Gå til indhold

Socialpædagogernes tilbud til plejefamilier

Her kan du læse mere om, hvilke redskaber vi stiller til rådighed for dig som medlem.

Plejefamilien

Medlemmer af Socialpædagogerne får ca. 9 gange årligt et nyhedsbrev, der er målrettet plejefamilier.

Socialpædagogernes tilbud til plejefamiliemedlemmer

Hvis – når – du bliver plejefamilie og melder dig ind i Socialpædagogerne, har du ret til rådgivning og bistand om dine ansættelsesretlige forhold.

Det er din lokale kreds, der varetager dine interesser, både i forhold til den individuelle kontrakt, du har med den anbringende kommune, og i forhold til den godkendelse, du har fra Socialtilsynet.

Du kan få hjælp til alt fra indholdet i din ansættelseskontrakt, over dine rettigheder ved ferie og til en eventuel inddragelse af din plejetilladelse. Du kan desuden få hjælp fra forbundet, hvis kommunen har planer om, at du skal sættes ned i vederlag. Hvis der skal være forhandlinger med kommunen, har du mulighed for at få en bisidder med fra kredsen.

Herudover kan du få juridisk bistand i arbejdsskadessager, ligesom plejefamiliemedlemmer er omfattet af den ordning, Socialpædagogerne har indgået med Falck Healthcare om gratis krisehjælp hos psykolog.

På forbundets hjemmeside findes en samlet oversigt over de ydelser, du kan gøre brug af når du melder dig ind i Socialpædagogerne.

Du kan se oversigten her.

Socialpædagogernes klagenævn

Socialpædagogerne har deres eget, uvildige klagenævn bestående af en dommer og to medlemmer af Socialpædagogerne. Nævnet er uafhængigt af forbundet, og dets udtalelser er vejledende. Nævnet skal sikre, at medlemmer, der mener, der er begået fejl eller forsømmelser i behandlingen af deres sag enten af kredsen eller forbundet, kan få en upartisk instans til at vurdere sagen, hvis alle andre klageveje i forbundet er udtømte.

Hvis du har været utilfreds, med den hjælp du har modtaget i forbundet, har du mulighed for at klage. Du skal i første omgang klage til kredsbestyrelsen, som vil vurdere, om du har fået den hjælp, du har ret til. Du vil modtage en afgørelse fra kredsbestyrelsen, og hvis du ikke er tilfreds med afgørelsen, har du mulighed for at klage til Forretningsudvalget og herefter Klagenævnet.

Netværk for plejefamiliemedlemmer

Fordi plejefamilier arbejder meget alene, er behovet for at kunne deltage i et fagligt netværk indlysende. Plejefamiliemedlemmer i Socialpædagogerne har tilbud på tre forskellige niveauer.

En lokal organisering i kredsene: De lokale kredse laver forskellige arrangementer og netværksgrupper i samarbejde med de lokale familieplejeudvalg/ styregrupper for plejefamilier. Her kan du få et kollegialt, fagligt netværk sammen med andre plejefamilier i dit område. I netværket kan du og de øvrige plejefamilier udveksle erfaringer, udvikle den faglige side af plejefamilieområdet og afholde arrangementer. På kredsenes hjemmesider kan du finde dit lokale netværk. Du har mulighed for selv at få indflydelse på, hvilke arrangementer der skal afholdes, hvis du tilslutter dig et lokalt netværk i din kreds. De lokale arrangementer annonceres i Socialpædagogen, i familieplejernes nyhedsbrev Plejefamilien og i kalenderen på forbundets hjemmeside som du finder her

Arrangementer for plejefamilier

Landsudvalget for familieplejere: Landsudvalget har til opgave at kvalificere Socialpædagogernes arbejde, der relaterer sig til plejefamilier og sikre vidensdeling. Formanden for landsudvalget er Gitte Jensen.

Du kan læse mere om landsudvalget her.

Landskonference for plejefamilier: Der afholdes en årlig landskonference for plejefamilier med faglige oplæg fra eksperter på plejefamilieområdet.

Landskonferencen afholdes hvert år i maj. På landskonferencen udveksler plejefamilierne erfaringer, og de koordinerer og udvikler plejefamiliernes faglige linje og politik.

Her kan du læse mere om plejefamiliernes organisering i Socialpædagogerne og de mange tilbud, der er.

Kriseberedskab – Falck Healthcare

Plejefamiliemedlemmer, der er fuldtidsforsikrede medlemmer af Socialpædagogerne, har adgang til krise, - og psykologhjælp hos Falck Healthcare.

Kriseberedskabet giver mulighed for gratis hjælp døgnet rundt via Falck Healthcares Rådgivningscenter. Det er rettet mod de medlemmer, der kommer ud for en alvorlig hændelse, f.eks. vold, trusler, ulykker, alvorlig sygdom, dødsfald eller står i anden alvorlig livskrise med f.eks. psykiske og eksistentielle problemer, misbrug eller stress, som hverken Socialpædagogerne, kommunen eller netværket kan hjælpe med.

I rådgivningscenteret sidder medarbejdere, der er særligt uddannede til at tale med mennesker, som befinder sig i en vanskelig situation.

Du skal ved henvendelse til Falck Healthcare oplyse dit navn, at du er plejefamiliemedlem i Socialpædagogerne, dit personlige medlemsnummer, som er blevet udsendt af forbundet til alle fuldtidsforsikrede plejefamiliemedlemmer og hvilken kreds i Socialpædagogerne, du tilhører.

Nummeret til Falck Healthcares døgnåbne, psykologiske rådgivning er 70 10 20 12.

Du kan læse mere om mulighederne for psykologhjælp på siden Psykologhjælp til plejefamilier.

Plejefamiliernes håndbog

For at læse mere om rollen som familieplejer, kan du dykke videre ned i vores håndbog.

Her kan du blandt andet læse mere om dine rettigheder før, under og efter en anbringelse.

Find håndbogen her
Bliv medlem