Når et barn skal anbringes

Her kan I som potentiel plejefamilie få et overblik over, hvilke regler der kan være for at anbringe et barn, hvad det vil sige at være familieplejer og hvilke typer af plejefamilier der findes.

Indhold på denne side

Når et barn skal anbringes

Et barn eller en ung kan have så store vanskeligheder, at kommunen beslutter, at det skal anbringes udenfor hjemmet. En sådan beslutning må normalt altid først træffes efter en § 50-undersøgelse, en handleplan og en samtale med barnet.

Familiepleje er den mest brugte anbringelsestype. 66% af anbragte børn og unge er i dag (2020) anbragt i en plejefamilie.

Andre typer anbringelsessteder er egne værelser, kollegier etc., opholdssteder og døgninstitutioner. Den kommune, hvor forældremyndighedsindehaveren bor, beslutter, hvilken type anbringelsessted barnet eller den unge skal anbringes i. Barnet og dets forældre inddrages i valg af anbringelsessted – men hverken barn eller forældre kan beslutte hvilket konkret sted barnet skal anbringes.

Den 1. juli 2019 blev der indført 3 nye former for familiepleje som erstattede de tidligere kommunale og almindelige plejefamilier samt de konkret godkendte plejefamilier. De tre typer plejefamilier er:

Almene plejefamilier: Familier der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn med lette til moderate støttebehov
Forstærkede plejefamilier: Familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med moderate til svære støttebehov
Specialiserede plejefamilier: Familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære støttebehov

Allerede konkret godkendte plejefamilier bevarer deres konkrete godkendelse indtil pågældende barn/ung ikke længere er anbragt i familien og de allerede konkret godkendte plejefamilier vil fortsat være underlagt den anbringende kommunes tilsyn. Fra den 1. juli 2019 er det dog ikke længere muligt for kommunerne at lave nye konkrete godkendelser.

Netværksplejefamilier eksisterer fortsat efter 1. juli 2019 og det er fortsat den anbringende kommune, der godkender en netværksplejefamilie.

Der findes ingen faste regler for, hvornår et barn eller en ung anbringes i en plejefamilie til forskel fra fx en døgninstitution. Men det er klart, at der fra kommunens, forældrenes og barnets eller den unges side skal være en tro på, at netop et familielignende tilbud vil være til gavn for barnet/den unge. Servicelovens § 68b præciserer, at kommunen skal vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og herunder vurdere om en anbringelse i plejefamilie, er mest hensigtsmæssig. Det fremgår endvidere af loven at søskende så vidt muligt skal anbringes sammen.

I langt de fleste tilfælde sker en anbringelse som en frivillig aftale mellem kommunen og barnets eller den unges forældre samt den unge selv, hvis han eller hun er over 15 år. Opnås ikke en sådan frivillig aftale, kan kommunen tvangsanbringe barnet eller den unge, hvis kommunen skønner, at der er en åbenbar risiko for, at barnets/den unges sundhed eller udvikling ellers lider alvorlig skade.

Når et barn eller en ung kommer i familiepleje, har kommunen pligt til at opstille mål for den opgave, som plejefamilien påtager sig. Det er ikke et krav, at plejefamilien selv skal kunne påtage sig alle opgaverne – en familieplejeanbringelse kan være koblet med fx psykologbehandling, fysioterapi eller anden behandling. Det fremgår nemlig af servicelovens § 55, at når et barn anbringes i plejefamilie, så kan der ved særlige behov foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden behandling.

Kommunens mål med anbringelsen skal også indeholde en plan for, hvilke skoletilbud og fritidstilbud, barnet/den unge skal deltage i, og hvor længe familieplejeanbringelsen skønnes at vare. Herudover skal kommunen, inden barnet eller den unge kommer i plejefamilien, hjælpe denne med at finde en person i familien eller netværket, som kan fungere som barnets eller den unges støtteperson under anbringelsen.

Alle plejefamilier skal på kursus for at blive godkendt. For de generelt godkendte plejefamilier er det en del af godkendelsen at beslutte, hvor mange plejebørn eller aflastningsbørn familien kan og vil rumme. Som en tommelfingerregel hedder det, at der maksimalt kan være fire døgnplejebørn i en plejefamilie.

Det er altid anbringende kommune, der betaler familieplejeren i form af vederlag, betaling for kost og logi og dækning af andre udgifter.

ORDFORKLARING: FAMILIEPLEJER OG PLEJEFAMILIE

Når man veksler mellem ordene familieplejeren og plejefamilien skyldes det, at det er én person, kommunen skriver kontrakt med, selvom det i praksis er hele familien, der inddrages i opgaven og det er hele familien Socialtilsynet godkender, når I søger om godkendelse som plejefamilie. Socialpædagogerne organiserer en stor del af de familieplejere, der pt. har børn i pleje.

Netværkspleje

I nogle tilfælde vil det, i forbindelse med § 50-undersøgelsen og kommunens beslutning om en anbringelse, fremgå, at der i barnets netværk er en person eller en familie, der gerne vil og skønnes egnet til at have barnet boende. Når ordet “netværk” bruges, er det for at signalere, at det både kan være familiemedlemmer til barnet og fx fodboldtræneren, klubpædagogen eller klassekammeratens forældre.

For netværksplejefamilier gælder der særlige regler. For det første skal de godkendes af den kommune, som forældremyndighedsindehaveren bor i. For det andet bliver de kun godkendt til det konkrete barn (eller det søskendepar), som anbringelsen drejer sig om. Og for det tredje får de som udgangspunkt ikke betaling (vederlag) for at have barnet eller den unge boende. I stedet har netværksfamilien i særlige tilfælde mulighed for at søge tabt arbejdsfortjeneste, og det er muligt at få dækket særlige udgifter, når barnet flytter ind (indkøb af en større bil, indretning af ekstra værelse mv.).

Herudover får netværksplejefamilien samme dækning for kost og logi som andre plejefamilier og samme støtte fra kommunen i form af tilsyn og supervision.

En netværksplejefamilie skal i lighed med andre plejefamilier gennemgå et kursus i forbindelse med sin godkendelse. Kurset skal have en varighed af mindst 4 kursusdage og begge netværksfamilieplejere skal deltage i kurset. Udgifter til kurset afholdes af den kommune, der har godkendt netværksplejefamilien.

Bekendtgørelse om plejefamilier indeholder i kapitel 2 en nærmere beskrivelse af regler om godkendelse, grundkursus og honorering af netværksplejefamilier.

Du kan læse bekendtgørelsen her

Privat familiepleje

En privat plejetilladelse er en tilladelse til, at et barn eller en ung bor hos et familiemedlem eller en anden familie, uden at det offentlige på samme måde som ved formidlet døgnpleje, netværksanbringelser og aflastningsforanstaltninger fører løbende tilsyn med anbringelsen og har udgifter forbundet med opholdet. Når et barn under 14 år har boet tre sammenhængende måneder hos andre end sine egne forældre, skal der søges tilladelse til opholdet hos den kommune, hvor barnet nu bor. En sådan tilladelse gives, hvis kommunen skønner, at opholdet er til gavn for barnet eller den unge og efter, at kommunen har undersøgt familien. Privat døgnpleje er ikke en anbringelse i lovens forstand, men beror alene på en aftale mellem forældremyndighedsindehaveren og den private plejefamilie.

Aflastning

Der er en række forskellige årsager til, at en kommune beslutter, at et barn eller en ung skal i aflastning. For familieplejere er der to årsager, der er relevante:

Den ene er, at kommunen i forbindelse med en § 50-undersøgelse kan beslutte, at barnet/den unge ikke skal anbringes udenfor hjemmet, men i stedet skal i aflastning. Det kan være børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller børn og unge med sociale vanskeligheder.

Den anden er, at et barn/en ung, der allerede er anbragt i en plejefamilie, som noget ekstra skal have tilknyttet aflastning.

I begge tilfælde vil aflastningen ofte ske i en aflastningsfamilie, men den kan også finde sted i for eksempel en netværksplejefamilie, på en døgninstitution eller på et opholdssted. Der kan være forskellige formål med aflastningen. Et formål kan være, at barnets familie trænger til et pusterum, og barnet måske samtidig har behov for de oplevelser, en aflastningsfamilie kan tilbyde. Et andet formål kan være, at barnets egen familie ikke kan yde den behandling eller den optræning, som en professionel aflastningsfamilie kan yde. I de tilfælde, hvor barnet allerede er i familiepleje, kan aflastningen tilbydes for at give plejefamilien og måske også plejebarnet et afbræk i hverdagen.

I alle tilfælde skal et aflastningsforhold være af kortere varighed – typisk 1-2 dage ad gangen, typisk weekender og ferier – men i en række tilfælde også efter aftale på hverdage.

For at blive aflastningsfamilie skal man godkendes som plejefamilie, herunder på grundkursus, og man modtager løbende tilsyn, når man har et barn i aflastning. Til gengæld har en aflastningsfamilie ikke samme ret til og pligt til at modtage efteruddannelse og supervision som døgnplejefamilier.

I resten af håndbogen vil vi have fokus på den formidlede døgnpleje og på aflastning i en aflastningsfamilie og vi vil – når det er relevant – skelne mellem de forskellige typer af formidlet døgnpleje.

For at læse mere om rollen som familieplejer, kan du dykke videre ned i vores håndbog. Her kan du blandt andet læse mere om dine rettigheder før, under og efter en anbringelse.