Jeg bygger bro mellem medarbejdere og pårørende

– Jeg er blevet stemplet som en dårlig mor og fået anbefalet, at min datter skulle tvangsfjernes og anbringes. Jeg er blevet mødt med mistro, kritik og endeløse rækker af gode råd. Men jeg er også blevet rummet, respekteret og forstået – af fagpersoner, der vidste, hvad der skulle til for at sikre både Sofie og os som familie et bedre liv. Og forstod, hvordan det var at være mig.

Som mor til en nu voksen datter med infantil autisme har Hanne Veje mødt hundredvis af fagpersoner i alle de år, hvor hun først kæmpede for at finde ud af, hvorfor datteren Sofie var så udfordret – og siden for at finde den rette støtte til hende.

Og hun har mødt næsten lige så mange forskellige opfattelser af, hvad der var galt – med både Sofie og hende som mor.

– Det har givet nogle gevaldige følelsesmæssige rutsjeture gennem mange af de år, hvor vi kæmpede for at få Sofie udredt og prøvede at forstå, hvad det var, der gjorde livet så svært for hende. Og selvom jeg som mor forsøgte mit bedste på at holde hovedet koldt, så oplevede jeg, at mit helbred crashede. Min krop opførte sig, som om jeg forsøgte at løbe maraton på tom mave, siger Hanne Veje.

LÆS OGSÅ: Bøvler det også for dig? Sådan styrker du samarbejdet med pårørende

Inspirerer til det gode samarbejde

Fra sit hjem i Guldborg på Falster arbejder Hanne Veje i dag professionelt med at inspirere andre til, hvordan man kan få et godt pårørendesamarbejde. For ud over selv at være pårørende har hun indgående kendskab til metoder i pårørendesamarbejdet fra sin tid som faglig leder og tværfaglig koordinator på social- og psykiatriområdet – og tilbyder vejledning og supervision til bl.a. socialpædagoger.

– Jeg vil gerne betragtes lidt som en brobygger mellem fagfolk og pårørende. Jeg ved, hvad der kan gå galt – men jeg ved også, hvad der kan virke, siger Hanne Veje, som i marts holdt oplæg for godt 150 socialpædagoger på Socialpædagogernes faglige konference om pårørendesamarbejde.

Husk begge perspektiver

Og netop begge perspektiver – de pårørendes og medarbejdernes – er nøglen i Hanne Vejes budskaber. For jo mere gensidig forståelse og respekt, der er – jo større er sandsynligheden for et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde.

– Forældrene skal på den ene side have tillid til de fagpersoner, som de overlader deres barn til, og tro på, at de er i stand til at hjælpe barnet videre. Omvendt skal medarbejderne være i stand til at håndtere forældrenes sorg og samtidig styrke deres tro på, at der er en fremtid for deres barn. Og det skal de gøre ved at være de professionelle – og være dem, der bevarer overblikket og roen. For det kan pårørende ikke altid.

LÆS OGSÅ: Oplever I konflikter med pårørende? Forstander Lone Nørholm fandt nøglen til det gode samarbejde

Et minefelt at bevæge sig i

Det lyder jo dejligt enkelt. Men pårørendesamarbejdet er et minefelt, hvor mange ting hurtigt kan gå galt, ved Hanne Veje. Og derfor er en af hendes første anbefalinger da også at tage pårørendesamarbejdet mere alvorligt.

– Jeg er med på, at mange kommuner og arbejdspladser har en pårørendepolitik. Men jeg leder stadig efter en håndbog i, hvordan medarbejderne så kan udfolde politikken i praksis. Jeg savner, at man sætter tid af til pårørendesamarbejdet i vagtplanerne, at det indgår i årshjul, APV og MUS – og at man i jobopslag også lægger vægt på, at nye kolleger skal have værktøjskassen i orden også i forhold til samarbejdet med pårørende, siger hun og uddyber:

– Et pårørendesamarbejde, der kører af sporet, er jo en kæmpe belastning for den enkelte medarbejder og for det psykiske arbejdsmiljø. Og det er en opgave, man ikke kan sige nej til – og derfor er min anbefaling, at man gør det mere formaliseret. Som en ny faglig disciplin, der kunne underbygges på uddannelserne, selvom jeg er med på, at der ikke er noget, der hedder ’pårørende-pædagogik-i-praksis’.

Man går så let fejl af hinanden

At man som pårørende nogle gange tager sig en svingtur rundt i følelseskarrusellen, kender Hanne Veje alt til. Ligesom hun kender til den reaktion, det indimellem fremkalder hos de fagpersoner, man som pårørende er dybt afhængig af at kunne samarbejde med.

– Det er så nemt at gå fejl af hinanden – og mange gange handler det helt basalt om manglende viden om den anden part og manglende forventningsafstemning, siger hun og giver et eksempel:

– Som socialpædagog genkender I sikkert situationer, hvor de pårørende går op i noget, I måske vil kalde små detaljer: Det tøj, mit barn har på, er blevet beskidt. Der mangler en sko. Og det roder på hendes værelse. Det bliver hurtigt noget meget konkret, de pårørende beklager sig over.

LÆS OGSÅ: Socialpædagogernes tema om pårørende

Få skuldrene til at falde ned

Men det, det egentlig handler om ifølge Hanne Veje, ligger ofte gemt bagved.

– Det, de pårørende reelt er optaget af, er spørgsmål som: Hvad er det for et liv, I har tænkt jer at tilbyde mit barn? Hvordan ser mit barns tilværelse ud hos jer? Hvad står I for? Når man som pårørende kender svaret på det, så falder skuldrene lettere ned, og så rummer man bedre, hvis der er nogle ting, der ikke helt fungerer endnu.

Hun formåede at rumme mig

Hanne Veje blev personligt selv opmærksom på, hvad den rette faglighed kan betyde for samarbejdet, da hun som pårørende stødte på den person, hun i dag kalder verdens bedste ’pårørendepædagog’. 

– Hun formåede at rumme mig, også når jeg var frustreret og ked af det. Hun var inddragende og fleksibel omkring de planer og mål, der ville være gode for Sofie. Og hun tog ansvar for, at relationsarbejdet fungerede godt – både i forhold til Sofie og i forhold til mig som mor.

Vær pædagogisk overfor pårørende

Og det bringer Hanne Veje til en anden vigtig pointe: at socialpædagoger ikke skal være bange for at arbejde pædagogisk med de pårørende ved at anvende den samme faglighed og de socialpædagogiske metoder, som de bruger naturligt i arbejdet med borgerne.

Det kan fx være anerkendende pædagogik, Low Arousal, ressourceorienteret pædagogik eller andre metoder, som indgår i den socialpædagogiske værktøjskasse.

– Hvis du er bevidst om dine metoder og din faglighed, bliver du bedre i stand til ikke at blive så følelsesmæssigt påvirket af pårørendes krisereaktioner – præcis som du med din faglighed håndterer det, hvis en borger reagerer voldsomt. Det vigtigste er at opbygge de pårørendes tillid til dig som fagperson – for dermed hjælper du den pårørende med at bevare selvkontrollen.

LÆS OGSÅ: Pårørende i ny undersøgelse: Faglighed overskygger alt 

Forstå de pårørendes sorg

Et godt sted at starte som socialpædagog og arbejdsplads er at sætte sig ind i den verden, de pårørende befinder sig i. Et liv, hvor sorg, traumer, uvished og angst vejer tungt i bagagen – og hvor en mor eller en far oplever krise over at overlade sit barn til andre mennesker.

– Jeg oplever nogle gange, at der er en uudtalt forventning om, at pårørende ikke er ’for besværlige’ i samarbejdet. Men som medarbejder bliver man nødt til at tillade, at pårørende kan reagere stærkt følelsesmæssigt. Forældre kan ikke have det bedre end det barn, de har, som har det sværest. Og som pårørende bærer mange på en kronisk sorg og fortvivlelse over barnets udfordringer – og alt det, man ikke har kunnet ændre ved, lyder det fra Hanne Veje, som selv kender til alle de følelser:

– Det er altså sin sag at gå hen til en ung socialpædagog og sige: ’Nu giver jeg dig mit barn i tillid til, at du kan gøre det næsten lige så godt som mig.’ Det kan være svært at leve sig helt ind i, hvor skræmmende eller angstprovokerende det kan være for forældre.

Skab psykologisk tryghed i samarbejdet

Derfor er man som fagperson nødt til at skabe psykologisk tryghed og tillid i samarbejdet med pårørende, fortsætter hun.

– Pårørende har ikke nødvendigvis indsigt i de mange forskelligartede opgaver, medarbejderne varetager. Ved at skabe psykologisk tryghed i samarbejdet opbygges en fælles tillid til, at alle gør det bedste, de kan. Og pårørende kan lettere bevare selvkontrollen selv i svære situationer og rumme misforståelser og kiks i tilgange og metoder, hvis de er sammen med nogen, de har tillid til.

LÆS OGSÅ: Socialpædagogernes tema om psykologisk tryghed

Vis interesse og vær nysgerrig

Her skal der ifølge Hanne Veje arbejdes mere systematisk med nysgerrighed og interesse for de pårørende.

– Spørg ind, vis interesse – og brug de samme briller, som I bruger over for borgerne. Vær åben omkring, hvad jeres planer er for det barn, de pårørende overlader i jeres hænder. Og vær professionel – pårørende er ikke ligestillede. Men de skal behandles ligeværdigt, siger Hanne Veje, som ikke er i tvivl om, hvad der har gjort en forskel for hende og datteren Sofie, som i dag er 31 år:

– Det er takket være mange begavede og dygtige fagpersoner, at min datter i dag er kommet så langt, at hun både er blevet student og har gennemført en ordinær gartneruddannelse. Det er alle de mennesker og steder, hvor jeg med hele min krop har mærket en samklang, som er svær at beskrive – men som har betydet alverden for os.