Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu
SP_ViEr_Kongres_Black_560.jpg

Hovedbestyrelsens politiske beretning

Den politiske beretning fra Socialpædagogernes hovedbestyrelse for kongresperioden 2016- 2018 omhandler forbundets væsentligste indsatsområder.

Den politiske beretning blev behandlet tirsdag den 13. november 2018.
Beretningen blev enstemmigt vedtaget.

Hovedbestyrelsens politiske beretning 2016-2018 (pdf)

To års arbejde for socialpædagoger - og for gode liv til borgerne

Socialpædagogerne arbejder for medlemmerne - og for at borgerne får gode liv. På Christiansborg, lokalt i kommunerne, i forhandlinger med arbejdsgiverne - og mange andre steder. På kongressen bliver der gjort status over politiske sager, indsatser og resultater. Læs herunder et udpluk fra beretningen.

122

mio. kr. i erstatning til medlemmer med en arbejdsskade

422

socialpædagoger har fået job- og karriererådgivning, siden ordningen så dagens lys i februar 2016

20

mio. kr til efteruddannelse (fra Den Kommunale Kompetencefond) til 1668 medlemmer

Udpluk fra beretningen

Socialpædagogisk satspulje

Både i 2016 og 2017 lykkedes det Socialpædagogerne at få sat markante fingeraftryk på satspuljeforhandlingerne. En tydelig satsning på praksisviden og virksomme metoder på voksenområdet samt børne- og ungeområdet.

Afprøvning af nye former for efterværn. Og en ny handlingsplan mod hjemløshed. Socialpædagogerne kom også med input til en ny civilsamfundsstrategi, som understreger, at forudsætningen for at tale frivillighed ind i offentlige opgaver er, at der er de rette fagligheder til at facilitere kontakten mellem borger og civilsamfund.

Endelig betød satspuljemidler et massivt løft til børn anbragt hos plejefamilier samt oprettelsen af Den Sociale Investeringsfond, der skal investere i og udvikle veldokumenterede velfærdsindsatser.

15 nye ambassadører

Den fagpolitiske uddannelse blev oprettet i 2016, og siden er første hold socialpædagogiske ambassadørere blevet uddannet i alt fra strategisk analyse til skrivning af debatindlæg og personlig kommunikation. Med deltagernes egne ord har de trænet i at være ’førstehjælpere’ for fagligheden på arbejdspladserne, og de har skabt øget bevidsthed om faget.

Pionerer for faget

Den socialpædagogiske faglighed skal sættes i spil på en række nye jobområder – og det er lykkes. Både i psykiatrien, på flygtningeområdet og især på ældre- og demensområdet er det gået op for beslutningstagere, at socialpædagogikken kan gøre en forskel. Men også på den nye uddannelse, FGU, der er målrettet ressourcesvage unge med forskellige udfordringer, er der et stort potentiale for socialpædagogikken – og socialpædagoger.

Hovedsponsor for LYKKELIGA

Socialpædagogerne er i kongresperioden blevet hovedsponsor for LykkeLiga – den landsdækkende håndboldliga for børn med udviklingshæmning. Sponsoratet, der rækker tre år frem, afspejler forbundets vision om et solidarisk og inkluderende samfund. LykkeLiga viser desuden, hvordan frivillige kan bidrage til at skabe netværk og livsværdi for de borgere, socialpædagogerne arbejder med - og for.

OK18 - et forlig, vi sent glemmer

Overenskomst 2018 blev på alle måder en historisk overenskomst for Socialpædagogerne. Det startede allerede ved udtagelse af egne krav, hvor alle medlemmer gennem en stor online kampagne deltog direkte i udtagelsen af kravene til arbejdsgiverne. De faglige organisationer på det offentlige område fandt sammen om en række krav i en såkaldt musketered. Forhandlingerne sluttede med de historiske dage i Forligsinstitutionen, hvor der efter syv ugers intense forhandlinger blev indgået forlig på alle tre offentlige områder. Vi fik en ramme på 8,1 pct., som indeholdt  reallønsforbedringer. Vi sikrede en reguleringsordning uden privatlønsværn. Vi fik en ligeløns – og lavtlønspulje, vi fik betrygget spisepausen - og vi fik forhindret forringelser på seniorområdet.

Da aftalen landede, blev en altomfattende storkonflikt på hele det offentlige område afværget. Men i arbejdet med at udsende konfliktvarsler og lave planer for nødberedskab viste det sig imidlertid på rigtig mange arbejdspladser, at man ikke engang var i stand til at stille med et tilstrækkeligt antal medarbejdere for blot at opretholde den vitale drift. En klar ubalance mellem ressourcer og opgaver, der fremadrettet skal forfølges både lokalt og på landsplan.

Ja ja.PNG 1184.PNG

Fokus på arbejdsmiljø

Socialpædagogerne arbejder fortsat på at forbedre medlemmernes arbejdsmiljø. En arbejdsmiljøundersøgelse i februar 2017 viste, at der er sket en positiv udvikling af medlemmernes arbejdsmiljø fra 2013 til 2017. Medlemmernes oplevelse af det psykiske og fysiske arbejdsmiljø er mere positiv, og der er sket et fald i forekomsten af bl.a. vold, mobning og stress. Undersøgelsen viser også, at supervision og sparring har en positiv effekt på trivslen og samarbejdet, og at en synlig arbejdsmiljørepræsentant har en gavnlig effekt på arbejdsmiljøet.

To nye studieambassadører

To studerende blev ansat som studieambassadører for Socialpædagogerne som et pilotprojekt på Campus Viborg og Campus Aarhus C. De to skulle fremme og synliggøre den socialpædagogiske faglighed over for de studerende.

154 mio. kr. til hjemløse

En ny hjemløsetælling viser igen en stigning i antallet af hjemløse. Socialpædagogerne har budt ind med løsninger til socialministeren og regeringens hjemløsehandlingsplan. Politisk førte det til en handlingsplan med fokus på unge hjemløse, udbredelse af den socialfagligt baserede tilgang Housing first samt styrkede indsatser for langvarigt hjemløse. Det blev vedtaget som del af satspuljeaftalen for 2018, hvor der blev afsat 154 mio. kr.

Krav for familieplejere

Gennem mange år har det været et udtalt ønske at få en kollektiv aftaledækning for familieplejere, så der kommer gennemskuelige og stabile ansættelsesforhold. Socialpædagogerne rejste derfor i december 2017 et selvstændigt krav overfor KL om en overenskomst/aftale for familieplejere med familiepleje som hovedbeskæftigelse. Der har været gode og konstruktive drøftelser med KL, som forhåbentlig munder ud i et fælles grundlag, der kan sikre gennemskuelige og stabile løn- og ansættelsesforhold for familieplejerne.

Færre falder ud af dagpengesystemet

Dagpengeretten regnes nu i timer i stedet for i uger, og alle arbejdstimer kan bruges til at forlænge dagpengeretten i op til et år. Det betyder, at færre medlemmer falder ud af dagpengesystemet. Det er et af de positive resultater af den politiske aftale om et nyt dagpengesystem, der dog også reducerede dagpengesatsen for alle – og især nyuddannede. Men det er ikke lykkedes politikerne at skabe et mere enkelt dagpengesystem. Det er tværtimod mere kompliceret nu, og det har bl.a. givet store udfordringer i arbejdet med at implementere reformen i A-kassens systemer og sagsbehandling. Socialpædagogerne arbejder intensivt for at minimere ledige medlemmers negative oplevelse. Det politiske arbejde for et trygt dagpengesystem for alle fortsætter.

Satsninger på psykiatriområdet

På baggrund af drabet på en ansat på botilbuddet Lindegården i 2016 oprettede politikerne 150 specialiserede psykiatriske pladser til mennesker med psykiske lidelser og misbrug - placeret i hospitalspsykiatrien.

Sammen med Dansk Sygeplejeråd fik Socialpædagogerne lavet et juridisk responsum på lovforslaget. Dette blev brugt til interessevaretagelse blandt de andre 33 organisationer i Psykiatrialliancen. De massive pres førte til, at lovforslaget blev trukket tilbage og gennemgik ændringer på markante områder, inden det blev fremsat igen. Pladserne er etableret i 2018 - og i den forbindelse er der flere steder ansat socialpædagoger. Men desværre løser pladserne ikke de dybere udfordringer i psykiatrien, og Socialpædagogerne arbejder fortsat for et massivt løft af socialpsykiatrien.

31.025 i et fagligt selskab

Socialpædagogerne har oprettet seks faglige selskaber, som giver medlemmerne et socialpædagogisk netværk. Foreløbig har 31.025 medlemmer fået et fagligt selskab. Selskaberne bruges både til at opbygge viden og dokumentation indenfor de enkelte selskabers socialpædagogiske område – og til at gøre Socialpædagogerne klogere.

Forskning med socialpædagogisk præg

Socialpædagogerne ønsker, at de sociale indsatser bygger på viden og kvalitet. Socialpædagogerne har derfor arbejdet målrettet med at komme ind i uddannelses- og forskningsministerens katalog over fremtidens vigtigste forskningsområder, FORSK, som bl.a. bruges i forhandlingerne om forskningsreserven.

Og det lykkedes.

I FORSK2025 indgår nu et kapitel om socialområdet, hvor dele af Socialpædagogernes input er med. Desuden har politisk lobbyarbejde medført, at 85 mio. kr. er afsat til i Forskningsreserven 2018 til forskning i velfærd, socialt udsatte og tidlige indsatser.

Socialtilsyn skal styrkes

Socialtilsynsreformen fra 2014 har givet det sociale område et kvalitetsløft. Socialpædagogerne har dog de seneste år - både politisk og i medierne - rejst et ønske om at få mere kvalitet ind i tilsynene.

En evaluering fra 2018 viser et behov for større ensartethed og systematik blandt de fem socialtilsyn - og en række sager har over de seneste par år demonstreret, at der stadig er udfordringer med at sikre rette faglighed og kvalitet ude på enkelte tilbud. Derfor arbejder Socialpædagogerne fortsat for at tilføre tilsynene og Socialstyrelsens auditfunktion flere muskler – og på at styrke tilsynenes dialogbaserede tilgang samt øge inddragelse af borgere og pårørende.

41 mio. kr. i lønforsikring

2.663 arbejdsløse medlemmer af Socialpædagogerne har siden 2014 haft gavn af den fælles lønforsikring. De har i alt fået udbetalt 41 mio. kr. i lønforsikring - svarende til et gennemsnit på 3.046 kr. om måneden.

Nye love på handicapområdet

1. januar 2018 trådte tre love i kraft på voksenhandicapområdet. Fælles for lovene er, at de har været flere år undervejs, og at Socialpædagogerne har sat solide aftryk på dem.

Den ene lov er revision af Serviceloven. Her er blandt andet formålsbestemmelsen for hele loven nu præciseret til også at have fokus på borgerens udvikling.

Den anden lov er en helt ny lov, der giver botilbud mulighed for at tilbyde tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier.

Den tredje lov er også en ny lov, der giver mulighed for tvangsbehandling af inhabile
patienter. Desuden har ministeren gennemført et serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, så reglerne er blevet lempet, og det faglige råderum er øget.