Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Mit faglige fokus: 'Jeg er beboernes talerør'

Socialpædagog Yvonne Krarup Larsen bruger bl.a. neuropædagogik som forståelsesramme og arbejder systematisk med at lære beboerne i Gyldenhuset at kende, for at de kan udtrykke deres ’jeg’ bedst muligt

Ulla Abildtrup / Foto: Robert Wengler

31. aug 2021
YvonneLarsen_RobertWengler_1128x600.jpg
Yvonne Krarup Larsen er uddannet i 2014 og har det seneste halvandet år arbejdet i Gyldenhuset i Langeskov på Fyn. Gyldenhuset er hjem for 11 unge i alderen 19 til 26 år med udviklingshæmning.

Hvad er dit faglige fokus?

– Jeg forsøger at være beboernes talerør, så de kan udtrykke deres ’jeg’ bedst muligt. I vores hus har mange af borgerne ikke et verbalt sprog. Jeg skal kunne aflæse beboeren og forsøge at forstå komplekse problemstillinger, hvis de fx forsøger at signalere, at de skal på toilettet eller trænger til at få skiftet ble.

– Det kræver et meget stort relationsarbejde med den enkelte at lære adfærd, lyde og tegn at kende. Jeg arbejder systematisk på at opnå et indgående kendskab til beboerne, deres livshistorie, deres netværk mm., fordi det styrker og nuancerer mine muligheder for at tolke og aflæse borgerens signaler. Ligesom min professionelle tilgang kræver, at jeg kan træde et skridt tilbage og reflektere over, hvordan det ser ud fra beboerens perspektiv.

Hvorfor er det fokus vigtigt at have i dit arbejde?

– Det er et vilkår for vores beboere, at vi arbejder med netop dem. De kan ikke selv vælge os som personale til eller fra. Man skal derfor arbejde med stor respekt for det enkelte menneske. Nogle af vores beboere har lang latenstid, og det tager rigtig lang tid at opbygge en relation, men vi skal gøre os umage for at forstå dem. Gyldenhuset er deres hjem, og de skal føle sig trygge.

Beskriv en situation fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel

– Vi har arbejdet med temaet ’Hvad er vigtigt for dig?’, som giver mulighed for at sætte fokus på den enkelte beboer. Jeg er primærpædagog for en af de unge piger og satte mig forleden ved siden af hende og spurgte direkte: ’Hvad er vigtigt for dig?’ Jeg gav hende tid til refleksion. I mit pædagogiske arbejde med den unge pige har jeg opnået et indgående kendskab til hendes liv og en viden om, at hun holder meget af sin familie. Derfor spurgte jeg, om hendes familie var vigtig for hende. Hun kiggede mig i øjnene og fastholdt blikket. Jeg ved fra mit arbejde med pigen, at lige præcis det signal - en fastholdelse af øjenkontakt - er et tegn på samtykke, et ja. 

– Jeg noterede ’Min familie’ på papiret og spurgte igen, hvad der var vigtigt. Hun kiggede mig i øjnene, fastholdt blikket og lagde sin hånd oven på min. Jeg spurgte, om jeg var vigtig for hende? Hun fastholdt sit blik på mig. Jeg noterede ’Gode omsorgspersoner er vigtige for mig’. Det var sådan et fint lille øjeblik, hvor jeg med baggrund i mit relationsarbejde hjalp pigen med at udtrykke sig.

Hvorfor greb du situationen an, som du gjorde?

– Jeg bruger neuropædagogik som forståelsesramme til at sætte min viden om pigens ressourcer og kognitive funktionsniveau i spil. Hun viser tydeligt glæde, når vi taler om familien, og de er på besøg, så mit afsæt til at spørge hende blev en empatisk, forstående og anerkendende tilgang.

– Jeg kunne have skrevet hvad som helst, men det er jo ikke meningen. Min relation til beboeren gør, at hun kan udtrykke sig - jeg bliver hendes talerør.

– Relationsarbejde kræver plads og tid. Samtidig er det vigtigt, at jeg tør se på min egen praksis. Min pædagogiske faglighed kommer især til sin ret, når jeg kan, at reflektere og tør stille spørgsmål til min egen og andres praksis.

Hvilke faglige redskaber eller viden kan du ikke undvære i dit arbejde?

En struktureret pædagogik. Struktur fremmer en genkendelig og forudsigelig hverdag for beboerne, minimerer kaos og medvirker til en øget trivsel i deres hverdagsliv.

 

– I mit arbejde giver jeg ofte meget af mig selv som menneske. Derfor er det vigtigt for mig, at vi som personalegruppe får supervision, så vi hele tiden fastholder opdelingen i en professionel, en personlig og en privat tilgang til vores arbejde. I relationen er det vigtigt at arbejde ud fra en professionel og personlig tilgang. Men hvis du kun er professionel, bliver støtten til borgeren distanceret. Og omvendt: hvis du kun er personlig i din støtte til borgeren, så mister du fagligheden i din støtte.