Tilbageblik
Artikel medførte reprimande
Peter Abel Gjaldbæk fortalte i Socialpædagogen om det, han opfattede som nødvendig, ulovlig magtanvendelse. På baggrund af artiklen blev han kaldt til samtale i Socialtilsynet. I dag fastholder han, at ulovlig magtanvendelse kan være til barnets bedste
2. januar 2015
Forfatter: Af Maria Rørbæk
Socialpædagogens artikelserie om magtanvendelser begyndte med et interview med forstanderen på Ungecenter Porten i Hvidovre Peter Abel Gjaldbæk, der fortalte, hvordan Porten på særlige sommerhusture bruger ulovlig magtanvendelse for at sikre afrusning og relationsopbygning.
– På sommerhusturene er vi konsekvente. Meget konsekvente. Den unge kan ikke selv vælge, om han eller hun vil med – han eller hun skal med. Og må først komme hjem, når turen er slut på en bestemt dato. Vi låser ikke døren, men vi tænker os om og placerer fx den unge på det værelse, hvorfra det er sværest at stikke af, fordi man for at komme ud skal igennem det værelse, hvor socialpædagogerne sover. Og vi tager den unges jakke og sko om natten, sagde han.
I interviewet fortalte Peter Abel Gjaldbæk, at to af foreløbig fire sommerhusture var begyndt med en ulovlig magtanvendelse, idet den unge mod sin vilje var blevet båret ud i bilen og kørt afsted til sommerhuset.
– Jeg står helt ved, hvad vi gør, og vil gerne have det ud i det helt åbne. Også hvis det fx indebærer, at ombudsmanden siger, at vi skal stoppe med vores sommerhusture, for så er spørgsmålet: Hvad skal vi så? Skal vi lade de unge mennesker gå i hundene?
Kammeratlig samtale
I dag fortæller Peter Abel Gjaldbæk, at han og hans chef i forvaltningen på baggrund af artiklen blev indkaldt til det, Peter Abel Gjaldbæk kalder en ‘kammeratlig samtale’ i Socialtilsynet.
– De slog fast, at det vi havde gjort, var ulovligt, men det vidste jeg jo godt, og så havde vi en generel snak om magtanvendelser – men jeg må sige, at de råd, de kom med, var en smule frelste. Fx fortalte jeg om en episode, hvor vi med magt havde slukket for et musikanlæg på et værelse, hvor der blev spillet ekstremt højt midt om natten. Her lød forslaget, at vi skulle lydisolere med æggebakker, men det ser jeg ikke som en løsning, for hvis vi havde sagt det til den unge, havde han bare grinet os op i ansigtet. Jeg mener, at vi har et opdragende ansvar for at sige fra – og i øvrigt kan man slet ikke lydisolere sig ud af problemet, så højt som musikanlæg kan spille i dag.
Peter Abel Gjaldbæk understreger, at der siden Socialtilsynets besøg ikke har været nogen tilfælde af ulovlig magtanvendelse på Porten, og at der heller ikke har været nogen sommerhusture.
– Vi har ikke haft unge, der har haft behovet, og så skal vi jo selvfølgelig ikke gøre det, siger han.
Vil forhindre raseren
Peter Abel Gjaldbæk vil ikke igen skrue vinduerne fast i et sommerhus, og han er i tvivl om, hvorvidt han igen vil acceptere, at en ung mod sin vilje bæres ud i bilen – men på andre punkter, står han fast på, at ulovlig magtanvendelse kan være nødvendig.
– Vi har ikke haft situationen, men hvis en ung hos os begynder at smadre sit værelse, så vil vi altså holde ham fast og forhindre ham i det, selv om det ikke er lovligt.
Peter Abel Gjaldbæk håber, at reglerne for magtanvendelse bliver ændret.
– Jeg håber, at der kommer noget mere fornuft ind i lovgivningen. Der er fx ingen fornuftige forældre, der vil lade deres eget barn smadre sit værelse uden at gribe ind – og hvis et barn fx uhæmmet stjæler slik fra hylderne i Bilka, vil enhver ansvarlig forælder bære barnet ud af butikken. Men det må vi ikke.
Socialtilsynet har i efteråret gennemført et tilsynsbesøg på Porten, men stedet har endnu ikke fået rapporten.