Bo Hejlskov: Socialpædagoger giver forudsætningerne for, at mennesker kan lykkes

Året er 2004, og Bo Hejlskov er lige begyndt at uddanne socialpædagoger i Low Arousal. Metoden, der skal nedbringe magtanvendelser og skabe mere ro i arbejdet med mennesker med autisme og kognitive funktionsnedsættelser.

Han forestiller sig, at udbredelsen af metoden nok vil tage to-tre år – en forholdsvis simpel opgave. For de fleste magtanvendelser sker jo ikke, fordi folk vil skade andre, tænker Bo Hejlskov. De sker, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre. Ergo skal medarbejderne bare have nogle værktøjer til at håndtere konflikter. 

Men virkeligheden modsiger ham.

– Det var som at besøge en Volvo-fabrik, hvor nogle gik rundt og lavede Ferrarier, siger Bo Hejlskov.

For rundt om på de socialpædagogiske arbejdspladser møder han personale, der arbejder side om side, men med helt forskellige forståelser af borgerne. Nogle tror på belønning og straf – andre på relationen som styringsredskab. 

Og det står hurtigt klart for Bo Hejlskov, at metoden ikke kan slå igennem for alvor, hvis man ikke har det rette udgangspunkt.

Det handler om menneskesyn

Bo Hejlskov begynder at forstå, at Low Arousal ikke blot er en metode til konflikthåndtering – den bygger på et helt menneskesyn. En måde at se på adfærd som kommunikation, ikke som modstand. En tilgang, der passer lige ind i den socialpædagogiske faglighed.

Erkendelsen bliver startskuddet til Bo Hejlskovs livslange arbejde med Low Arousal, som han holdt oplæg om sidst i november på Socialpædagogernes faglige konference om sanseintegration og socialpædagogisk praksis. 

Arbejdet med metoden har ført ham rundt i hele Norden, involveret ham i forskningsprojekter og affødt utallige bøger, der lige nu fylder hylderne på hans kontor i Malmø, hvor han med sigende præcision gennemgår sit liv og den unægtelige sammenhæng, der er mellem ham og metoden. Og det trækker tråde helt tilbage til hans barndom. 

LYT OGSÅ: Metoder og tilgange: Low Arousal

Mennesker i kælderen

Bo Hejlskov voksede op i Silkeborg i et hus med en kælder, der ikke kun blev brugt til opbevaring.

– Jeg voksede op med det, samfundet dengang ville kalde mærkelige mennesker i kælderen, fortæller han.

Hans frikirkelige forældre drev nemlig et halvvejshus. Her boede mennesker, der var på vej ind eller ud af misbrugsbehandling. De fleste boede der i et års tid.

– Det var slet ikke mærkeligt for os børn. Vi vidste, at der boede nogen nede i kælderen, der havde det svært. Sådan var det bare, siger Bo Hejlskov

Han husker særligt en mand fra Fredericia, der havde fået en dom for indbrud. Han skulle i fængsel i et år og derefter starte i misbrugsbehandling. Indtil da boede han hos familien Hejlskov og skulle møde på politistationen i Fredericia én gang om ugen. 

Men i Fredericia lurede alkoholen og det dårlige selskab. Han frygtede at falde i igen, hvis han ikke havde en god grund til at holde sig ude af problemer. Han spurgte derfor, om han måtte tage Bo Hejlskovs fireårige lillebror Claus med som en slags sikkerhed. Hvis han havde ansvaret for drengen, ville han ikke drikke.

Det indvilgede Bo Hejlskovs forældre i, så hver fredag tog lillebroren med manden til Fredericia. Og det virkede.

– Mine forældre havde stor tillid til folk. Og de levede efter den overbevisning, at hvis man giver folk et ansvar, så vokser de ofte med det.

I barndomshjemmet lærer Bo Hejlskov, at mennesker ikke er dårlige eller onde, når de fejler. De mangler bare forudsætninger. Og når de får støtte – ægte støtte, ikke kontrol – så kan de fleste rejse sig igen.

Et hjem bygget på ligeværd

Mange år senere kan Bo Hejlskov se, hvor grundlæggende barndommen har præget hans menneskesyn.

– Jeg er før blevet spurgt, om vi børn ikke havde taget skade af at vokse op med misbrugere i kælderen. Jeg kiggede rundt på mine søskende og sagde: Nej, vi lever faktisk alle sammen af det.

Hans søster arbejder med misbrugsbehandling, hans bror er forstander på et børnehjem – og Bo Hejlskov selv bruger barndommens erfaringer som fundament for sit psykologiske arbejde.

– Jeg så jo, at de mennesker i kælderen gjorde deres bedste. Men de havde brug for støtte, for at det kunne fungere. Og det er grundtanken i alt, hvad jeg har lavet: Mennesker gør det bedste, de kan, ud fra de forudsætninger, de har, siger han.

Han oplever også, hvordan samfundet uden for kælderen behandler disse mennesker anderledes.

– Når de flyttede fra os, skulle de have hjælp af det offentlige. Men hjælpen kom altid med betingelser. Man skulle leve op til krav for at få støtte. Og det var jo netop det, de ikke kunne, siger han.

Den uretfærdighed sætter sig dybt. Bo Hejlskov lærer, at ligeværd ikke handler om at give alle det samme, men om at give folk det, de har brug for.

Det syn bliver senere en del af Low Arousal-tilgangen – og er måske en af årsagerne til, at metoden vækker så stærk genklang hos socialpædagoger. For det socialpædagogiske fag handler i høj grad om at skabe de forudsætninger, der gør, at borgeren kan lykkes.

LÆS MERE: Hjernen bag Low arousal: Her er de 4 hjørnesten i metoden, du skal kende

Fra industri til Low Arousal

Som ung arbejder Bo Hejlskov 10 år i industrien – på et trykkeri, en plastfabrik forskellige produktionssteder. 

Men en dag får han diagnosen Menières sygdom – en lidelse i det indre øre, der forstyrrer balancen og gør det meget svært at arbejde fysisk. Han må finde en ny retning.

Han begynder derfor at læse psykologi på universitetet. Allerede fra første semester kredser hans opgaver om, hvordan samfundet behandler mennesker med kognitive vanskeligheder – og hvilke rettigheder vi tager fra dem. Han bliver særligt optaget af magtanvendelser – de steder, hvor menneskerettighederne oftest glipper.

Efter studiet etablerer Bo Hejlskov PsykologCompagniet sammen med en kollega. I begyndelsen handler arbejdet mest om neuropsykologiske udredninger.

Da ungdomssanktionen – en alternativ straf til ubetinget fængsel for unge kriminelle – træder i kraft i 2001, får han travlt. Kravet om hurtige udredninger af unge lovovertrædere fylder kalenderen. Men snart kommer der opfølgende spørgsmål fra institutionerne, der modtager de unge:

– De ringede og spurgte: ’Hvad skal vi gøre, når borgeren kaster med møbler? Hvordan håndterer man de voldsomste konflikter?’ Og det anede vi jo ikke, vi var bare psykologer, fortæller Bo Hejlskov.

Men den unge psykolog beslutter sig for at finde ud af det.

Han får en deltidsstilling ved Videncenter for Autisme. Her tager søgningen for alvor fart, og inden længe støder han på Andy McDonnell – en psykolog fra England, der har udviklet en metode til konflikthåndtering: Low Arousal.

Metoden fra London

Bo Hejlskov opdager hurtigt, at McDonnells tilgang er stærk i praksis, men svag i teori. Metoden er udviklet ud fra erfaring, men uden et teoretisk fundament. Her ser han sin chance.

– Jeg kom fra neuropsykologien og selvbestemmelsesteorien. Så jeg satte ord og teori på metoden, forklarer han

Det bliver begyndelsen på Low Arousals danske rejse. Bo Hejlskov bringer metoden hjem, oversætter den til skandinavisk kultur og forankrer den i en socialpædagogisk kontekst.

I 2004 møder han et felt i Danmark, der hungrer efter nye perspektiver. Han oplever, at bostederne er pressede af et højt antal magtanvendelser. 

Men Bo Hejlskov opdager hurtigt, at ændring ikke sker gennem instruktion. Low Arousal handler ikke kun om at undgå konflikter. Det handler om at ændre den tanke, der går forud for konflikten – at tro på, at mennesker gør det bedste, de kan, når de kan.

LÆS MERE: Vil du være god til Low arousal? Så skal du mestre de her 6 mikrofærdigheder

Det forkerte udgangspunkt

Da Bo Hejlskov begynder at undervise i Low Arousal på danske bosteder, er hans udgangspunkt, at arbejdet handler om at give medarbejderne bedre redskaber.

Men han opdager hurtigt, at problemet ligger et andet sted.

– Jeg troede, at hvis jeg gav folk værktøjer til at håndtere konflikter, så ville de bare sige, ’ej, hvor fedt, tak for det’. I stedet brugte jeg det meste af tiden på at forklare, hvorfor vi overhovedet skulle gøre det her.

Trods Bo Hejlskovs ihærdighed er det dog som om, at metoden ikke får et fast tag i feltet. På mange arbejdspladser mangler en fælles pædagogisk retning. Og når presset stiger, vender medarbejderne tilbage til de gamle reaktionsmønstre. 

Der mangler noget: et fælles menneskesyn, der tilskriver, at mennesker gør deres bedste. Og det menneskesyn skal hele organisationen indrettes til at understøtte.

To verdensanskuelser

I de følgende år bliver Low Arousal en fastere del af den socialpædagogiske metodebrug i Danmark. Men alligevel oplever Bo Hejlskov, at den sidste brik stadig mangler at falde på plads. Hvad er det, der står i vejen for det fælles udgangspunkt – det fælles menneskesyn?

Det fører Bo Hejlskov tilbage til England, hvor Andy McDonnell nu er blevet professor i Birmingham. I fællesskab starter de to psykologer et forskningsprojekt, hvor de identificerer to grundlæggende verdensanskuelser:

Den ene siger, at mennesker gør deres bedste, ud fra de forudsætninger, de har.

Den anden siger, at mennesker er egoister, der skal styres gennem regler og konsekvenser.

De to syn eksisterer side om side i menneskets natur – og i personalerummet på ethvert bosted. Og netop her udspiller sig det, Bo Hejlskov kalder verdens ældste pædagogiske debat.

’Vi må tage os af de svage, men vi må også smide de dumme ud’, forklarer han.

Spørgsmålet blev allerede diskuteret for 2.000 år siden, da Platon beskriver diskussionen mellem Sokrates og Adeimantos: Er mennesket godt af natur – eller bliver det godt gennem kontrol?

LÆS MERE: Bo Hejlskov Elvén: Dette skal du vide, inden du begynder arbejdet med Low Arousal

Når menneskesynet bliver metode

Her går det op for Bo Hejlskov, at han hele sit liv har stået på samme side som Sokrates: Mennesker er så gode, som de kan være. Og han har gået ud fra, at det også gjorde sig gældende hos andre mennesker. 

Men pludselig giver alle konflikterne i personalerummene mening. Alle spørgsmålene om, hvorfor vi skal bruge Low Arousal. Det er nemlig ikke alle, der står på samme side.

– Jeg troede, det handlede om, hvad vi gør. Men det handler om, hvordan vi tænker om det, vi gør. Low Arousal er i sig selv bare en metode til konflikthåndtering. Men den bygger på et vigtigt menneskesyn. Og det giver ikke mening at bruge metoden, hvis man ikke deler det syn, siger han.

For Bo Hejlskov giver arbejdet kun mening, hvis hele organisationen deler det samme menneskesyn.

Når ledelse og medarbejdere tror på, at mennesker gør deres bedste, skaber de rammer, hvor både borgere og ansatte trives.

– Organisationen bliver nødt til at have en holdning. Det er ikke nok, at det er op til den enkelte socialpædagog, siger han.

I dag oplever han, at ledelsen mange steder i højere grad bakker op om at skabe fælles tilgang. Det giver håb – og det giver mening.

Socialpædagogens særlige evne

Når Bo Hejlskov skal forklare, hvad socialpædagoger kan, peger han tilbage til barndommen i Silkeborg. Socialpædagoger kan – ligesom hans forældre – skabe rammer, hvor mennesker kan lykkes med det, de har svært ved.

– Min grundlæggende definition på socialpædagogik er at få folk til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort, uden at det føles som tvang. Det handler om at give følelsen af selvbestemmelse, siger han – og understreger, at selvbestemmelse ikke er et abstrakt begreb, men en følelse. Og det er noget, vi alle oplever på den ene eller anden måde: 

– Tænk på, hvordan det føles at køre bil. Du kører efter stregerne på vejen. Der er ofte en GPS, der viser vej for dig, og du er på vej mod arbejde eller andre steder, du ikke selv vælger. Alligevel føles det som en situation, hvor du helt selv bestemmer, siger han og fortsætter:

– Selvbestemmelse er følelsen af, at jeg kan bestemme over mit eget liv inden for nogle rammer. De mennesker, vi sender socialpædagoger ud til, kan ikke selv se rammerne. Men socialpædagoger kan skabe dem på en måde, så personen føler, at han/hun bestemmer selv.

Det er den socialpædagogiske kunst: at give mennesker oplevelsen af frihed og selvbestemmelse, selv når rammerne er faste.

Derfor er den socialpædagogiske faglighed et naturligt hjemsted for det menneskesyn, Bo Hejlskov selv kæmper for. Her ved man, at forståelse skaber udvikling, og at udvikling kræver tryghed.

– Low Arousal handler i bund og grund om at skabe forudsætninger for at lykkes. Og det er præcis det, socialpædagoger er bedst til.

LYT OGSÅ: Kort fortalt: Sådan bruger du Low arousal i konfliktsituationer

Verdens ældste pædagogiske debat

Efter årtier med undervisning, forskning og formidling står Bo Hejlskov i dag som en af de mest udbredte stemmer på det specialiserede socialområde.

Men selv er han mere beskeden. Kampen mellem de to menneskesyn har varet i over 2.000 år, og tovtrækningen er langt fra ovre. Det kommer bare i bølger.

– Jeg har ikke udrettet nogen uovertruffen gerning. Jeg deltager bare i verdens ældste pædagogiske debat, siger han.

I dag fortsætter arbejdet. Det bevæger sig bare i nye retninger. Lige nu undersøger Bo Hejlskov, hvordan det fysiske miljø påvirker socialpædagogers måde at tænke om borgeren på – endnu et skridt i retning af at skabe bedre forudsætninger for, at mennesker kan gøre deres bedste.

Og når han ser tilbage på sit liv, hænger trådene sammen. Barndommens kælder, arbejdet i industrien, turene til London – alt fører frem til det samme: en dyb respekt for menneskers forsøg på at klare livet, selv når forudsætningerne er små.

For i sidste ende er det arven fra kælderen i Silkeborg, der stadig driver ham: Troen på, at mennesker ikke er deres problemer – de er deres forudsætninger.