Leder: Her er socialpædagogers 4 faglige styrker

Viden, nysgerrighed, analytisk sans og personlighed.

Det er – kogt helt ind til benet – opskriften på en fagligt stærk socialpædagog. Og det er de egenskaber, der gør, at socialpædagoger kan yde en specialiseret indsats og støtte nogle af samfundets allermest udsatte, mener Maria Hæstrup, der er leder af den sikrede døgninstitution Kompasset i Nordjylland.

1. Faglig nysgerrighed

Socialpædagoger har en særlig evne til at se det enkelte menneske og gå nysgerrigt til værks i arbejdet med at forstå, hvad der ligger bag netop det menneskes adfærd.

– Den socialpædagogiske opgave er så kompleks, at der ikke er noget, der bliver løst i første hug. Derfor skal socialpædagogen bruge sin uudtømmelige faglige nysgerrighed til at undersøge, hvad fx en anbragt ung prøver at fortælle med sin adfærd. Derfor spørger socialpædagoger igen og igen: Hvad er på spil nu? Hvorfor har den adfærd været gavnlig for den unge? Og hvorfor er det så svært for os at komme bag den adfærd?

I stedet for bare at konkludere ud fra simple generaliseringer eller ud fra den adfærd, man ved første øjekast ser, forsøger socialpædagogen at gå bag om adfærden, forklarer Maria Hæstrup.

– Det kræver faktisk en rigtig høj grad af faglighed og professionalisme at blive ved med at vide, at der er noget, man ikke ved, og så fortsætte sin nysgerrige søgen efter svar ved hjælp af grundige observationer og analyser, siger hun.

LÆS OGSÅ: Portræt af Maria Hæstrup: 'Vi skal være i faglig særklasse'

2. Grundlæggende teori og viden

Socialpædagoger har en helt grundlæggende viden om udviklingspsykologi og om, hvordan mennesker fungerer – også når det bliver svært.  Desuden kan de trække på en lang række metodiske værktøjer afhængigt af hvilken opgave, de står over for.

– Vi har fx uddannet alt vores personale i mentalisering, ligesom man får en indføring i Low Arousal, miljøterapi og kognitiv adfærdsterapi, når man bliver ansat. Derudover er der nogle af socialpædagogerne, der mestrer de kropsorienterede metoder såsom øreakupunktur og pædagogisk massage, ligesom vi bruger idrætshallen og kreative værksteder til at arbejde med de unges arousal på en ordentlig måde. Vi plukker ud i forhold til de unges behov, siger hun.

3. En observerende og analytisk tilgang

Udadtil laver socialpædagoger det samme som alle andre: går en tur, laver mad med borgerne og spiller badminton i hallen. Det, man ikke kan se, er alle de observationer og overvejelser, socialpædagogen gør sig, forklarer Maria Hæstrup.

– Dybest set handler det om at kunne se og analysere menneskelige processer, som adfærden bare er et udtryk for. Socialpædagogen spiller ikke badminton med ’Abdul’ for at aflede ham fra at lave ballade, men fordi han slapper af og derfor bedre kan tale, end når vi sidder over for hinanden. Samtidig bruger socialpædagogen tillidsforholdet til at italesætte en af sine kolleger, som den unge har det svært med, positivt. Der er hele tiden en hensigt med enten at afdække noget eller forberede noget, siger hun.

På Kompasset havde faglæreren på metalværkstedet fx observeret, at en af de unge blev beroliget af en tur på den gamle havetraktor.

– Den unge er skadet på et meget tidligt tidspunkt i sit liv. En socialpædagog ved, det har konsekvenser, hvis børn ikke fx bliver vugget som små. Ved hjælp af den viden og vores fælles faglige refleksionsrum er vi nået frem til, at den gamle havetraktor giver den unge en kropslig regulering, der bringer ham tilbage i fostertilstand og giver tryghed. Det kan vi bygge videre på og oversætte til hans omverden, siger hun.

4. At bruge sin person professionelt

Arbejdet som socialpædagog kræver god fornemmelse for andre, og at man kan sætte sig selv i spil, mener Maria Hæstrup. Hun har helt bevidst ansat socialpædagoger, der er vidt forskellige i højde, drøjde og interesser. Og de unge skal kunne mærke socialpædagogernes forskellighed – ellers er relationen uægte. Det vigtige er, at socialpædagogerne bevarer deres professionelle tilgang, understreger hun.

– Der, hvor fagligheden skrider, er, når man siger: jeg føler bare, det er det rigtige at gøre, for jeg kan mærke…’ Det er fair nok, at man fornemmer stemninger: Men så man må man lægge det, man mærker, ind på midten af bordet og spørge sine kolleger, om de kan hjælpe en med at blive klogere på, hvad det er, man mærker. Det kan socialpædagoger, siger hun.