Ny matchmodel giver færre sammenbrud: ”Vi skal passe på både børnene og vores plejefamilier”

Efter at have været plejemor i snart 40 år har Marianne Sonne oplevet lidt af hvert: Plejebørn, der har vist sig at have så massive psykiatriske udfordringer, at hun og manden har måttet afbryde anbringelsen efter nogle måneder. Og beskrivelser af plejeopgaver, hun oplever som skønmalerier.

– I dag har vi erfaringen til at gennemskue, hvad vi går ind til. Men yngre plejefamilier siger ja til noget, der ender med at gå galt. Og det er synd for både dem og børnene, siger hun.

Men da parret sidste forår skulle modtage et nyt plejebarn fra Ringkøbing-Skjern Kommune, blev de præsenteret for et helt andet matchforløb.

LÆS OGSÅ: ”Jeg tuder øjnene ud af hovedet – og så går jeg i gang med at forberede mig på næste barn”

Forud for anbringelsen havde kommunen sat sig ind i, hvad Marianne Sonne og hendes mand tilbød via Tilbudsportalen. De holdt et møde, hvor plejefamiliens faglige kompetencer blev endevendt, og plejebarnets udfordringer, anbringelseshistorik, interesser m.m. blev fremlagt. Pigen besøgte plejefamilien for at se an, om det var et sted for hende. Og der blev lagt en plan for fremtidige indsatsområder og supervision med fokus på plejebarnets stressfølsomhed og traumerelationer.

– Det har altså bare fungeret, fortæller Marianne Sonne.

Så meget er andelen af skift faldet

Det, som Marianne Sonne oplevede fungerede, var en ny matchmodel, som Ringkøbing-Skjern og tre andre kommuner har udviklet i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen.

Projektet blev søsat, fordi alt for mange anbringelser ender i sammenbrud, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for børnenes videre trivsel. Modellen skal gøre det lettere for kommunerne at finde det rette anbringelsessted. Og en ny evaluering viser, at andelen af skift inden for det første halve år af anbringelsen er faldet fra 13 til 9 pct. i de fire kommuner. Desuden er der en betydelig forbedring i både grundighed og kvalitet i matcharbejdet, ligesom børnene har følt sig godt støttet.

– Det er noget, som mange kommuner finder vanskeligt. Så jeg drømmer om, at flere kan finde inspiration i modellen og gøre det endnu bedre, så vi ser flere stabile anbringelser og færre akutte anbringelser, siger projektleder i Social- og Boligstyrelsen Ida Lautrop-Rasmussen.

Her er kerneelementerne i modellen

Modellen indeholder fem kerneelementer, som lægger en ’hovedvej’ gennem matchforløbet, når kommunen skal vælge det rette anbringelsessted (se faktaboksen, red.). Gennem alle fem kernelementer er inddragelse af børn, forældre og anbringelsessted gennemgående.

– Det handler grundlæggende om at tage tempoet ud og være ekstremt grundig, når vi afsøger og vælger anbringelsessted: Hvad er det for en hverdag, barnet har i dag, og hvad skal bringes videre. Nogle gange kan små ting være ekstremt vigtige for barnet at få med, som jeg som fagperson ellers ikke får øje på – et arvestykke fra farmor eller en veninde til gymnastik, forklarer Ida Lautrop-Rasmussen og fortsætter:

– Tilsvarende har hele overgangen og forberedelsen af barn og forældre lige så stor betydning som selve valget af anbringelsessted – at barnet besøger stedet, måske prøver at sove der og får lov at bestemme menuen den første aften, så det får ejerskab over, hvad der skal ske.

LÆS OGSÅ: Fem nedslag i Barnets lov – sådan påvirker loven socialpædagogisk praksis

Mere grundige og systematiske

Et andet centralt element i den nye model er rollen som matchkonsulent – altså en fagperson, der skal samarbejde med kommunens børne- og ungerådgivere og med anbringelsesstederne. Sådan en har flere kommuner i forvejen, men med modellen er der kommet en fast formel for, hvordan matchkonsulentens arbejde kan støtte op om anbringelsesprocessen. 

En af dem er Line Ehrenskjold Andersen, der også er familieplejekonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune.

– Vi har tidligere haft mange sammenbrud og ville gerne have et bedre matchforløb. Førhen gjorde vi mange af de samme ting, som i modellen, men det gik for stærkt, og fremgangsmåden var inde i vores hoveder – der var ikke nær den samme systematik og de samme redskaber, som vi har i dag.

Vi mødte ikke altid barnet

Ringkøbing-Skjern Kommune har nu nedfældet deres ”hovedvej” i mindste detalje. Den begynder, når en anbringelse bliver besluttet, hvor Line som matchkonsulent kommer ind i billedet, og hovedvejen slutter tre uger efter, at barnet er blevet anbragt.

Kommunen har bl.a. udviklet et dialogredskab i form af en interviewguide, som de nu bruger i samtaler med barnets forældre, barnet selv og de potentielle anbringelsessteder. Redskabet sikrer, at Line og kollegerne får indsamlet den nødvendige viden om fx barnets behov og anbringelsesstedets kompetencer for at kunne matche barnet til det rette anbringelsessted.

– Før mødte vi måske ikke engang barnet, før en anbringelse var i gang. Det kan stadig også være, at vi er nødt til at sikre barnet ved en akutanbringelse, men så er vi tydelige om, at det er midlertidigt, mens vi laver det helt rigtige match, siger hun.

Plejefamilien skal holde på lang sigt

Ligesom grundig vidensindsamling er et kodeord for Line, er det også helt afgørende for det gode match at give tilstrækkelig viden om barnet til anbringelsesstedet.

– Det er selvfølgelig ikke alt, vi kan forudsige, men vi forsøger at beskrive barnets primære problematikker, ligesom de plejefamilier, som vi har kig på til opgaven, skal svare på, hvordan de vil arbejde med dem. Vi forsøger også at afklare behovet for støtteophold, så alt i forhold til kontrakten er på plads, før vi involverer barnet. Vi er jo kun interesserede i, at vores plejefamilier kan holde til det på lang sigt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Fif før du skriver under på kontrakten

Når barnet har været anbragt i tre uger, holder Line Ehrenskjold Andersen og en rådgiver en samtale med barn og forældre om, hvordan indflytningen er gået. Og hele processen bliver nedfældet i et bevidningsbrev til barnet.

– Vi oplever, at plejefamilierne, børn og forældre føler sig meget mere hørt. Og vi er langt fra det antal sammenbrud, vi havde før, siger hun.

De attraktive kommuner

Ud over de færre sammenbrud har kommunerne oplevet, at anbringelsesstederne opfatter dem som mere attraktive at samarbejde med, lyder det fra Social- og Boligstyrelsen. Og det genkender man hjemme hos plejemor Marianne Sonne.

– Der er nogle kommuner, vi har god erfaring med, og andre vi ikke samarbejder med. Dem her samarbejder vi gerne med igen. Og jeg vil da virkelig håbe, at det er noget, der bliver udbredt til hele landet, for det er en rigtig god model, siger hun.