Artboard 1 no disagree x error
Skift site
Menu

Kontaktforløb og obligatorisk selvbook

Som ledig skal du løbende have samtaler hos os i a-kassen og deltage i jobsamtaler på dit lokale jobcenter. I samarbejde med både os og jobcenteret skal du lave en plan for hvordan du hurtigst muligt kommer i job

Kontaktforløb - hvad vil det sige?

En del af rådighedsforpligtigelsen som dagpengemodtager indebærer, at du løbende skal deltage i samtaler både i a-kassen og på jobcenteret. Der kan også blive tale om, at du skal deltage i tilbud, som skal hjælpe dig i job. I lovgivningen hedder rækken af samtaler et kontaktforløb. 

 

Kontaktforløb i a-kassen

Fra 1. januar 2020 skal alle medlemmer af Socialpædagogernes A-kasse, som bliver indplaceret i en ny dagpengeperiode, kun have kontakt med a-kassen i de første tre måneders ledighed. Det sker som led i et 4-årigt a-kasseforsøg. 

Undtagelsen er medlemmer bosiddende i kommuner, der er godkendt som frikommuner. Det gælder alle kommuner i region Nordjylland samt kommunerne Gribskov, Fredensborg, Allerød og Ballerup. 

Du kan læse om a-kasseforsøget og kontaktforløbet her

Er du ikke omfattet af at have kontaktforløb i a-kassen skal vi stadig have samtaler med dig. Først en CV-samtale (nyledigmødet) senest to uger efter, at du er tilmeldt som ledig. Herefter en rådighedssamtale ca. efter 3 måneders ledighed og endnu en rådighedssamtale ca. efter 6 måneders ledighed. Bliver du afmeldt i kortere perioder skal vi også gennemføre en opfølgende CV-samtale, når du er tilmeldt igen.

Samtalerne har til formål at følge op på din jobsøgning og sikre, at du er opdateret på reglerne for dagpengemodtagere. Samtidig bruger vi samtalerne til at give dig vejledning og sparring på din jobsøgning. Du har pligt til at deltage i samtalerne hos os og skal selv booke rådighedssamtalerne.

Ovenstående beskriver kun de samtaler, som vi skal holde. Du er altid velkommen til at booke et temamøde eller en samtale. Book via Medlemsportalen og tage kontakt til os, hvis du ikke finder tidspunkter eller møder, der passer dig. 

Kontaktforløb i jobcenteret

I de første 6 måneder af din ledighedsperiode skal du til jobsamtale i jobcenteret ca. 1 gang om måneden. Herefter aftaler du og jobcenteret hvornår du skal til samtale. Vi deltager fra a-kassen i nogle tilfælde i  den første jobsamtale. Vi deltager også i en af samtalerne i 4-6 måned og igen ved 16 måneders ledighed.

Samtalerne har til formål at hjælpe dig med din plan om at komme i job. Du har pligt til at deltage i samtalerne i jobcenteret og du skal selv booke de fleste samtaler.

 

Aktivering

Som en del af din plan for at komme i job kan du blive tilbudt et aktiveringsforløb. Du planlægger aktiveringsforløbet sammen med jobcenteret og har mulighed for at ansøge om specifikke forløb. Dit aktiveringsforløb vil fremgå af Min Plan og du har pligt til at deltage i alle aktiveringsforløb. 

Du har ret og pligt til aktivering, senest når du har været ledig i 6 måneder.

Obligatorisk selvbook

Som ledig dagpengemodtager skal du selv booke nogle samtaler både i jobcenteret og hos os i a-kassen.

Vi giver dig besked, når det er tid til at du skal booke en samtale via brev. Det vil også fremgå på forsiden i Medlemsportalen, at du skal booke en samtale. 

De samtaler du skal booke i Socialpædagogernes A-kasse er rådighedssamtalerne som skal finde sted efter ca. 3 måneders ledighed og igen efter ca. 6 måneders ledighed. Du får en frist for, hvornår du senest skal booke samtalen. Vi anbefaler som udgangspunkt, at du booker samtalen i god tid inden din frist udløber. Dine valgmuligheder med hensyn til ledige tider vil nemlig værre større jo før du booker. Hvis du bliver forhindret på det tidspunkt, du først har valgt, vil der være mulighed for at ombooke samtalen inden fristen for booking. Samtalerne booker du som nævnt på Medlemsportalen

I jobcenteret skal du booke de jobsamtaler, som i de første 6 måneders ledighed skal finde sted hver måned og herefter hver 3. måned. På "Min side" på jobnet.dk, kan du se, hvornår du skal booke en samtale. Din frist for booking vil også fremgå af "Min side" når du booker samtalerne. Der vil som udgangspunkt være mulighed for at ombooke samtalen inden for fristen for booking, hvis du bliver forhindret på det tidspunkt, du først har valgt.

Hvad sker der, hvis du ikke booker?

Hvis du ikke booker en samtale inden for den frist du har fået oplyst af enten os eller jobcenteret, vil du blive afmeldt som ledig på jobnet.dk. Afmeldingen har virkning fra og med dagen efter udløb af fristen. Du vil som udgangspunkt først kunne få dagpenge, når du igen har tilmeldt dig som ledig. Ved tilmeldingen vil du blive meddelt en ny frist for booking af samtale.

Kontakt os før din frist for booking udløber, hvis du er i tvivl
Vi er altid klar med hjælp og vejledning, hvis du er i tvivl om hvordan du booker en samtale, hvis du oplever tekniske problemer eller lignende. Det er vigtigt at du kontakter os på telefon 7248 6010 før din frist for booking af en samtale udløber. Så har vi nemlig mulighed for at hjælpe dig, inden du bliver afmeldt som ledig.

Hvis du oplever problemer med at booke samtaler i jobcenteret, er det jobcenteret du skal kontakte.

Fritagelse for selvbook

I meget særlige tilfælde kan a-kassen eller jobcenteret fritage for selvbooking.

Fritagelsen kommer kun på tale, hvis a-kassen eller jobcenteret vurderer, at det er uforholdsmæssigt svært eller umuligt for en dagpengemodtager at booke selv fx grundet ringe IT-kundskaber.

Kontakt sagsbehandlerteamet på telefon 7248 6010 eller send en mail til dagpenge@sl.dk, hvis det er aktuelt for dig. Du kan også kontakte dit jobcenter, hvis du vil søge om fritagelse.

Afbud til samtaler i a-kassen og jobcentret

Du har pligt til at møde til samtaler og aktiviteter, som a-kassen, jobcentret eller anden aktør har indkaldt dig til. 

Udebliver du fra en samtale eller aktivitet, mister du retten til dagpenge fra dagen for udeblivelsen, til du igen genopretter kontakten. Det gælder uanset årsagen til udeblivelsen.

I følgende situationer har du dog en gyldig grund til at udeblive fra en samtale eller aktivitet:

  • Du opfylder din rådighedsforpligtelse, fordi du på tidspunktet for samtalen/aktiviteten er på arbejde, til ansættelsessamtale eller deltager i tilbud, som du er indkaldt til af a-kassen, jobcentret eller anden aktør.
  • Ferie, som er registreret hos jobcentret eller a-kassen senest 14 dage før feriens start og inden du er blevet indkaldt til samtalen/aktiviteten
  • Sygdom, som er registreret hos jobcentret inden tidspunktet for samtalens/aktivitetens begyndelse
  • Manglende pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer, der kræver pleje og som er registreret hos jobcentret forud for samtalens begyndelse.
  • Manglende pasningsmulighed på grund af Covid19 for et eller flere børn.