Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Mit faglige fokus: ’Jeg bygger bro over kommunikationskløften’

Socialpædagog Kasper Lorentzen bruger blandt andet velfærdsteknologi og nysgerrighed i sin kommunikation, for at hjælpe mennesker med autisme mod trivsel og selvbestemmelse

Sara Marie Dynesen / Foto: Nils Lund Pedersen

29. nov 2021
Kasper Lorentzen.png
Fagligt fokus

Socialpædagogisk faglighed forandrer liv. Men hvordan bruger socialpædagoger deres faglighed i det daglige arbejde, og hvilke faglige refleksioner ligger der bag handlingerne? Det undersøger vi i portrætserien ’Mit faglige fokus’.

Kasper Lorentzen

Blev uddannet socialpædagog i 2002 og har siden sin studietid været ansat på Autismecenter Storstrøm, hvor han arbejder med unge i STU-forløb.

Hvad er dit faglige fokus lige nu?

Jeg bruger meget velfærdsteknologi, som jeg er passioneret omkring. Man skal finde ud af, hvilke apparater man kan få til at tale for sig, og der er rigtig mange muligheder. Det kan være, at man giver en borger et videokamera og finder ud af, hvad borgerens fokus er, gennem det de filmer. Men det kan også være taletavler eller piktogrammer.

Mit største faglige fokus er at være sikker på, at jeg har forstået borgerne, og at de forstår mig. Hvad er det for en verden de beskriver, forstår jeg den verden, og tager jeg den seriøst nok? Og omvendt – forstår de også, hvad det er for en verden, jeg italesætter?

Hvorfor er det fokus vigtigt at have i dit arbejde?

Jeg tror på, at jo mere borgeren kan fortælle om deres liv, jo større tilfredshed er der.

Ofte er der en kløft imellem det, man siger, og det, man tror, der bliver sagt. Så man skal finde noget, der enten kan fylde kløften op eller bygge bro hen over den. På den måde hjælper blandt andet velfærdsteknologi borgeren med at tale, og det hjælper mig med at tilrettelægge min pædagogik til den enkeltes behov og evner.

Beskriv en situation med en borger fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Jeg havde en elev på STU’en, som fik et smartwatch, der kunne måle søvn. Han og jeg sammenlignede dagligt, hvor meget vi hver især havde sovet, og hvor godt vi havde sovet. Jeg kunne godt se, at hans søvn var meget overfladisk, og det blev den ved med at være i en lang periode. Ud fra det fortalte han mig, at han var stresset på sit arbejde og satte pludselig mange ord på sin mistrivsel. Desuden havde han siden 12-års alderen fået melatonin mod søvnbesvær, og kunne i det hele taget fortælle om mange problemer med søvn. Med den viden kunne vi tage fat i årsagerne til hans ringe søvn, og det hjalp ham faktisk.

Hvorfor greb du opgaven an, som du gjorde?

Man kan sige, at uret blev en katalysator til både min og hans forståelse af, hvordan hans liv fungerede. I det her tilfælde var hans smartwatch udgangspunktet til at italesætte søvn og trivsel, og vi fik virkelig udledt noget af det her stykke velfærdsteknologi. Det åbnede helt klart op for nogle ideer om, hvad teknologi kan bruges til. Udgangspunktet var et ur, men talen faldt på strategier til bedre søvn.

Men meget af det, jeg gør, tager udgangspunkt i min egen nysgerrighed og kreativitet. Det er eksperimenter og leg, og det synes jeg, at man skal kunne som pædagog, også selvom man rammer skævt ind imellem. Så længe man har stor respekt for, hvad det er for et menneske, man er sammen med.

Hvilken faglig viden eller tilgang kan du ikke undvære i dit arbejde?

Jeg kan ikke undvære min viden om TEACCH, sanseudfordringer og psykologiske teorier omkring autisme. Teorierne giver mig en viden om, hvorfor jeg skal arbejde med TEACCH, og viden om sanseudfordringer hjælper mig til at forstå, hvordan jeg skal arbejde.

Jeg tager altid udgangspunkt i den enkelte borger, men jeg kan godt lide at prøve mig frem med forskellige kommunikationshjælpemidler, alt afhængig af, hvad den person, jeg sidder over for, magter og har lyst til.

 

Hvad er DIT faglige fokus? Har du eller en kollega et fagligt fokus, som vi skal fortælle om? Så send endelig en mail med en kort beskrivelse til kommunikationskonsulent Frederikke Halling Hastrup på frh@sl.dk