Forældresamarbejde: Fire trin til et godt forældreinterview
To psykologer har udviklet en interviewmetode, der kan give socialpædagoger forståelse af forældres mentaliseringsevne. Metoden bruges af familiebehandlere til at interviewe forældre, analysere interviewet og bagefter opsætte mål for det fremtidige samarbejde. Her kan du snuse til, hvordan du bruger metoden
12. juni 2025
Forfatter: Mikkel Kamp
Foto: Colourbox
Arbejder du som familiebehandler – eller samarbejder du på andre måder med forældre på det forebyggende område?
Så kender du sikkert til at skulle afklare ressourcer og problemområder hos familien og vurdere en forælders mentaliseringsevne? Her gælder det både om at åbne din egen forståelse af forælderen, men også forælderens forståelse af sig selv som forælder, og hvad I skal arbejde videre med – sammen.
LÆS OGSÅ: Med hjælp fra Pia får en mor genskabt relationen til sit barn
To danske psykologer har udviklet interviewmetoden PDI-C til netop det. Målet med interviewmetoden er at skabe gennemsigtighed og ikke mindst støtte familiebehandlere til at være nysgerrige og lydhøre over for den, de interviewer, forklarer den ene af de to psykologer Jeppe Budde.
– Man skal tale om både udfordringer og problemer. Og de kommuner, hvor familiebehandlerne bruger metoden, kan vi se, at den understøtter meget af det, familiebehandlerne kan i forvejen. Så man skal ikke gøre en masse nyt, siger han og fortsætter:
– Metoden giver forældrene en bedre forståelse af sig selv og en fælles platform for, hvor behandlingen skal starte op – altså hvor den største effekt kan opleves – og dermed være motiverende for dybdegående og vedvarende forandring.
LÆS OGSÅ: Spædbarnsterapi er en metode til at løsne op for traumer
Lyder det som noget, du kunne bruge i din hverdag? Så kan du få et indblik i, hvordan du bruger den.
Sådan foregår interviewet
Du optager interviewet. Det skal ikke transkriberes bagefter, men optagelsen kan bruges som støtte, så du kan gå tilbage og høre, hvad der præcis blev sagt.
Selve interviewet er delt op i fire sektioner og indeholder i alt 18 spørgemål. De fire sektioner handler om:
- Forælderens opfattelse af barnet.
- Forælderens egen forståelse af forældreskabet.
- Betydningen af forælderens egen opvækst.
- Afrunding og fokus for behandlingen.
Den første sektion begynder med at forælderen på et generelt plan sætter ord på barnet og relationen til barnet. Derefter bliver det mere konkret med spørgsmålet:
– Kan du beskrive et tidspunkt i løbet af den forgangne uge, hvor du og dit barn “faldt i hak”, virkelig havde det godt sammen?
– Når man går fra det generelle til det konkrete, skal forældrene bruge det konkrete eksempel for at føre belæg. Forælderen kan ikke bare sige det, som han eller hun måske ved du gerne vil høre. Det kvalificerer samtalen, forklarer Jeppe Budde.
Baggrund for PDI-C
PDI-C (Parent Development Interview-Clinical) er en tilpasning og fortolkning af Parent Development Interview, som oprindeligt er udviklet af Arietta Slade, professor ved Yale University. Den oprindelige udgave bliver brugt i forbindelse med forskning at vurdere forældres opfattelse af deres barn og deres egen relation til barnet. Den tilpassede udgave er udviklet af Anne Corlin og Jeppe Budde i samarbejde med Arietta Slade.
Læs mere på refleksivtforum.dk eller psykologcenteraarhus.dk
Det skal du være opmærksom på
Forælderen skal være tryg, og du skal forklare, hvad der skal foregå under interviewet, og hvad svarene skal bruges til.
Interviewet er semistruktureret, så der under hvert hovedspørgsmål er en række opfølgende spørgsmål. Det vigtigste er dog at spørge relevant, så du behøver ikke følge alle opfølgende spørgsmål slavisk. Men det er en god ide – særligt i begyndelsen, når du lærer metoden – så vidt muligt at holde dig til dem.
Interviewet skal åbne din forståelse af forælderen og også åbne forælderens egen forståelse af sig selv som forælder. Det er derfor afgørende at være ægte lyttende og nysgerrig og undgå at lægge ord i munden på forælderen.
Interviewet tager omkring 45 minutter. Det kræver noget disciplin, hvis det ikke skal trække ud.
– I samtalen vil der åbne sig nogle døre, som man kunne have lyst til at gå ind ad, og emner man måske gerne vil høre mere om, men man skal træne sig i at lade være med at åbne alle dørene, siger Jeppe Budde.
Analyser interviewet
Når interviewet er slut, og forælderen gået hjem, er næste trin for at analysere interviewet. Analysen skal ikke konkludere, hvor der skal sættes ind i det videre arbejde, men anskueligøre, hvor der er ressourcer, og hvor der kan være brug for at arbejde videre.
I analysen er der tre centrale temaer:
- Hvordan beskriver forælderen barnet?
- Hvordan beskriver forælderen sin relation til barnet?
- Hvordan beskriver forælderen sig selv som forælder?
I forhold til temaerne skal du vurdere forældrenes evne til at mentalisere. Det handler blandt andet om at lægge mærke til:
- Hvilke følelser og tanker forælderen sætter ord på, og om de bliver forbundet relevant til konteksten.
- Om forælderen udtaler sig skråsikkert om barnet eller har en vis ydmyghed i sin beskrivelse.
- Om forælderen forbinder barnets adfærd med bagvedliggende følelser og tanker.
- Om forælderen har et udviklingsperspektiv, forstået på den måde, at man er klar over, at tingene hele tiden forandrer sig i takt med, at barnet bliver ældre.
- Er der røde flag/sårbarheder? Det kan for eksempel være, hvis alt bliver beskrevet rosenrødt, hvis forælderen ofte modsiger sig selv, eller hvis forælderen har en decideret fjendtlig tilgang til sit barn.
Sådan foregår tilbagemeldingen:
Din tilbagemelding har fokus på samarbejde mellem dig som behandler og forælderen. Målet er, at den munder ud i en fælles forståelse af, hvilke områder, I vil begynde at arbejde med.
Først skal der opbygges tillid til, at du har nogenlunde samme syn på tingene som forælderen. Her er det en god indgangsvinkel at fortælle forælderen, hvilke ord han eller hun selv har brugt til at beskrive sit barn.
Dernæst kan du sammen med forælderen afdække familiens ressourcer – både internt i familien og i omgangskredsen. Igen er det en god idé, hvis du kan spejle forælderens egne ord. Det giver forælderen ejerskab, at han eller hun selv formulerer ressourcer og udfordringer.
Når I har skabt et fælles udgangspunkt, tager I sammen fat på nogle af de områder, som er svære og måske er grunden til, at I overhovedet taler sammen. Her er det afgørende at have blik for forælderens nærmeste udviklingszone. Måske skal du ikke tage fat på det sværeste til at begynde med. Er forælderen for eksempel ængstelig kan det være en god idé at begynde med noget, som føles trygt.