Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Mit faglige fokus: 'Psykoedukation hjælper børn med at forstå Tourettes'

Når socialpædagog Martin Kærgaard behandler børn og unge med tics og Tourettes syndrom, bruger han psykoedukation og sin faglighed som socialpædagog til at give dem en nødvendig selvindsigt og skabe en tryg relation

Sara Marie Dynesen / Foto: Tor Birk Trads

15. feb 2022
Fagligt Fokus billeder til artikler.png

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Martin Kærgaard

Pædagogfaglig konsulent og distriktspædagog på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Skejby, siden 1993. Udøver psykoedukation til børn og unge med behandlingskrævende tics og Tourettes syndrom. Uddannet pædagog fra seminariet i Aalborg i 1990

Hvad er dit faglige fokus?

Jeg arbejder i et skolebørnsambulatorie, hvor vi laver udredning og behandling af børn og unge med tics og Tourettes syndrom. Her giver vi psykoedukation til børn og deres familier, som betyder, at de kan lære at mestre de faktorer, der forværrer deres tics, og får fokus på, hvad der kan reducere dem. Når børn har tics, kan det være svært at finde en årsag, men det er vigtigt at se på, om der er en rød tråd ift. debut og udviklingen af tics.

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have i dit arbejde?

Psykoedukation giver den unge en selvindsigt i, at det ikke er ham eller hende selv, der er noget i vejen med – det er deres hjerne, der gør noget ufrivilligt. Mange ved ikke, hvad det er der sker med deres krop, og hvorfor de ikke kan kontrollere den. Samtidig kan det for mange være enormt pinligt og angstfyldt, at have tics, som kommer ukontrolleret i upassende situationer.

Derfor er formålet med psykoedukationen, dels at hjælpe børnene med at lave de ændringer i hverdagen, der kan lindre deres tics, og dels at give dem et sprog til at forklare dem selv og omverdenen, hvorfor de fx siger lyde eller blinker meget med øjnene. Ticsene kan derved følelsesmæssigt komme til at fylde mindre i deres hverdag.

Beskriv en opgave fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Jeg havde et forløb med en tolvårig pige, der sagde til mig, at fordi hun har lært så meget om tics, så tør hun godt fortælle andre om det. Nu kan hun tale med sine klassekammerater om, hvad Tourettes er, og forklare, hvorfor hun gør, som hun gør. Tidligere forsøgte hun ofte at skjule sin tics over for andre, men nu har hun fået mere ro og overskud.

Når jeg har et psykoedukationsforløb med et barn, gør jeg meget ud af, at barnet og jeg kommer til at tale det samme sprog, og at de selv bliver i stand til at sætte ord på deres tics. Jeg kan bruge mange forskellige ord for tics og Tourettes, men hvad kalder den unge dem selv? Jeg tilpasser den måde vi taler om tics på til det enkelte barn, så det bliver personligt og genkendeligt for barnet.

Hvorfor griber du opgaven an på den måde?

Kunsten er ikke at være bange for at spørge ind til barnets oplevelser. Jeg skal hjælpe med at sætte ord på det, som de har svært ved, eller det de synes er forkert at sige. Der skal skabes en tryghed, for det kan være følsomt, sårbart og skamfuld for mange.

Så den dialog, jeg har med barnet, er et vigtigt skridt mod at skabe tillid og kontakt. Når man som barn eller ung taler med en pædagog, der forstår deres udfordringer, så får man oplevelsen af, at der er håb derude.

Hvilke faglige redskaber kan du ikke undvære i dit arbejde?

Jeg bruger min pædagogfaglighed til at omsætte både min diagnostiske viden, og viden om psykoedukation, til praksis. Helt konkret handler det om at hjælpe børn og familier med selv at kunne planlægge deres hverdag, så der bliver taget hensyn til deres udfordringer.

Jeg ville ikke kunne undvære det tværfaglige arbejde. Vores udredning og behandling er tværfaglig, og vi drøfter generelt behandlingstilbuddet med kolleger med anden baggrund end den pædagogfaglige. Det gør vi, fordi behandlingen altid er tilpasset det enkelte barn, for hver familie og hvert barn med tics er forskellige.