Gå til indhold

Supervision og uddannelse

Som plejefamilie er man i en situation, hvor tingene hurtigt kan ændre sig. Løbende uddannelse og supervisen er en god støtte at have med sig. Læs mere her.

Det fremgår af plejefamiliebekendtgørelsen, at plejefamilier har ret og pligt til at deltage i mindst to hele årlige kursusdage, og den anbringende kommune skal tilbyde supervision, der er i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Selvom du som familieplejer har talt behovet for supervision og efteruddannelse igennem ved kontraktindgåelsen, kan hverdagen ændre sig markant i forhold til den indgåede aftale. Plejebarnets forældre kan opleve nye, alvorlige udfordringer, der kan ske ændringer i din egen familie, eller plejebarnet kan udvikle sig i uforudsete retninger. Alt sammen noget, der kan kalde på et ændret behov for supervision og efteruddannelse, der måske ikke er taget højde for fra starten. Kommunen er forpligtet til at tilbyde supervision, herunder rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang, så hvis det viser sig, at opgaven er tungere end forventet, så skal der også gives mere supervision og vejledning.

Det er ofte i den første tid efter anbringelse, at plejefamilier har behov for støtte. For at forebygge sammenbrud tidligt i anbringelsen, og for at sikre at plejefamilier og børn får de bedste forudsætninger for en vellykket anbringelse, skal støtten til plejefamilier være intensiv i begyndelsen af anbringelsen, dvs. i det første år plejefamilien har barnet eller den unge anbragt hos sig.

Den intensive støtte skal i omfang svare til mindst en ekstra uddannelsesdag. Plejefamilien modtager derfor efteruddannelse svarende til mindst tre hele kursusdage det første år af anbringelsen.

For at læse mere om rollen som familieplejer, kan du dykke videre ned i vores håndbog. Her kan du blandt andet læse mere om dine rettigheder før, under og efter en anbringelse. 

Find håndbogen her
Bliv medlem
Bliv medlem