeskrivelse
Sådan gør de på Mette Marie
Pensionatet Mette Marie har fået en antropolog og en filosof til at beskrive stedets metode. Det handler bl.a. om, hvordan man skaber hjemlighed
10. april 2015
Forfatter: Af Maria Rørbæk
Hvad er det egentlig, vi går og gør i dagligdagen? Det spørgsmål har Pensionatet Mette Marie ønsket at besvare, men som forstanderen Marlene Kryger Engel siger:
– I dagligdagen kan det være svært at tillægge sig en passende distance for selv at kunne se, om man egentlig gør det, man tror, man gør. Vi ansatte derfor en antropolog og en filosof til at løse opgaven for os. De skulle observere, analysere og udarbejde en beskrivelse af vore metoder.
Resultatet foreligger nu i form af en lille bog, der bærer titlen: ‘At skabe muligheder for livsudfoldelse. Metoder i arbejdet med mennesker med sindslidelser og misbrug’.
Et konkret eksempel handler om, hvordan Mette Marie arbejder med hjemlighed. Her tager forskerne udgangspunkt i samfundsforskeren Carsten Schjøtt Phillipsen, der i sin ph.d. har beskrevet, hvad der skal til for, at mennesker oplever en hjemfølelse. Det drejer sig bl.a. om fravær af stress, kontrol over nære omgivelser, frihed fra andres regler, anerkendelse af ens tilstedeværelse og mulighed for tilbagetrækning.
Duft af mad
På Mette Marie arbejdes der på flere måder med at skabe denne følelses af hjemlighed – fx ved at medarbejderne altid banker på, når de går ind til en beboer, altid siger godmorgen og dermed anerkender beboerne, ligesom de fysiske rammer er tilstræbt hjemlige – fx fordi møblerne ser forskellige ud – og ved at personalet selv laver mad, så der spreder sig en hjemlig duft. Metodebeskrivelsen viser dog også nogle barrierer for at skabe denne hjemlighed – som fx arbejdstilsynets rygedirektiver, der gør, at beboerne ikke længere har mulighed for at ryge på fællesarealerne.
‘I et sådant tilfælde understreges bostedet som en arbejdsplads og ikke som et hjem’, konkluderer metodebeskrivelsens forfattere.
Ud over hjemlighed handler metodebeskrivelsen bl.a. om skadesreduktion, relationsarbejde, den reflektive kultur og den systemiske tilgang.
Metodebeskrivelsen er skrevet af Henriette Lund Skyberg og Stephanie Østergaard Christiansen og kan gratis downloades via www.kortlink.dk/gce6