Gå til indhold

Barsel og sygdom

At stå over for længerevarende sygdom eller blive gravid er nogle af de situationer, hvor arbejdet som plejefamilie giver anledning til de største udfordringer.

INDHOLD PÅ DENNE SIDE

Dit hverdags- og arbejdsliv som plejefamilie er skruet sammen på en måde, hvor du ikke 'bare' kan melde dig syg eller gå på barselsorlov. Teknisk set er man som plejefamilie dækket ind som alle andre ved sygdom eller graviditet. Men at gå på barselsorlov eller på sygedagpenge kan få store konsekvenser for dine plejebørn og dig selv.

Derfor er det vigtigt, at du så hurtigt som muligt, hvis du står over for enten en graviditet eller længerevarende sygdom – ud over at orientere anbringende kommune og tilsynet– kontakter dit kredskontor. Reglerne er indviklede, og du skal have hjælp til at få overvejet de forskellige løsningsmuligheder. Og du skal have tid til at 'mærke efter', hvad der vil være holdbart for din familie, hvad der er overskud til, og hvad der er muligt.

Barsel

Teknisk set kan en plejefamilie ikke fyres på grund af graviditet. I praksis forholder det sig ofte anderledes, da nogle familieplejere har skrevet under på en kontrakt, hvor der står, at der ikke må være børn i familien, der er yngre end plejebarnet. Det er vigtigt at få drøftet dette forhold med anbringende kommune så hurtigt som muligt af hensyn til plejebarnet.

Derudover er der nogle helt fundamentale spørgsmål, du står over for ved en graviditet:

Vil du kunne drage omsorg for plejebarnet/plejebørnene under graviditeten og efter fødslen? Her er det vigtigt at være ærlig over for dig selv, din familie og kommunen. Hvis du kan svare 'ja' til dette spørgsmål, vil løsningen være, at du ikke tager barselsorlov. Husk under alle omstændigheder at orientere kommunen om din graviditet.

Hvis du svarer 'nej', vil plejetilladelsen så kunne overføres til din mand under dele af graviditeten og i den nødvendige periode efter fødslen? Drøft i god tid med kommunen, om dette kan lade sig gøre – afhængigt af plejeanbringelsen kan det betyde, at din mand skal tage orlov fra sit arbejde eller evt. gå ned i tid. Hvis plejetilladelsen overføres til din mand, har du krav på barselsdagpenge (men ikke løn/vederlag, medmindre dette er præciseret i kontrakten).

Hvis løsningen bliver, at du overfører plejetilladelsen til din mand, og du ud over at være familieplejer også har eksempelvis offentligt pædagogarbejde, vil der blive udbetalt løn under orloven fra dette arbejde i henhold til barselsaftalen.

Hvis du har arbejde ved siden af dit plejefamiliearbejde og er omfattet af en overenskomst, så kan Du læse mere om de offentlige barselsregler her

Hvis du ikke er omfattet af en overenskomst, kan du læse om reglerne her

Barsel og orlov - Barselsdagpenge (borger.dk)

Endelig kan du overveje, om den periode, hvor du skønner, at du ikke kan tage vare på dine plejebørn, vil være af så kort varighed, at du skal søge at få en støtteperson i hjemmet. Nogle kommuner er villige til dette for at bevare plejeforholdet.

Alle disse overvejelser kan måske ende med, at du ikke ser anden udvej end at afbryde plejeforholdet. Også her er det vigtigt at have kontakt til dit kredskontor, der kan rådgive dig om, hvordan du bedst forholder dig.

Sygdom

Mange af de overvejelser, du som familieplejer skal gøre dig, hvis du bliver (langvarigt) syg, er de samme som ved graviditet. Dette betyder i langt de fleste tilfælde, at en familieplejer, der er syg, ikke sygemelder sig over for anbringende kommune og dermed fortaber retten til at få udbetalt sygedagpenge for arbejdet som familieplejer.

Men hvis du når til det resultat, at du vælger at melde dig syg over for kommunen (og enten overfører plejetilladelsen til din ægtefælle eller afbryder plejeforholdet), er reglen, at anbringende kommune skal betale dine sygedagpenge de første 30 dage, hvis plejeforholdet har varet mere end otte uger, og indtægten omregnet til timer svarer til mindst 74 timer. Herefter overgår du til din egen kommune, hvor du også skal hente vejledning om sygedagpenge.

Hvis du har anden beskæftigelse ved siden af familieplejearbejdet, vil du i visse situationer kunne vælge kun at sygemelde dig fra dette arbejde.

Det er normalt en forudsætning for, at man kan få sygedagpenge, at man er uarbejdsdygtig – hvilket som nævnt for en familieplejer betyder, at man ikke har plejebørn boende. Det er dog anerkendt, at man – hvis man har flere typer beskæftigelse samtidig – i visse situationer på baggrund af en lægelig vurdering godt kan være sygemeldt fra det ene ansættelsesforhold og raskmeldt i det andet, uden at en ret til eventuel løn under sygdom bortfalder. Arbejdsgiveren skal dog være berettiget til refusion.

Situationen kan være kompliceret, så det må anbefales, at du – hvis du står over for en sådan situation – tager kontakt til Socialpædagogernes lokale kredskontor samt bopælskommunen, som udbetaler sygedagpenge, for at få afklaret dine rettigheder i det konkrete tilfælde.

For at læse mere om rollen som familieplejer, kan du dykke videre ned i vores håndbog. Her kan du blandt andet læse mere om dine rettigheder før, under og efter en anbringelse. 

Find håndbogen her
Bliv medlem
Bliv medlem