Gå til indhold

Fif-kassen

Er det en arbejdsskade, hvis du kommer til skade til sommerfesten?

Kan det egentlig anerkendes som en arbejdsskade, hvis du kommer til skade til sommerfesten på arbejdet? Få det korte svar fra Socialpædagogernes arbejdsskadekonsulent.

10. juni 2025

Artikel

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

Sæsonen for sommerfester på arbejdet er over os. Der er lagt op til dans og drinks. Og som til enhver anden fest kan der ske skader.

Men kan det egentlig anerkendes som en arbejdsskade, hvis du kommer til skade til sommerfesten? Det har vi spurgt Socialpædagogernes arbejdsskadekonsulent, Eva Schramm, om. Her er hendes svar:

Kan en skade til sommerfesten være en arbejdsskade?

Ja

Hvis uheldet er ude, og du fx falder og kommer til skade under sommerfesten, bør det anmeldes som en arbejdsskade. Når ledelsen er arrangør, har inviteret og sat rammerne, vil skader opstået under festen være omfattet som en arbejdsskade, også selvom festen foregår et andet sted end på arbejdspladsen. Og også selv om der har været alkohol involveret.

Dog er det værd at vide, at skader opstået efter den officielle afslutning ikke er omfattet. Det gælder også, hvis man fx forsætter ude i byen, eller hvis der er tale om en privat sammenkomst med kollegerne.

LÆS OGSÅ: Er det ok at lægge en SH- eller FO-dag på en afspadseringsdag?

Sådan anmelder du en arbejdsskade

Din arbejdsgiver har pligt til at anmelde skaden inden for 14 dage, hvis:

  • du har mere end én dags fravær ud over skadedagen, eller
  • hvis du kan være berettiget til erstatning

Sker det ikke, kan du eller din læge også anmelde arbejdsskaden.

Som medlem kan du altid kontakte os, hvis du har spørgsmål til anmeldelse af arbejdsskade, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har fået en arbejdsskade - eller hvis du har andre spørgsmål.

Når din sag er oprettet som en sag ved Arbejdsmarkedet Erhvervssikring, kan du give os fuldmagt til at følge sagen, så vi løbende kan rådgive dig.

Kontakt arbejdsskadeteamet
Bliv medlem