Tvivler du på dig selv? Lær impostor-fænomenet at kende

Mathilde Thomsen står i døråbningen til bostedet, hvor hun arbejder og mærker, hvordan hendes hjerte hamrer i brystet. Det er tidlig morgen, og hun er knap kommet ind i ad døren, før borgeren kommer hende i møde. Skældsordene flyver, stemmen er skinger, og truslerne skærer gennem maven som en kniv. 

Mathilde forsøger at trække vejret roligt. Men kroppen er allerede i alarmberedskab.

Hun har ellers lovet sig selv, at i dag skulle være anderledes. I dag skulle hun lykkes. Hun har gennemgået gamle noter fra studiet, læst op på metoder og forberedt sig minutiøst. Hun ville vise, at hun kunne løfte opgaven — for borgerens skyld.

Men nu står hun her. Selvom hun kun hører opmuntrende ord fra sine kollegaer og leder, så er det gået skævt igen. Hun forsøger at møde borgerens vrede med ro, men lige lidt hjælper det. Borgeren følger efter hende gennem huset og hæver stemmen, afbryder, bebrejder. Og så sker det: Borgeren slår ud efter Mathilde.

Ikke frygt – men skam

Det føles, som om verden fryser et øjeblik. Mathilde stivner. Ikke i frygt — men i skam.

Ikke fordi hun ikke ved, at borgeren er i affekt. Ikke fordi hun ikke kender til udadreagerende adfærd. Men fordi hun — i sine egne tanker — er overbevist om, at det her sker, fordi hun ikke er god nok til sit arbejde.

’Hun slår mig, fordi jeg ikke kan finde ud af at være socialpædagog,’ tænker Mathilde, mens hun forsøger at holde tårerne tilbage.

Hun får med rystende hænder fat i sin leder, som sender hende hjem. Hele vejen hjem sidder hun med følelsen af at have fejlet. Over for borgeren. Over for borgerens pårørende. Over for sine kolleger.

’Det er min skyld. Alt sammen,’ tænker hun.

Hun ville så gerne lykkes. Og nu føles det, som om hun aldrig burde være blevet socialpædagog. Mathilde Thomsen føler sig som en bedrager.

LÆS MERE: Sådan håndterer du impostor-følelser som socialpædagog

Følelsen af gnavende tvivl

Mathilde Thomsens oplevelse er langt fra enestående: følelsen af gnavende tvivl og larmende usikkerhed, der overdøver kollegers ros og lederens støtte, rammer mange. Og det, hun og de kæmper med, har et navn: impostor-fænomen.

Impostor-fænomenet blev for første gang beskrevet i 1978 af psykologerne Pauline Rose Clance og Suzanne Imes, der undersøgte følelsen af at være en bedrager hos kvinder i krævende jobs. Senere er begrebet blevet udfoldet og undersøgt blandt den bredere befolkning, og i et kvalitativt studie fra 2021 har psykologerne Marie Gamborg Laursen og Katja Sandberg kortlagt, hvordan impostor-fænomenet typisk opleves og håndteres. 

Ifølge de to psykologer er det vigtigt, at vi tør tale højt om impostor-fænomenet, fordi de negative tanker netop forstærkes, når man holder dem i sit eget hoved:

– De tanker, der følger med impostor-fænomenet, kan blive så urealistiske, at man faktisk har svært ved at se de konkrete rammer og krav, der er til en. Når man taler højt om det, så bliver det nemmere at afsløre de falske omstændigheder, man har sat op i sit eget hoved, og man bliver trukket tilbage til det realistiske, forklarer Katja Sandberg. 

Hvilket håndtag skal jeg hive i?

De to psykologer beskriver impostor-fænomenet som en følelse af at være inkompetent, selv når der er tydelige tegn på det modsatte. Man frygter at blive afsløret som uduelig – som en, der bare spiller rollen som fagperson uden at have det, der egentlig skal til. En bedrager. Og derfor føles det heller ikke berettiget, når andre anerkender ens indsats. For hvis de virkelig vidste, hvordan det føles indeni, ville de ikke være imponerede — de ville være bekymrede. 

Og den følelse rammer ofte en faggruppe som socialpædagoger. For hvordan ved man, hvornår man har gjort det ’godt nok’? Når man arbejder med mennesker i mistrivsel, findes der sjældent et klart facit. Man ved med andre ord ikke altid, hvilket håndtag man skal hive i, som socialpædagog Mathilde Thomsen udtrykker det.

Her erklærer psykolog Katja Sandberg sig enig. Hun uddyber, at jo mere uklare forventninger og succeskriterier, der er til ens arbejde, des større grobund er der for at opleve impostor-fænomenet.

Dertil kommer, at mange socialpædagoger — som Mathilde Thomsen — ofte står alene i situationen med borgeren. Det betyder, at den feedback og ros, man modtager, kommer fra kolleger eller ledere, der ikke selv har stået i den specifikke situation. 

– Det bliver nemmere at tænke: Er det godt nok, det jeg laver? Der er jo ingen, der ser det, forklarer Katja Sandberg.

LÆS MERE: 3 værktøjer til at tale om høje følelsesmæssige krav: Få dem her

Impostor-cyklussens tre trin

Netop sådan en tvivl er med til at forstærke impostor-følelsen. En historie, som den Mathilde Thomsen fortæller, viser, hvor hurtigt faglig usikkerhed kan slå rod, når man er ny i faget, står med stort ansvar — og kæmper for at få bekræftet, at man er god nok.

Én af de ting, der står tydeligt i Marie Gamborg Laursen og Katja Sandbergs studie fra 2021, er det særlige ved impostor-fænomenet med, at de negative tanker bliver selvforstærkende. Der er altså ikke tale om en følelse af tvivl, der opstår i glimt – det følger et genkendeligt mønster, som kan gentage sig igen og igen. 

Den såkaldte Impostor-cyklus, som består af tre trin.

Impostor-cyklussen starter ofte med, at man bliver stillet en opgave, der stiller krav til en. Det kan være en ny rolle, et stort ansvar eller en kompleks opgave, hvor man bliver vurderet af andre. Her opstår den første ubalance: For mens kolleger eller ledere viser tillid og mener, man er kvalificeret, føler man det modsatte indeni. 

Sådan var det også for Mathilde Thomsen. Når hun blev stillet en opgave, kunne hun mærke, hvordan det snørede sig sammen indeni. Ikke hver gang – men på en dårlig dag, hvor hun var presset eller træt, så kom de snigende; tankerne om, at hun var havnet i noget, hun ikke kunne bunde i. 

Uanset om opgaven var et nyt udspil til et delmål for en borger, eller det var at tage ordet til et personalemøde.

– Når de negative tanker løber løbsk, kan det komme så vidt, at det lægger en skygge over den arbejdsglæde, jeg normalt har, beskriver Mathilde Thomsen følelsen.

Selvom Mathilde Thomsen fik ros for sit arbejde – og ansvaret, som opgaven medførte, var et tegn på tillid fra hendes leder – så kunne hun ikke lade være med at tænke, at de tog fejl af hendes evner. 

Hun følte ikke, hun havde noget særligt at dele. Ikke noget, der var rigtigt nok, klogt nok, velovervejet nok. Så hvem var hun egentlig at stå og sige noget om noget som helst? Det eneste, hun kunne høre i sit hoved, var: Du er ikke den, de tror, du er. 

Selvom hun fik ros, og selvom hun vidste, at hun gjorde en forskel.

Denne uoverensstemmelse mellem omgivelsernes tiltro og ens egen tvivl bliver ifølge Marie Gamborg Laursen og Katja Sandberg grundlaget for impostor-følelsen – Det er første trin i impostor-cyklussen, hvor man tænker: De tror, jeg kan det her. Men hvad nu, hvis de tager fejl? 

Det fører til næste trin i cyklussen: Håndteringen af sin faglige usikkerhed. 

Og netop på det trin har den 47-årige socialpædagog Tine Lange flere gange stået.

’Shit, det holder jo slet ikke det her. Hvad har jeg dog rodet mig ud i?’ tænker Tine Lange.

Til daglig er hun leder af et bofællesskab for voksne med et udviklingshandicap, men lige nu går hun frem og tilbage og rundt om sig selv hele weekenden som et vildt dyr i fangenskab. 

Det føles, som om det presser fra alle sider. Hun kan ikke overskue opgaven, der ligger foran hende. Ved ikke, hvordan kun skal gribe den an.

Hun skal lave et høringssvar til Socialtilsynet. Alt er på spil, føler hun, og både hendes leder og lokalpolitikerne kommer til at læse med.

Under påskud af at arbejde bedst under pres har hun udskudt opgaven til sidste øjeblik. Ligesom hun altid gør. Og brugt weekenden på at skælde på mand og børn. 

Nu går hun rundt her i cirkler. Først da hendes deadline er besnærende tæt på, får hun overtalt sig selv til at tro på, at hun godt kan, hvis hun bare tager et lille skridt ad gangen. 

Tine Lange knokler på til langt ud på natten. Men da hun omsider kan slukke computeren og læne sig lettet tilbage i stolen, går der ikke lang tid, før pulsen stiger igen. Koldsveden kravler op ad nakken. 

’Er det nu rigtigt, hvad jeg har skrevet? Jeg skulle være gået i gang noget før. Nu har jeg helt sikkert skudt mig selv i foden,’ tænker hun.

Sådan gentager historien sig gang på gang. Hver gang Tine Lange leverer til tiden og får positiv feedback for sit arbejde. Det hele foregår på indersiden, som hun siger. Og det har det gjort, siden hun var barn. 

Historien gentager sig

Tine Lange husker stadig, hvordan hun som lille pige kom hjem fra skole efter første tysklektion og brød hulkende sammen i den overbevisning, at hun aldrig ville lære sproget. Og hvor hendes mor måtte forklare hende, at det var klart, at hun ikke kunne sproget endnu – hun skulle jo først lære det.

– Jeg har altid haft en forventning til mig selv om, at jeg skulle kunne alting på forhånd. Det har både været en drivkraft og en hæmsko. Mit ambitionsniveau vil ingen ende tage. Og jeg bruger meget krudt på at tænke over, hvordan jeg kan forberede noget – sørger altid for at læse mest muligt op på et emne, før jeg træder frem, for jeg må ikke se ud til ikke at kunne noget. Det er nok også derfor, at jeg har tre uddannelser, siger hun og remser ud over socialpædagog en fireårig uddannelse til psykoterapeut og en diplomuddannelse i ledelse op.

– Men så snart jeg kommer helt frem til en opgave eller sidder til en jobsamtale, tænker jeg: ’Jeg kan jo ikke det her. Hvad har de set i mig? Er de egentlig klar over, at jeg ikke aner noget som helst om det her?’ siger hun.

LÆS MERE: Undgå udbrændthed: Sådan kan I arbejde med høje følelsesmæssige krav

Da Tine Lange får opgaven med at skrive et høringssvar til Socialtilsynet, træder hun op på næste trin i impostor-cyklussen: Nogle overforbereder sig i dagevis. Andre udskyder opgaven, til presset bliver ubærligt — og kaster sig så ud i en intens slutspurt. 

Tine Lange gør begge dele. Hun læser og forbereder sig grundigt, uddanner sig løbende, sikrer sig på forhånd. Men når det virkelig gælder, skubber hun opgaven foran sig. Hvis jeg ikke når det, er det, fordi jeg ikke havde tid – ikke fordi jeg ikke kunne, tænker man måske ubevidst. Det er en måde at bevare stoltheden på, hvis det skulle gå galt. 

Men når det lykkes – som det gør for Tine – føles det stadig ikke som en præstation. 

Bygger på irrationel usikkerhed

Og det er der en specifik grund til, siger Marie Gamborg Laursen:

– Man siger til sig, at det var rent held, at det lykkedes. Man kunne jo have siddet og arbejdet i meget længere tid. I sidste ende blev arbejdet jo hektisk, for sent og præget af kaos. Det føles aldrig godt nok.

Selvom overforberedelse virker som en modsat reaktion, så er udfaldet det samme: bortforklaring af egen succes. 

– Man tilskriver sin succes til de timer, man har lagt i opgaven, og tænker: alt mit hårde arbejde og flid har ført til succes – men det siger ikke noget om mine kompetencer eller mig som person, siger Marie Gamborg Laursen.

Hun ser Tine Langes historie som et godt eksempel på, at impostor-fænomenet kan ramme os alle. Det er ikke noget, der eksklusivt rammer medarbejdere eller ledere.

– Fordi det bygger på en irrationel usikkerhed, så har det ikke noget at sige, hvor dygtig man reelt er. Usikkerheden kan følge os alle, forklarer hun.

Den indre stemme går igang

Når opgaven til sidst lykkes, giver det altså kun et kortvarigt sus af lettelse. For det, der kunne være blevet til en styrkelse af ens faglige selvtillid, bliver hurtigt omfortolket og afvist. Mange med impostor-fænomen har svært ved at tage anerkendelse ind og tillægger ikke sig selv æren for et godt resultat.

Sådan var det også for Mathilde Thomsen. 

Når hun på en dårlig dag lykkedes med en svær samtale med en borger, kunne hun godt mærke, at noget inde i hende forsøgte at kalde det for en succes. Men så gik hendes indre stemme i gang: Det gik jo kun godt, fordi borgeren tilfældigvis havde en god dag. Fordi jeg havde forberedt mig mere end nødvendigt. Det kan alle gøre. Eller fordi kollegaen lige kom forbi og støttede op i situationen. Det havde intet med mig at gøre.

Og når en kollega eller leder bagefter lagde en hånd på Mathildes skulder og sagde: ’Det der gjorde du virkelig godt,’ smilede hun, men mærkede en knude vokse i maven. For ros føltes som en misforståelse. En fejlbedømmelse. 

LÆS MERE: Hold øje med disse 10 tegn på belastning

Følelsen af bedrageri

Det føltes som at være midt i en forestilling, Mathilde Thomsen ikke selv havde skrevet, men alligevel stod på scenen i – bange for at nogen snart ville rejse sig i salen og råbe: Hun hører ikke til her.

Det er sidste trin i impostor-cyklussen: Følelsen af bedrageri. Og det er netop den logik, der fæstner impostor-følelsen, understreger psykologerne Katja Sandberg og Marie Gamborg Laursen. 

Mathildes håndtering af sin faglige usikkerhed – fx ved at forberede sig grundigt – bliver ikke anerkendt som en faglighed i sig selv. I stedet bliver forberedelsen beviset for, at hun var nødt til at overpræstere for at kunne lykkes. 

Den positive feedback kommer kun, fordi de ikke ved, hvad der i virkeligheden er foregået. Dermed fastholdes tvivlen. På den måde bliver næste opgave en ny trussel: Hvis det lykkedes sidste gang på trods af mig, hvad så næste gang? 

Dermed er impostor-cyklussen fuldendt – og klar til at starte forfra.

Noget, man kan lære at leve med

Den dag, Mathilde Thomsen tager hjem fra arbejde med følelsen af, at hun ikke egner sig til at være socialpædagog, ringer telefonen derhjemme. Det er Mathildes chef. Han foreslår, at hun snakker med en krisepsykolog. Bare lige for at få det talt igennem. 

Og det rammer noget i hende. Hun har brug for at sige det højt. Og lettelsen, der følger med opkaldet, overrasker hende.

Da Mathilde taler med psykologen, er det som om, luften begynder at bevæge sig igen. Bare det at sige tankerne højt – alt det, hun har bildt sig selv ind og båret rundt på – gør noget. For første gang i lang tid mærker hun, at hun kan skelne mellem frygt og fakta. Borgeren er ikke i mistrivsel, fordi hun har fejlet som socialpædagog. De pårørende er ikke vrede eller utilfredse – bare bekymrede.

Men det største skifte sker, da hun begynder at dele sine oplevelser med kollegerne. For det viser sig hurtigt, at hun langt fra er ikke den eneste. De nikker genkendende, deler egne oplevelser og fortæller om deres egne kampe med følelsen af ikke at være god nok. 

Det bliver det allervigtigste i Mathildes vej ud af impostor-følelsen: At hun ikke længere er alene i den. At det ikke handler om, at hun er utilstrækkelig – men at arbejdet er komplekst, og at de alle sammen bliver ramt af tvivlen indimellem.

Det forandrer ikke alt. Men det forandrer noget. Nok til, at hun kan begynde at bearbejde de negative tanker, når de dukker op på en dårlig dag.

Et vilkår i livet

Efter fire års psykoterapeutuddannelse er der ikke mange sten i Tine Langes indre, hun ikke har vendt. Og da hun for nogle år siden blev leder, kunne hun sænke skuldrene en lille smule og faktisk tro på, at hun kunne noget.

I dag har hun lært at håndtere en del af sine impostor-tanker ved ofte at tjekke ind med sin leder, om hun er på rette vej med en opgave. Og hun har fundet frem til nogle ord, hun synes smager tilpas professionelt i den forbindelse: Ord som forventningsafstemning, opfølgning og tydelighed omkring rammen.

Men hverken livs- eller arbejdserfaring har grundlæggende ændret følelsen inden i. 

– Konsekvensen af impostor-fænomenet er vel, at jeg ikke er fri. Der er hele tiden en dyne, der holder mig en lille smule nede. Det koster på energikontoen og på relationskontoen. Det er ganske enkelt definerende for min måde at være i verden på.