Gå til indhold

Fravalg af efterlønsordningen

Har du fortrudt, at du har tilmeldt dig efterlønsordningen, kan du søge om at få dine indbetalte efterlønsbidrag tilbagebetalt.

Hvis du fravælger efterlønsordningen

Du kan altid fravælge indbetaling til efterlønsordningen og søge om at få dem tilbagebetalt. Hvis du gør det, får du det indbetalte efterlønsbidrag overført til din pensionsordning. Hvis det er en pensionsordning, som ikke bliver beskattet ved udbetalingen (fx en alderspension), trækker vi en afgift til Skat ved overførslen. Hvis din pensionsordning bliver beskattet ved udbetalingen (fx kapitalpension, ratepension), overfører vi efterlønsbidraget skatte- og afgiftsfrit.

Kontant udbetaling af efterlønsbidraget

I nogle tilfælde skal dit efterlønsbidrag ikke overføres til din pension, men du får det i stedet udbetalt kontant efter modregning af afgift eller skat:
  • Hvis du får førtidspension (afgift på 30 pct.)
  • Hvis du har betalt til ordningen i mindre end et år (indkomstskat)
  • Hvis du når efterlønsalderen og ikke vil gøre brug af ordningen (indkomstskat)
  • Hvis du flytter permanent til udlandet (indkomstskat)

Du skal udfylde en blanket AR 252 for at framelde ordningen og få efterlønsbidraget udbetalt/overført.

Når du pensionsalderen uden at have benyttet efterlønsordningen – og har du ikke optjent tilstrækkelig stor skattefri præmie – tilbagebetaler vi automatisk dit efterlønsbidrag til dig. Vi trækker indkomstskat ved udbetalingen.

Ved dødsfald bliver efterlønsbidraget udbetalt til boet – i det tilfælde betales en afgift på 30 pct.

Pause i betalingen

Hvis du har betalt til ordningen senest fra din 30-årsdag, kan du i nogle tilfælde holde pause med at betale.
Ring til vores afdeling for kontingent og medlemskab på 7248 60 00, hvis du vil høre om dine muligheder.

Bliv medlem
Bliv medlem