Gå til indhold

Psykiatri

3 ting du skal vide om regeringens udspil til psykiatriplan

Det er et superstærkt udspil til en samlet 10-årsplan for psykiatrien, som regeringen fremlagde tirsdag, mener Socialpædagogernes formand, Benny Andersen. Og særligt tre ting er vigtige for socialpædagoger

9. april 2025

Artikel
Digitaliseringsminister Caroline Stage, Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen præsenterede tirsdag regeringen udspil til psykiatriplan

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

Tirsdag fremlagde regeringen udspillet til en samlet 10-årsplan for psykiatrien, som nu skal forhandles med Folketingets partier. Udspillet vækker glæde hos Socialpædagogerne.

– Det er et superstærkt udspil til en psykiatriplan fra regeringen. Der er tale om et stort løft af den samlede psykiatri i Danmark. Det vil bidrage til at sikre livskvalitet og livsmuligheder for mennesker med psykiske lidelser – og bedre arbejdsvilkår for de medarbejdere, der skal støtte dem, siger formand Benny Andersen.

LÆS MERE: Her er hele udspillet 'En stærkere psykiatri - En samlet 10-årsplan for psykiatrien'

Udspillet indeholder mange vigtige initiativer såsom hurtigere udredning og behandling i hospitalspsykiatrien, mere opsøgende gadeplansarbejde og flere behandlingstilbud til børn og unge.

Men der er særligt tre ting, du som socialpædagog skal vide om psykiatriudspillet.

1.

Uddannelsesløft i socialpsykiatrien

Regeringen vil afsætte 171 millioner kroner årligt til et uddannelses- og kompetenceløft i socialpsykiatrien. Det åbner blandt andet for, at de mange ansatte i socialpsykiatrien, som er ufaglærte, kan tage en meritpædagoguddannelse.

Bedre muligheder for faglig udvikling skal samtidig styrke medarbejdernes tryghed, arbejdsglæde og gøre socialpsykiatrien til en mere attraktiv arbejdsplads.

LÆS OGSÅ: Højere andel af socialpædagoger reducerer indlæggelser i psykiatrien

2.

Sociale akuttilbud og nye afklaringspladser

Regeringen vil oprette flere akuttilbud i socialpsykiatrien, hvor borgere, der er i akut psykisk krise, men ikke har brug for en indlæggelse, kan få støtte, omsorg og rådgivning.

De sociale akuttilbud skal også kunne tage imod borgere, hvis der er behov for det efter indlæggelse. Der skal også oprettes nye afklaringspladser i kommunerne, som kan modtage borgere, hvis behov for støtte efter udskrivning skal afklares.

LÆS OGSÅ: Lone støtter mennesker i socialpsykiatrien i at finde en ny vej

3.

Bedre rammer for sikkerhed og tryghed

Regeringen vil ændre den lovgivning, der står i vejen for den sikkerhed og tryghed, som der lokalt vurderes nødvendig. Det skal skabe mere hensigtsmæssige rammer for at øge sikkerheden på de psykiatriske afdelinger, der, hvor der er brug for det. For eksempel gennem større brug af alarmsystemer og scannere samt bedre mulighed for navnebeskyttelse.

LÆS OGSÅ: Nu bliver det lettere at få erstatning for vold

Bliv medlem