Vigtigt: Sag om betaling for merarbejde til deltidsansatte er afgjort
Deltidsansatte kan have penge til gode. Så klar var afgørelsen i en faglig voldgift om deltidsansattes merarbejde på det kommunale, regionale og statslige arbejdsmarked. Her er tre ting vi ved – og det vi endnu ikke ved
5. februar 2026
Forfatter: Lea Holtze
Dommen var klar i en faglig voldgift: at deltidsansatte og fuldtidsansatte på det offentlige arbejdsmarked skal have samme betaling for timer, der ligger ud over det timetal, de er ansat til. Det vil sige, at arbejder du fx 32 timer, skal du have overarbejdsbetaling efter de 32 timer og ikke først efter 37 timer.
Afgørelsen gælder på det kommunale, regionale og statslige område – og Socialpædagogerne og en række andre faglige organisationer har fået fuldt medhold.
Der er også faldet afgørelse på det private område, som slår fast, at deltidsansatte skal have samme betaling som fuldtidsansatte for timer, der ligger ud over det timetal, de er ansat til.
Det vi ved
Afgørelserne slår fast, at der ikke må være forskel mellem ansatte på deltid og fuldtid, når det gælder betaling for timer ud over normal arbejdstid.
Afgørelsen på det offentlige område gælder også tilbage i tid. Hvis du som deltidsansat medlem tidligere har haft merarbejde uden at have fået overarbejdsbetaling, kan du muligvis have et økonomisk krav, som Socialpædagogerne vil kunne rejse for dig.
På det private område kan der muligvis også blive et krav om efterbetaling.
Det vi ikke ved
Vi har netop modtaget dommene og er i gang med at gennemgå, hvad de betyder for vores medlemmer. Det kræver en grundig vurdering, før vi har svar på alle detaljer.
Der er tale om en omfattende opgave, hvor der skal opgøres individuelle krav for tusindvis af deltidsansatte. Og vi melder derfor ud, når der er nyt om, hvornår og hvordan sagerne skal håndteres – og hvad vi har brug for fra dig som medlem, der er eller har været deltidsansat og har haft merarbejde uden overarbejdsbetaling.
Du behøver altså ikke gøre noget nu. Socialpædagogerne tager hånd om sagen. Hold blot øje med dine beskeder fra din fagforening i den kommende tid.
Få svar på dine spørgsmål
Er du i tvivl om, hvad det betyder for dig? Find svar i vores FAQ – vi udvider den løbende i takt med, at vi kan svare på flere spørgsmål.