Jimmy er stadig mærket af sin barndom: ”Jeg ville sådan ønske, jeg var kommet i plejefamilie”

65-årige Jimmy Gørtz er stadig mærket af sin barndom. Både fysisk og psykisk.

– For nogle år siden var jeg til en massør, der spurgte, om der var sket et eller andet med mig. Jeg var helt skæv i den ene side af kroppen.

Og det kunne Jimmy godt give massøren en forklaring på. For skævheden stammer fra en oplevelse fra hans barndom:

– Da jeg var lille, elskede jeg at se Gøg og Gokke. Men min far hadede Gøg og Gokke. En dag lå jeg på gulvet og så Laurel og Hardys gakkede løjer, og jeg skraldgrinede. Jeg syntes bare, det var så sjovt. Og så rejste min far sig pludselig fra sin stol og begyndte at sparke mig i siden. Han sparkede og sparkede og sparkede. Og det er det, du kan mærke i dag, fortalte Jimmy den dag på massagebriksen.

Oplevede daglige tæsk og psykisk vold

På Landskonferencen for plejefamilier 2025 fortalte Jimmy Gørtz om flere barske episoder fra sin barndom, hvor han efter et halvt års anbringelse på børnehjem kom tilbage til sin stærkt alkoholiserede og voldelige far – og gennemlevede en opvækst med daglige tæsk og psykisk vold.

– Min far har aldrig nogensinde brugt mit navn. Når han ville mig noget, piftede han, gryntede eller kom med en anden lyd. Og han har på ingen måde vist, at han brød sig om mig, eller at jeg var noget værd. Jeg har aldrig fået et kram, og han har aldrig sat sine ben på min skole eller set mig spille en fodboldkamp.

LÆS OGSÅ 5 råd til plejefamilier: Sådan hjælper du et menneske som mig

Drømmen om plejefamilien

Jimmy drømmer en gang imellem om, at han havde fået en anden start på livet. Så forestiller han sig, at han var blevet anbragt i en kærlig og kompetent plejefamilie sammen med sin elskede lillebror.

– I dag krammer jeg min kone, min datter og mine børnebørn, og jeg mærker, at vi elsker hinanden. Men jeg har aldrig haft – og får aldrig – oplevelsen af at nogen, der er større end mig, trækker mig ind til sig og siger, at jeg er god nok, og at jeg elsket. Men nogle gange forestiller jeg mig, at jeg havde haft en plejemor eller plejefar, der gjorde det. Det er sådan en drøm, jeg har.

Jimmys mor blev gravid som 16-årig og gift med hans far, der var cirka ti år ældre. Kort efter opdagede hun, at han var voldelig – men med Jimmy i maven følte hun, at det var for sent at blive skilt. I Jimmy Gørtz tidlige opvækst levede de i et voldeligt ægteskab og fik yderligere to børn.

Mor løb uden at se sig tilbage

Jimmys opvækst var derfor præget af et voldeligt ægteskab, hvor forældrene fik yderligere to børn. Undervejs var han i en periode anbragt hos noget familie – men kom tilbage til forældrene.

– Da jeg var otte år, sagde min mor en dag, at vi skulle køre en tur. Sammen med min mor og mine to søskende kom jeg hen til et stort hus, som jeg ikke anede, hvad var, og hun sagde, at vi skulle gå ind og kigge. Inde i huset sagde hun pludselig: ’Jeg lover, at jeg kommer og besøger jer!’ Og så løb hun ud ad døren uden at se sig tilbage. Det viste sig at være et børnehjem, og der gik halvandet år, før jeg så min mor igen, fortæller Jimmy.

Siden fandt han ud af, at moren ville skilles fra hans far, og at hun ikke kunne overskue et at være alene med tre børn. Derfor afstod hun forældremyndigheden for de to ældste til Jimmy Gørtz far, som de kom hjem til efter et halvt år.

Et godt liv på trods

Selv om det var hårdt at være på børnehjemmet, var det langt værre derhjemme. Og Jimmy Gørtz har aldrig tilgivet sin mor.

– Hun vidste jo, at han var voldelig. Hun havde jo set ham være psykisk og fysisk voldelig over for mig, og alligevel overlod hun os til ham. Han var ikke født ond, men han opførte sig ondt – og det skyldes måske hans egen opvækst.

Alligevel fastholder Jimmy Gørtz i dag, at han samlet set har haft et godt liv. Han mødte allerede som 20-årig den kvinde, han stadig er gift med, og sammen har de fået en datter og to børnebørn.

LÆS OGSÅ: Har dit plejebarn skolevægring – eller er trist til mode? Få ekspertens 5 gode råd

Arbejdsmæssigt er det også gået Jimmy godt. Han er uddannet flymekaniker, har haft en lederkarriere indenfor SAS og arbejder i dag som sikkerhedschef hos Banedanmark.

Dét gav noget at kæmpe for

Mange andre mønsterbrydere kan fortælle, hvordan en enkelt voksen har gjort en forskel i barndommen – fx en plejemor, en pædagog eller en lærer. Men Jimmy Gørtz har ikke en sådan historie at fortælle.

– Jeg havde min lillebror, som jeg elskede højt, og jeg følte, at jeg skulle passe på ham. Det gjorde, at jeg havde noget at kæmpe for. Og så var det også mit store held, at vi fik en hund: Gravhunden Charlie. Charlie var den, jeg kunne kramme med og fortælle alting til. Charlie var den, der gav mig følelsen af selv at være elsket – og måske var det, fordi jeg både havde prøvet at elske min lillebror og min hund, at jeg på trods af alt det, jeg havde oplevet, kunne lære at elske min kone.

Kan ikke sove uden Heidi

Og netop hans kone Heidi får en stor del af æren, når Jimmy Gørtz skal prøve at forklare hvorfor, det trods alle odds er gået ham så godt.

– Hvis jeg blev spurgt, om jeg ville leve mit liv igen med alt den vold og alle de svigt, jeg blev udsat for som barn, ville jeg sige: Ja, hvis jeg kunne være sikker på at få den samme kone. Uden hende ville jeg ikke tage turen igen. Jeg har bestemt ikke været nem at leve sammen med, men hun har haft en ekstrem tålmodighed, og jeg har langsomt bygget tillid op til hende. Og så har jeg også arbejdet meget med mig selv gennem gestaltterapi, forklarer han og tilføjer, at han i dag føler sig tryg pga. Heidi.

Fx har de indrettet deres fælles stue, så de altid kan holde hinanden i hånden, når de ser fjernsyn – og han kan ikke sove uden hende.

Kæmpe respekt for plejefamilier

Jimmy Gørtz har både skrevet digte og en erindringsbog om sin opvækst, som han fortæller om i foredrag. Målet er at skabe en større forståelse for udsatte børn. Og Jimmy donerer alt overskud fra bøger og foredrag til organisationer for udsatte børn.

– Jeg vil gerne gøre mit til, at andre børn ikke skal gennemleve det samme som mig. Jeg er ikke selv parat til at blive plejefar. Men jeg har en kæmpestor respekt for dem, der kan og vil gøre en forskel for et såret og bange barn. Tak for det.