Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Når teknologi bygger oven på fagligheden

Det kan skabe selvstændighed, give et mentalt frirum og øge livskvaliteten hos borgerne. Men velfærdsteknologi kan også udfordre vores værdier og rejse etiske spørgsmål. Vi skal ikke gøre det sværere, end det er, lyder det fra en teknologi­passioneret socialpædagog

Sara Marie Dynesen / Foto: Thomas Tolstrup

28. nov 2019
TT19_G0A4825-1128x600.jpg
Fagligt fokus
Design: Mie Bangsborg

Det lille rum er fyldt med, hvad der ved første øjekast ligner legetøj. Bøger med store billeder, en dukke med blåt babytøj, og en lille, hvid robot. Men så er der dronerne. Og 3D-printeren, der står ved siden af virtual reality-brillerne og vidner om, at vi nok alligevel er et niveau over legestadiet.

– Troede du, at jeg ville vise dig badestole og elevationssenge? spørger socialpædagog Kasper
Lorentzen med et grin og rækker mig en drone.

Fagbladet Socialpædagogen er taget på besøg hos Autismecenter Storstrøm, hvor Kasper Lorentzen arbejder. Hans store passion er teknologi, og han arbejder på at få alt fra skridttællere til iPads ind i det socialpædagogiske arbejde. Det klare formål er, at øge borgernes livskvalitet på mange forskellige parametre.

– Mange tænker nok, at velfærdsteknologi er en robotstøvsuger eller et toilet, der kan vaske folk bagi. Men jeg mener, at velfærdsteknologi er noget, der frigiver de mentale ressourcer, der skal til for, at vi kan holde ud at være sammen med andre mennesker. Jeg forsøger altid at behandle teknologi, så det bliver opfattet som hjælpemidler og ikke behøver at være svært. Det kan godt være rimelig low tech, siger han.