Annabel, hvad skal du nu?

Personalet tænder lyset, lukker døren ud til entreen og går hen imod Annabel. Personalet: ‘God morgen Annabel. Du skal stå op’.

Personalet og Annabel går sammen til tavlen, hvor personalet låser skabet op, og Annabel tager natpictogrammerne ned.

Personalet: ‘Det var flot Annabel, hvad skal du nu?’.

Annabel: ‘Tis’.

Personalet: ‘Det er rigtigt Annabel, du skal tisse’. Personalet strækker armen i retning af badeværelset. Annabel går ud på toilettet.

Når Annabel er færdig på wc, vejleder personalet hende til at vaske hænder.

De går sammen til tavlen igen.

Personalet: ‘Hvad skal du nu’.

Annabel: ‘Bad’.

Personalet: ‘Ja du skal i bad’.

Det her kunne godt være en bid af et filmmanuskript, hvor skuespillernes replikker og bevægelser er beskrevet scene for scene.

Men det er det ikke.

Det er uddrag af den handleanvisning, som skal hjælpe Annabel til at få en god dag. 

Fra Annabel åbner øjnene, til hun lukker dem igen om aftenen er hver eneste aktivitet, hun gen nemgår, beskrevet til mindste detalje. For eksempel at hun skal stå på måtten, når hun tager tøj på. Måtten ligger midt i lokalet og er et hjælperedskab til at minde Annabel om, at hun nu er i gang med at klæde sig på.

I handleanvisningen står der også, hvordan personalet skal agere, og hvad der skal siges. Hvor man fysisk skal befinde sig i lokalet, og hvordan man skal gestikulere med arme, ben og hele kroppen. Annabel har forskellige måtter, hun står på, i forbindelse med forskellige aktiviteter. Desuden er der afmærkninger i gulvet, som viser, hvor personalet skal stå under den enkelte aktivitet. Også det er med til at minde Annabel om, hvad hun er i gang med.

På tavlen, som de hele tiden vender tilbage til, når en handling er slut, er der billeder(pictogrammer) af de forskellige aktiviteter, som Annabel skal foretage sig, for eksempel hårvask. Når en aktivitet er slut, bliver billedet flyttet fra tavlen og lagt ned i en kurv.

Inden personalet om morgenen går ind for at vække Annabel, skal de kende handleanvisningen udenad.

Der er også en plan B

Men nogle gange følger Annabel ikke handleanvisningerne. Og så skal personalet straks gå over til plan B. Hvis hun for eksempel bliver fjern og går i stå, skal personalet fysisk gå tættere hen til hende, så man kan vejlede hende tilbage til aktiviteten.

‘Brug kroppen og gestus, så hun får flere og tydeligere signaler’, står der i handleanvisningen for plan B:

‘Hvis Annabel bliver selvskadende eller udadreagerende, skal man skabe afstand til hende. Man skal være tydelig i sit kropssprog og bevare roen. Gentage den sidste sætning, så man kan få hende tilbage igen.’

Den samme procedure hver gang

Annabel bor i det regionale botilbud Lyngdal i Ølstykke. Vi har talt med to af de medarbejdere,  der kender Annabels handleplan til fingerspidserne. Det er socialpædagogerne Tanja Tomra og Line Ebbesen Christiansen, der også er teamleder. 

– Vi skal følge anvisningerne til punkt og prikke og kan ikke pludselig få en ide, som vi udfører i handling, siger Tanja Tomra.

Personalet skal hvert eneste minut have kontrol over situationen og egne følelser.

De skal for eksempel altid guide Annabel verbalt med en neutral, men rolig og venlig stemme. Der må ikke være udsving af for eksempel vrede, irritation eller begejstring, for alle indtryk går lige ind i Annabel, uden at hun er i stand til at bearbejde dem.

Personalet skal vide, hvad der skal ske, når man for eksempel går tur med Annabel, ser tv eller siger godnat. For det er vigtigt, at der altid sker det samme.

Det giver Annabel den største tryghed. Enhver afvigelse fra planen kan ødelægge dagen for hende – og for den medarbejder, der er sammen med hende.

– Annabel er en kompleks ung kvinde, der gerne selv vil bestemme slagets gang, men som ikke selv kan styre det, så det skal vi hjælpe hende med, siger Tanja.

Påske og jul – men ikke hos Annabel

Annabel er 23 år og fik allerede som to-årig diagnosen autist. I 2006 fik hun desuden diagnoserne OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) og Tourette-syndrom (utilsigtede lyde, ufrivillige indre sansemæssige oplevelser og muskelbevægelser).

Annabels mentale udvikling svarer til en treårig, og hun har gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Hendes frustrationstærskel er lav, og hun er meget modtagelig over for udefrakommende forstyrrelser, fordi hun ikke kan klare at få sine sanser stimuleret, for eksempel af samvær med andre.

Da Annabel for fire år siden flyttede ind på Lyngdal, var hun meget urolig. For eksempel kunne hun bide og slå sig selv, andre beboere og personalet og slå hovedet ind i væggen.

– Hun var meget udfarende, og personalet blev nødt til at skifte hver anden time, og nogle gange hver halve time, ellers sled det for meget, siger Line Ebbesen Christiansen.

Det første år gik med at finde ud af, hvordan de kunne hjælpe Annabel til at få det bedre, og i dette kortlægningsarbejde stod det efterhånden klart, at hun har brug for en fast struktur og en stadig genkendelighed i sin hverdag.

– Annabel lægger ikke kræfter i at være sammen med andre beboere eller med personalet, men i strukturen. Det er den, der holder hendes hverdag sammen og giver hende ro, siger Line Ebbesen Christiansen.

Strukturen har hjulpet Annabel så meget, at der i dag er langt imellem de episoder, hvor hun er udadreagerende, og medarbejderen er sammen med hende en hel arbejdsdag.

Udover handleanvisninger for hver enkelt aktivitet er der lavet en overordnet handleanvisning på Annabel. Hvad kan hun for eksempel godt lide eller ikke lide? Hvad gør hende glad eller ked af det? Hvilke kompetencer har Annabel, og hvordan skal den socialpædagogiske indsats tilrettelægges, så den støtter hende bedst muligt?

Ud fra den kortlægning, har man lagt struktur for alle ugens dage. Således at alle mandage er ens, alle tirsdage er ens. Uanset om det er jul, påske eller pinse.

Der bliver således ikke pyntet op til jul i Annabels bolig. Det vil gøre hende utryg.

– Annabel vil ikke kunne klare, at vi rydder hendes ting væk for at opbygge et nisselandskab. Vi skal som medarbejdere gemme vores behov for at jule, indtil vi kommer hjem. Når vi er her, er det beboernes behov, der er i centrum, siger Line Ebbesen Christiansen.

Hele ugen alene

Annabel har ikke noget ud af at omgås andre. Hun kan følelsesmæssigt ikke rumme andre personer, så hun er kun sammen med en medarbejder.

– Meget af det, vi gør, består i at lukke ned for indtryk, som forstyrrer Annabel.  Hun skal have ro til at gå videre i sin struktur, siger Tanja Tomra og tilføjer:

– Hvis Annabel for eksempel om natten har slæbt legetøj op i sin seng, lader vi det ligge og nøjes med at lægge sengetæppet over, fordi tæppet signalerer, at hun er stået op. Hvis vi begynder at rydde op, vil det forstyrre hende, så hun ikke har ro til at gå videre med sin næste  aktivitet. Vi kan så altid senere rydde op, når Annabel ikke er i lokalet.

Medarbejderne skal altid sørge for at holde strukturen for Annabel og være til stede i nuet:

– Vi er sammen med hende om den aktivitet, hun laver lige her og nu. Og kun den. Vi kan for eksempel ikke begynde at tale om, at hun om en halv time skal til svømning, eller spørge hende om, hvordan det gik til ridning. Det vil blot virke forstyrrende på hende og gøre hende urolig, siger Line Ebbesen Christiansen.

Hvis Annabel selv bryder strukturen ved for eksempel at sige ‘ikke ridning’, mens hun børster tænder, så skal personalet få hende tilbage igen ved at sige:

‘Annabel, vi børster tænder.’

– Samtidig med, at vi skal være i nuet med Annabel, skal vi også tænke forud. Når vi træder ind ad døren til hende, skal vi vide, hvad vi gør. Ellers forstyrrer det for meget, hvis vi ikke kan huske det, siger Line Ebbesen Christiansen.

Det er vigtigt, at alle medarbejdere siger de samme ting, stiller sig det samme sted og gør den samme gestus til hver enkelt aktivitet.

– Annabel forstår ikke ord eller sætninger, men gestus. Derfor er det vigtigt, at vi stiller os det samme sted, når hun fx er i bad, så hun får et billede af, at ‘nu står Tanja der, så betyder det, at jeg skal i bad’, siger Tanja Tomra.

Bruger energien bedst muligt

Hver ugedag er inddelt i tidsintervaller. I hverdagene er Annabel på værksted indtil kl. 15:30, og når hun kommer hjem skal hun om tirsdagen fx indtil kl. 17 lave i nævnte rækkefølge: Fjernsynspause sammen med personale i maximalt 10 minutter, vaske hænder, smøre mad, hente kød i kælderen, wc, sko/jakke på, gå tur, fjernsynspause uden personale, vaske hænder. Efter hver aktivitet går Annabel og personalet hen til pictogrammet og ser, hvad hun nu skal gøre.

Nogle dage kan planen ikke følges, fordi Annabel ikke er i sin sædvanlige form. Det kan måske tage en time at vaske hænder. Der bliver ikke skubbet på hende. Når hun igen er klar, vender personalet tilbage til dagsprogrammet.

– Vi arbejder med energier. Det hjælper ikke noget, hvis Annabel har brugt al sin energi om  morgenen, så vi prøver at tilpasse kravene til hendes energi, siger Line.

Strukturen omkring Annabel bliver hele tiden justeret, så den passer til hendes behov og udvikling.

– Vi gør tingene ud fra hendes kompetencer. Hvad kan hun selv klare, og hvor skal vi understøtte hende, siger Tanja Tomra.

Næste mål er at udvikle Annabels sprog og måde at udtrykke sig på.

Annabel kan sætte få ord sammen og har svært ved at forstå det, der bliver sagt. Meget kommunikation sker via billeder, som for eksempel pictogrammet. Og gennem tegn til tale.

Men hun vil gerne udtrykke sig. Når hun har det godt ‘taler’ hun meget, og det har hun tit, når hun gynger eller går tur i skoven. 

Som noget nyt er hun også begyndt at ‘tale’ sig selv til ro, når hun er ked af det, eller når hun har været voldelig og aggressiv.

I den kommende tid vil personalet lægge kræfter i at lære Annabel flere ord.

– Hun kan sige basisord som kaffe, seng og mad, når hun ser tingene. Målet er at lære hende at sige tørstig, når hun er det. Træt, sulten og så videre, siger Line Ebbesen Christiansen.

– Det vil gøre hendes hverdag bedre.

Det faglige og personlige kick

For udeforstående kan det måske virke meget kedeligt, at man skal stå det samme sted og sige de samme ting hver gang. Men sådan er det ikke. Både Line Ebbesen Christiansen og Tanja Tomra har været på Lyngdal i årevis. De startede begge som praktikanter og fik job efter endt uddannelse.

– Den stramme struktur og arbejdet med low arousal skaber tryghed hos beboerne og frigør dermed energi. Det giver plads til humor og gode stunder sammen med beboerne og til udvikling, siger Line Ebbesen Christiansen.

Annabel kan fx i dag både være med til ridning og svømning. Det var utænkeligt for fire år siden. Den slags giver medarbejderne et personligt og fagligt kick. Og dem får de mange af på en arbejdsdag. For nylig oplevede Tanja Tomra kicket i svømmehallen, da Annabel satte sig på skødet af hende og gav hende et kæmpeknus. Det har hun aldrig før gjort.